torsdag den 30. januar 2014

Nagah blev fyret for at kræve sine rettigheder


Nagah Abdel Hamid og ti kolleger nedlagde arbejdet og camperede i døgndrift i halvanden måned foran deres arbejdsplads i Egyptens næststørste by, kystbyen Alexandria. De fik ikke udbetalt den månedsløn de havde krav på. Fremfor at få deres krav mødt, endte protesten med en fyreseddel til Nagah. Men det har ikke fået hende til at lægge kampen for rettigheder for Egyptens arbejdere til side. ”Kampen gør mig stærkere”, siger hun.

Et liv som fagforenings-aktivist

Nagah er en lille tæt kvinde med lynende øjne, og et tempo så højt, at det er svært at følge med, når snakken går. Hun arbejder på en tekstilfabrik i Alexandria, og har, siden fabrikken blev privatiseret i slutningen af 1990´erne, stået forrest i kampen for ordentlige vilkår for dens arbejdere. 

Da fabrikken overgik til privat ejerskab, blev der ændret markant i arbejdernes forhold: ”Tidligere fulgte vores ferieplan de nationale helligdage, det gør de ikke længere. Vi får ikke overtidsbetaling eller har en pensionsordning. Det vi kæmper for er grundlæggende, at fabrikken skal re-nationaliseres, så vi kan få vores rettigheder tilbage”, forklarer Nagah.

Hun arrangerer møder blandt arbejderne og prøver at mobilisere dem til at protestere, når de bliver uretfærdigt behandlet. Derudover har hun været med til at starte et forum for arbejdere i Alexandria. Her mødes 30-40 arbejdere fra forskellige fabrikker og virksomheder i byen hver mandag for at diskutere problemer på deres arbejdsplads. De arrangerer fælles strejker, solidaritetsprotester og oplysningskampagner.

En måned uden løn
Nagah har altså altid gået forrest i kampen for rettigheder, men i sommers blev hun fyret fra sin arbejdsplads. I slutningen af maj startede arbejderne i stort antal en sit-in foran fabrikken. Det var i protest mod generelt dårlige arbejdsforhold, og fordi arbejderne ikke fik udbetalt deres lønninger for maj måned.

Repræsentanter for de strejkende tog til Kairo, for at indlevere en klage i arbejdsministeriet. ”Ministeriet sympatiserer oftest med arbejdsgiverne og ikke arbejderne. De rådgav arbejderne til at underskrive en kontrakt om, at de ville afstå fra at strejke, hvis de modtog deres lønninger”. Sådan forklarer Susanne Nada, som er advokat ved det egyptiske center for økonomiske og sociale rettigheder, og som fulgte arbejdernes sag.

Da arbejderne vendte tilbage til fabrikken med en underskrevet kontrakt, nægtede administrationen fortsat at udbetale penge. Det viste sig at ejeren af fabrikken havde intentioner om at sælge fabrikken i slutningen af måneden, og at grunden til den udeblevne betaling var at finde her.

Svært at mobilisere arbejderne
Strejken fortsatte i en uge, men det var svært at fastholde arbejderne. Sådan har det været siden revolutionen, forklarer Nagah: ”Arbejderne er bekymrede for deres familier og for ikke at få mad på bordet. Det er nemt at begynde en strejke, men du kan aldrig vide, hvor den ender. Måske i dagevis uden lønninger? Det er en alvorlig konsekvens”. Derfor endte de med at være 11 arbejdere tilbage, som opretholdte strejken foran fabrikken. ”Vi opholdte os døgnet rundt foran fabrikken, mændene var der 24 timer og vi kvinder i arbejdstiden. Ledelsen prøvede at spise os af med forskellige aftaler om kompenserende beløb, men det kunne vi ikke acceptere. Vi ville have den løn, vi havde krav på”.

I takt med at retorikken blev mere og mere truende fra administrationen, begyndte Nagah´s kolleger at blive mere modtagelige overfor de kompensationer, de blev tilbudt. Tilsidst stod de ganske få tilbage og fik valget om at acceptere kompensation eller blive fyret. Nagah nægtede og fik så en fyreseddel.

