Musikalske godbider i massevis

Som jeg skrev i mit sidste indlæg er foråret kommet til Alexandria, og det betyder også at der for alvor er kommet gang i koncerter