”Jeg er ikke bange for dem – jeg har ikke noget at skjule”
Nagah er ikke i tvivl om, at administrationen var tilfreds med at finde en lejlighed til at afskedige hende. Hun har været meget aktiv i medierne og har ikke lagt skjult på sin utilfredshed med arbejdsforholdene på sin egen, og på andre, arbejdspladser. ”Tilsidst havde jeg nok snakket med for mange journalister... der var én, som lavede en lille film, hvor jeg forklarede situationen på fabrikken og hvorfor, vi strejkede. Den fik jeg kommentarer for. Men jeg er ligeglad, jeg har aldrig forsøgt at skjule noget. Alle kan følge os aktivister på Facebook. De ved hvem, vi er og hvad, vi mener. Min egen fyring understregede kun vigtigheden af det arbejde, vi laver i fagbevægelsen. Jeg føler mig faktisk styrket”.

Nagah ved, at kampen for rettigheder vil fortsætte længe endnu, og at det er svært at opretholde kampgejsten, når succeshistorierne er få. Siden revolutionen har landets sikkerhedsstyrker slået hårdt ned på arbejderdemonstrationer i hele landet. Bestyrelsesmedlem i landets uafhængige fagbevægelse, Fatma Ramadan, beretter om, hvordan arbejderprotester i Alexandria er blevet angrebet med hunde og splittet med vold. Risikoen for alvorlige personlige konsekvenser og ingen garanti for gevinst, gør det svært at mobilisere arbejderne.

Nu hjælper Nagah til i en organisation i Alexandria, som støtter arbejdernes sag. Hun er fortsat involveret i Alexandrias forum for arbejdere. Økonomisk klarer familien sig for de få penge Nagah tjener og hendes mands indtægt. Hun er overbevist om, at situationen kan være anderledes på Egyptens arbejdspladser. Den overbevisning har hun taget konsekvensen af.

Artiklen er skrevet på baggrund af opfølgende research foretaget i Egypten i december 2013, på en bevilling fra Danidas Oplysningspulje. Artiklen er udgivet på www.verdensnyt.dk







tirsdag den 21. januar 2014

Håbet lever videre i splittet fagbevægelse

Egyptens arbejdere har spillet en vigtig rolle i protestbevægelsen, som ledte op til revolutionen i 2011. ”Det var os, der startede revolutionen i 2011, og resten af Egypten fulgte med”, lyder det. Herefter har arbejderne organiseret sig som aldrig før i en ny og uafhængig fagbevægelse. En bevægelse med ambitioner om at opnå politisk og social indflydelse. I dag, tre år efter dens etablering, er den uafhængige fagbevægelse splittet og står svagt med store udfordringer, både indadtil og udadtil. Dette til trods for at grundlæggeren af den første uafhængige fagforening, i juli forlod sin lederpost i fagbevægelsen for at blive arbejdsminister.

Arbejderne skabte en protestkultur
Indtil revolutionen i 2011 var den officielle sammenslutning af fagforeninger, ETUF, den eneste repræsentant for de egyptiske arbejdere. Denne sammenslutning blev dannet i 1957, og den kritiseres af arbejderne for at være statens forlængede arm, og for at kontrollere arbejdernes produktivitet, fremfor at støtte deres kamp for rettigheder.

Midt under revolutionen blev en alternativ sammenslutning af fagforeninger etableret, uafhængig af den statslige sammenslutning. Allerede få måneder efter var over 1000 fagforeninger organiseret her. Det var kulminationen på en årelang protesttradition igangsat af arbejderne allerede i begyndelsen af 1990´erne.

Under revolutionen gjorde den uafhængige fagforening sin indflydelse gældende ved at kalde til en omfattende generalstrejke. Det var virkningsfuldt, lammede industrien og lagde et yderligere pres på Mubarak og hans regering. Umiddelbart efter revolutionen havde den uafhængige fagbevægelse succes, men så opstod de første gnidninger.

Interne uenigheder
Den nye sammenslutning splittedes i to organisationer på grund af uenigheder om, hvordan man bedst organiserer sig, og om hvem der skulle være leder. Herefter opstod interne udfordringer, på grund af manglende erfaring og forståelse blandt arbejderne af hvad en fagforening skal.

En aktivist forklarer, hvordan det, efter revolutionen, nærmest blev et modefænomen at organisere sig. ”Pludselig ville alle organisere sig, og det var jo godt. Men arbejderne har ikke nogen erfaring, og ved ikke hvad det egentlig betyder. Alt for mange forventer at resultaterne bare kommer når fagforeningen er etableret, men der skal jo hårdt arbejde til”. 

For at oplyse og skabe forståelse blandt arbejderne laver begge sammenslutninger uddannelsesforløb og kampagner. ”Arbejderne skal kende deres rettigheder for at kræve dem, og de skal have redskaberne til at kræve dem”, forklarer koordinator i bevægelsen, Hussein al-Masry.

En af de vigtigste kampe når den politiske situation bliver stabil, fortsætter al-Masry, er at presse på for en ændring af den egyptiske arbejdslovgivning. I dag må den uafhængige fagbevægelse i Egypten nemlig ifølge loven slet ikke eksistere. Loven giver landets officielle fagbevægelse monopol på at organisere arbejderne, og spænder derved ben for at andre sammenslutninger kan opnå juridisk godkendelse. Det er en kernesag for den uafhængige fagbevægelse at få ændret denne lov.

Aktivisten blev minister
Siden militæret fjernede Mohamed Mursi fra præsidentposten i juli 2013, har den uafhængige fagbevægelse været splittet omkring dens holdning til militæret. De forskellige aktører i fagbevægelsen udstedte en erklæring, hvor de samlet udtrykte støtte til militærets ”kamp mod terrorisme”. Sådan kaldes kampen imod det Muslimske Broderskab. Men ikke alle var enige i denne erklæring, og det skabte intern konflikt.

Mangeårig aktivist og leder i fagbevægelsen Kamal Abu Eitta accepterede herefter posten som arbejdsminister i den midlertidige regering. Det skabte et håb i fagbevægelsen om, at en realisering af deres krav nu rykkede tættere på. Men håbet svandt hurtigt. En måned senere så Abu Eitta stiltiende til, at en arbejderprotest på et stålværk i kanalbyen Suez blev splittet med vold af militæret. 

En af ministerens tidligere kollegaer i fagbevægelsen fortæller hvordan denne situation slukkede deres håb: ”Abu Eitta har svigtet os” lyder det ”Det stod klart efter hans passivitet, ved stålarbejdernes strejke i Suez. Han har trukket i ministertøjet og glemt alt om sine tidligere kollegaer i fagbevægelsen”.

Et af arbejdernes krav er dog blevet mødt under Abu Eitta. Nemlig en forhøjelse af mindstelønnen for offentligt ansatte. Noget, arbejderne har kæmpet for i mange år. Men fremfor at se ændringen som en sejr, er det ”too little too late”, lyder det. Leveomkostningerne i landet er nemlig steget i en sådan grad, at den nye mindsteløn fortsat ikke svarer til prisniveauet – så protesterne fortsætter.

Håb på trods
Selvom den uafhængige fagbevægelse har haft svære kår, og store interne udfordringer, holder aktivisterne fast i, at deres arbejde stadig er betydningsfuldt og at bevægelsen kan vokse og blive en politisk aktør.

Hoda, som har været aktiv i den ene af de to store sammenslutninger siden revolutionen, påpeger, at det ikke kun er ned af bakke. Selvom der er fagforeninger som opløser sig, eller forlader sammenslutningen, så er også stadig nye der kommer til. Omend ikke i samme hastighed som tidligere. Men Hoda ser ikke andre muligheder end at bevare troen på, at der kommer bedre tider, og at de med hårdt arbejde, kampagner og oplysning kan skabe en sammenhængskraft i bevægelsen. Hun understreger: ” Arbejderne må forstå, at deres frihed er langt fra sikret lige meget hvem der bliver præsident og hvad der sker på den politiske scene. De kan ikke læne sig tilbage og være tilfredse – vi er nødt til at blive ved med at kræve social retfærdighed igen og igen og igen”.

Ligesom Hoda, ser hendes kollega Hussein heller ikke noget alternativ til at opretholde kampen for rettigheder. Han lægger vægt på de fremskridt, han dagligt ser blandt arbejderne: ”Jeg oplever en langt større tålmodighed og vilje til at forhandle. Tidligere blev vi alle sammen frustrerede og vrede, når vores ønsker og krav ikke blev mødt. Nu er der en større forståelse for, at det ikke er muligt at forandre alting på samme tid – lige nu og her. Der er en forståelse af, at udvikling tager tid, og at kompromiser er nødvendige”, siger han.

Artiklen er skrevet på baggrund af en research rejse til Egypten i december 2013, finansieret af DANIDAs oplysningspulje. Udgivet på www.verdensnyt.dk



fredag den 3. januar 2014

Egyptens musikere kæmper for retten til at spille koncerter

I Egypten er det bestemt ved at lov at man som musiker skal være medlem af ”Syndikatet for Musikere”, for at have lov til at spille koncerter på offentlige spillesteder. Overtrædelse af dette kan medføre straffe på op til tre år i fængsel og bøder fra 400 og op til 16.000 kroner. Derudover gør en regel om der kun må eksistere én fagforening per sektor, det umuligt på et lovligt grundlag at etablere en uafhængig fagforening for musikere.

Hany Bedair er en af de musikere som presser på for en ændring af denne lov, for at opnå frihed til at udtrykke sig som kunstner. ”Jeg kæmper ikke imod syndikatet som sådan, det jeg kæmper for er, at vi som musikere skal have ret til at optræde og udøve vores kunst som vi har lyst.” Loven ses fra musikernes perspektiv som et korrupt redskab til at kontrollere kunst-scenen og sikre et  overblik over hvem der får lov at optræde og hvem der ikke gør.  ”Udover at det er frihedskrænkende, er det helt urimeligt at opkræve så store beløb fra musikere, som nærmest ingenting tjener på deres arbejde”.

Afbrudt koncert
Under en optræden på et af Kairos spillesteder sidste år, blev Hany´s koncert afbrudt af syndikatet selv, da to af musikerne i ensemblet ikke var medlemmer af syndikatet, ”vi fik valget mellem at betale de påkrævede bøder eller at afbryde koncerten - vi valgte selvfølgelig at afbryde koncerten” forklarer Hany. Episoden fik en gruppe af Kairo´s undergrundsmusikere til at demonstrere og kræve loven ændret, og det startede en debat.

Repræsentanter fra syndikatet forklarede hvordan der ligger et stort økonomisk ansvar i at betale pensioner til de mere end 35.000 musikere som er medlemmer af syndikatet. ”Vores rolle er at forsvare og sikre arbejde for vores medlemmer” siger Mostafa Helmy, som er medlem af syndikatets bestyrelse. ”Hvis alle (musikere red.) er medlemmer af vores familie, så kan vi bedre støtte dem”. Men ifølge Hany er støtten beskeden, og elementet af tvang er et problem. ”Det handler om kontrol, og det er en måde at skrabe penge ind på. Hvis de vil støtte os, hvorfor arrangerer de så ikke workshops som alle deres medlemmer kan deltage i? Noget som gør det attraktivt at være medlem? Det ville jeg gøre…”

Der er flere af Kairo´s spillesteder, herunder ”Culturewheel” hvor koncerten blev afbrudt, som har aftaler med syndikatet, de støtter dem økonomisk og undgår at få deres koncerter tjekket. Hany forklarer at syndikatets logo er trykt på spillestedets publikationer og at han i løbet af de ni år Bedair har spillet koncerter her, aldrig blevet bedt om at  fremvise sit medlemskab.

Forandringer på vej?
Mohamed Sawy, som er leder spillestedet, er enig med musikerne i problematikken omkring loven, han siger at den hører det tidligere regimes kontrolapparat til og at tiden efter revolutionen er en anden nu, og derfor er det på høje tid at få ændret loven, men det kan kun ske gennem en beslutning i parlamentet eller fra præsidenten. Udsigten til tiltag på dette område afhænger af den kommende politiske udvikling i landet, som ligenu befinder sig i en politisk overgangsperiode. Formuleringen af et nyt forfatningsudkast blev afsluttet i begyndelsen af december, og er sat til folkeafstemning i midten af januar. Billedkunstner Mohamed Abla har siddet i rådet som repræsentant for landets kunstnere, han er generelt tilfreds med udkastet: ”Jeg er tilfreds med 90 procent af indholdet, det har naturligvis krævet en masse forhandling og kompromiser, men jeg synes vi har gjort et godt stykke arbejde, og vi har fået indskrevet adgang til -og udøvelse af - kunst som en menneskerettighed”. I udkastet garanteres kunstnere, filmproducenter og forfattere frihed til at skabe kunst, med den klausul at medierne kan udøve censur i tider med krig og folkelig mobilisering.

”Det er jo fint nok at kunsten er sikret som rettighed i forfatningen” siger Hany Bedair, ”men det er en ændring af loven vi har brug for”. Det er det vigtigste ligenu så Egyptens musikscene kan blomstre endnu mere, og så musikernes kamp kan ændres til at være fremadrettet, frem for at være imod lovsystemet, understreger Hany.

Artiklen er skrevet på baggrund af en research rejse til Egypten i december 2013, finansieret af DANIDAs oplysningspulje. Udgivet på www.verdensnyt.dk




tirsdag den 1. oktober 2013

Maktoub Trio i Danmark

I slutningen af august var Maktoub Trio fra Alexandria på besøg i Danmark, hvor de spillede en række koncerter i København og ude i landet. De var inviteret på projektet ”Maktoub – Fra Kairo til Mors” som blev finansieret af Center for Kultur og Udvikling, og rettet mod årets Kulturmøde i Nykøbing Mors som blev afholdt fra den 22. til 24. August.

Jeg kender selv Ahmed Maher, Ayman Mabrouk og Wael el Sayed som danner Maktoub Trio fra min tid i Egypten, og jeg synes de har udviklet en ret fantastisk blanding af arabisk musiktradition præsenteret gennem former taget fra jazzen.

Denne blanding gør, at jeg kan følge med i deres musik og at der er en grad af genkendelse, samtidig med at der er harmonier og udtryk som vidner om den rige arabiske musiktradition. Du kan høre en smagsprøve her på Soundcloud.

Maktoub betyder ”skæbne-bestemt” og med trioens karriereforløb virker det som om at den rent faktisk er det – altså skæbnebestemt. De tre musikere har kendt hinanden i mange år, og de begyndte at spille sammen i april 2013 med en koncert på en af Kairos største scener ”Genaina” i Azhar Parken.

Siden da har projektet udviklet sig hurtigt og de har spillet en lang række koncerter, blandt andet sammen med den tunesiske sangerinde Ghalia Ben Ali og med Fathy Salama i Cairo Jazz Club.

På Danmarksturné

Jeg har fulgt Maktoub, og på et tidspunkt kom vi til at snakke om, at det kunne være sjovt med en række koncerter i Danmark. Jeg søgte penge hos CKU og i august lykkedes det at arrangere en turné, og det blev nok starten på længerevarende samarbejde og mere Maktoub på de danske musikscener.

Trioen blev meget vel modtaget over hele landet. Første koncert var på Bo-Bi Bar i Klareboderne i København. De spillede på en søndag eftermiddag, og den lille bar var fyldt op. Koncerten var akustisk, så det krævede et helt tyst publikum, men det var der også!


Anden koncert var den følgende dag på Frederiksberg i kulturhuset Metronomen. Her var koncerten kombineret med en snak om den politiske situation og kulturens forhold i Egypten.
















Der var stor medie-interesse for trioen, deres musik og deres perspektiver på situationen i Egypten efter militæret afsatte Mursi og de forlod et Egypten i kaos. Det blev blandt andet til interviews på P8 Jazz og til Kulturen på News og Orientering på P1 - derudover blev deres koncerter transmitteret i Radio Jazz og i Nørrebro Radio.


Onsdag den 21 august gik turen til Jyderup Højskole hvor Maktoub spillede i smukke omgivelser for kursister på skolen og lokale interesserede. Også her snakkede de med publikum om situationen i Egypten og der var stor interesse.

Publikum snakkede med om deres oplevelse af musikken og en pige sagde: "Musik tager mig tit på rejse, men den bestemmer også hvor rejsen går hen. Jeres musik sender mig afsted og lader mig frit bestemme hvilken retning jeg vil gå".

Med færgen over Kattegat og efter en længere køretur nåede vi frem til turnéens egentlige mål, nemlig Mors. Her spillede Maktoub en koncert ved Kulturmødet – kulturscenens svar på Folkemødet på Bornholm. Her var fokus på kultur i alle mulige perspektiver, pakket ind i tre dage med debatter og koncerter. Fredag eftermiddag spillede Maktoub Trio på en af udendørsscenerne på det lille festivalområde.


Sidste stop på touren var i Århus, hvor Maktoub spillede på FairBar. Her var også fuldt hus, og der var en imponerende opmærksomhed for en lørdag aften.


Drengene var glade og imponerede over fremmødet og interessen fra det danske publikum, og de rejste inspirerede tilbage til Kairo.

Projektet understregede hvordan kunst og kultur kan åbne op, og alle steder vi kom hen var folk åbne og nysgerrige for at lytte til og høre om Maktoub Trio. Med deres musik fortalte trioen deres helt egen historie om Egypten. 



onsdag den 1. maj 2013

Arbejdernes Kampdag i Kairo


En lang række politiske partier, organisationer, arbejdersammenslutninger og private initiativer har kaldt til march og stor demonstration i Kairo idag på arbejdernes internationale kampdag. Det er den første af slagsen siden Mohamed Mursi blev valgt til præsident, og arbejdernes krav er ikke blevet færre i denne periode.

Der er arrangeret en event i aften for at fejre kampdagen hvor Præsident Mursi vil deltage, men de uafhængige fagforeninger nægter at møde op. “Præsidenten lytter ikke engang til vores krav. Hvis han er en rigtig præsident skulle han komme til os og fortælle os om sin plan” siger lederen af sammenslutningen af uafhængige fagbevægelser i Egypten (EFITU), Kamal Abu Eitta, til netavisen Ahram Online.

Kravene som de egyptiske arbejdere fremsætter idag lyder:

Første krav er en fastsættelse af minimumsløn på 1200 Pund om måneden (ca. 1200 kr.). Denne er på 36 pund og er ikke blevet ændret siden 50'erne. I den nye konstitution, som blev vedtaget i december sidste år, står det at lønninger skal fastsættes i forhold til produktion, men det er en forrykt bestemmelse mener fagbevægelsen, som kræver at lønninger i stedet skal tilsvare landets inflation og prisudvikling. 

Andet krav er udarbejdelse af en plan som kan nedbringe den høje arbejdsløshed i landet, give understøttelse til arbejdsløse som tilsvarer minimumslønnen og nedbringe det høje antal af daglejere som arbejder uden kontrakter og bliver udnyttet af arbejdsgiverne.

Tredje krav er ændring af loven om fagforeninger som skal garantere arbejdernes frihed til at organisere sig, uden indblanden af nogen art fra statens side. Ifølge den nuværende lov er den statskontrollerede fagbevægelse ETUF den eneste lovligt anerkendte sammenslutning af fagforeninger. Denne blev oprettet af Nasser i 1957, og har i højere grad fungeret som et redskab til at kontrollere arbejderne end til at beskytte dem. Arbejderne vil have ret til frit at organisere sig, og til demokratisk at vælge hvem de mener kan repræsentere dem bedst. Og arbejderne kræver deres ret til at strejke. I takt med en stigende antal strejker og protester i løbet af de seneste år er politi og sikkerhedsstyrker begyndt at slå hårdt ned på de deltagende. Idag kræver arbejderne deres ret til at protestere og organisere sig frit.

Og det fjerde krav er re-nationalisering af en række store firmaer, som tidligere var en del af den offentlige sektor, men som er blevet solgt til private investorer. Det er sket som led i et stort privatiseringsprogram igangsat under Mubarak i begyndelsen af 1990erne. Det har medført afskedigelser, monopolisering og forværring af arbejdsforhold for en lang række egyptiske arbejdere.

Kampen for Egyptens uafhængige fagbevægelse

Efter revolutionen er den uafhængige fagbevægelse eksploderet med oprettelse af omkring 1000 nye fagforeninger hos alt fra postarbejdere over cementfabrikker til gadehandlere. De er fortsat ikke lovmæssigt anerkendte, men de kæmper imod en ændring af fagforeningsloven og for deres ret til at eksistere. Der er primært to sammenslutninger, som prøver at samle de forskellige fagforeninger i fælles forbund som alternativ til den eksisterende ETUF. De to sammenslutninger, EFITU og EDLC, startede som én, men splittede op på grund af interne stridigheder om lederskab og organisering.

Der er konstant strejker og protester i hele Egypten. For nylige holdt togene stille i flere dage da lokoførerne krævede bedre arbejdsforhold og bedre toge, taxachaufførerne blokerede Oktoberbroen, som er et af Kairos trafikale hovedårer, i protest imod en ny lov om afgifter og de ansatte på de offentlige hospitaler varsler om en kommende strejke på grund af sikkerhed- og arbejdsforhold på landets hospitaler.

Én af de store udfordringer for den egyptiske fagbevægelse er at få organiseret nogle af disse separate initiativer og få fremsat fælles krav på et politisk niveau. Der er meget energi og der opstår hele tiden nye sammenslutninger og fællesskaber, men der er stadig lang vej før den uafhængige fagbevægelse kan blive en slagkraftig og stærk aktør i Egypten.

Kampen mod lovgivning og dårlig organisering kan synes helt uoverkommelig, men der er stærke kræfter som arbejder hårdt og med en stålfast vilje tror på at det kan lykkes at skabe en stærk uafhængig fagbevægelse i Egypten. Abdul Hafiz, leder af den uafhængige fagforening for lærere i Kairo, er en af dem. Jeg mødte ham i Kairo for et par uger siden, og han sagde helt roligt: “Situationen er kaotisk ligenu med alle mulige små separate fagforeninger, men det en naturlig udvikling - husk at det kun er to år siden vi lavede revolution. Adrenalinen pumper stadig, arbejderne har opdaget at de kan organisere sig og de vil allesammen starte en fagforening. Det er en positiv udvikling, det skaber noget kaos ligenu, men vi kan ikke springe dette led over.  Det kræver tålmodighed og god organisering”. 

I forberedelserne til den Internationale Kampdag idag, har de forskellige aktører i den uafhængige fagbevægelse lagt vægt på nødvendigheden af at stå sammen for at fremsætte arbejdernes krav. Forhåbentlig vil dagen idag vise at fællesskabet vejer tungere end interne stridigheder, og vil kunne bane vejen for en stærkere sammenhørighed i bevægelsen.





mandag den 10. december 2012

Broderskabet rydder op i den egyptiske fagforening


Et par dage efter at Mursi fremsatte et omdiskuteret dekret, som gav ham selv stærkt udvidede magtbeføjelser, foretog han også en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen gennem et andet dekret. Ændringer som rammer de egyptiske arbejdere og deres ret til at organisere sig. Dekretet forlænger et historisk statsmonopol på at organisere egyptens arbejdere, og efterlader de uafhængige fagforeninger, som opstod efter revolutionen i 2011, med dystre fremtidsudsigter.

Angreb på fagbevægelsen

Præsident Mursis andet dekret, nr. 97/2012, har ikke fået meget opmærksomhed uden for Egypten, men det er af stor betydning for de egyptiske fagforeninger. Det understreger, at det Muslimske Broderskab ønsker at kontrollere den statslige fagbevægelse. I dekretet står der at kun den statslige fagbevægelse er juridisk anerkendt, at alle bestyrelsesmedlemmer over 60 år skal afskediges, samt at valget til en ny hovedbestyrelse ikke skal gennemføres nu som planlagt men skal fremrykkes et halvt år. I mellemtiden er det så op til arbejdsminister Ahmed al Azhari, som er fra det Muslimske Broderskab, at besætte de tomme poster i bestyrelsen.

Den statslige fagbevægelse har siden den blev oprettet af præsident Gamal Abdel Nasser i 1957, været kontrolleret af staten og den har været et vigtigt redskab i undertrykkelsen af alle former for arbejder-aktivisme og strejker. Ifølge egyptisk lovgivning har den statslige fagforening monopol på at organisere alle arbejdere.

Umiddelbart efter den egyptiske revolution i 2011 blev en ny lov om fagbevægelsen og fri organisationsret formuleret. Denne skulle sikre fuld frihed for såvel arbejdere som arbejdsgivere til at organisere sig. På grund af politisk tumult og modvilje blev den dog aldrig vedtaget, og er altså nu blevet overhalet af præsident Mursis - og dermed Broderskabets - lovændring.  Hovedparten af lederne i den statslige fagbevægelse er over 60 år, og vil derfor blive afskediget som følge af Mursis lovændring, og erstattet af repræsentanter udvalgt af den nye arbejdsminister Azhari selv, højest sandsynligt fra Broderskabets egne rækker.

Egyptens trængte uafhængige fagbevægelse

Et alternativ til statens fagbevægelse blev udråbt under revolutionen i januar 2011, nemlig egyptens sammenslutning af uafhængige fagforeninger, EFITU. Denne har ifølge egne oplysninger, omkring 200 uafhængige fagforeninger med sig, med tilsammen to millioner medlemmer. Organisationen har endnu ikke ret til at indgå overenskomster, og den har ikke noget juridisk eksistensgrundlag.

Den uafhængige fagbevægelse har siden sin etablering kæmpet for sin overlevelse, både på grund af den lovmæssige status, og fordi dens statslige modpart ETUF er en både økonomisk og organisatorisk stærkere sammenslutning.

Indskrænkede muligheder for den uafhængige fagbevægelse...eller?

Med det nye dekret synes udsigten til pluralisme og uafhængighed indenfor fagbevægelsen kun at være blevet mere dyster. Man kan spekulere i om de bestyrelsesmedlemmer fra den statslige fagbevægelse, som har kæmpet imod den uafhængige fagbevægelse men har større problemer med det Muslimske Broderskab, nu vil skabe en fælles front sammen med de uafhængige aktører indenfor fagbevægelsen imod Broderskabet. Hvis de ser en fordel ved at have et alternativ til en statslig fagbevægelse med Broderskabet i front, kan det måske skabe nye muligheder for den uafhængige fagbevægelse. Den politiske situation i Egypten lige nu kalder på en omrokering af tidligere alliancer. Hvor kampe tidligere har udspillet sig imellem Mubaraks støtter på den ene side og de revolutionære aktivister som ønskede hans fald på den anden, står de to fløje nu sammen ved Mursis palads og råber på hans og Broderskabets afgang. Der er kommet en ny modstander, en fælles fjende.

Den kommende tid vil vise hvad protesterne kan lede til. Nu meldes der om nye strejker på vej, og hvis ikke Mursi passer på og træder forsigtigt, kan han fremprovokere en ny generalstrejke, som kan svække hans politiske stabilitet yderligere, lyder det fra den uafhængige fagbevægelse. Helt fra starten af år 2000 har de egyptiske arbejdere kæmpet for deres rettigheder og været med til at opbygge en protestkultur i Egypten. De spillede en vigtig rolle under revolutionen i 2011, da de med en omfattende strejkebevægelse lagde pres på Mubarak og krævede hans afgang.

Lige nu er fokus rettet mod den kommende afstemning omkring grundloven, men spørgsmålet om fagbevægelsen og arbejdsloven ulmer, og den uafhængige fagbevægelse vil ikke finde sig i at blive fejet af banen.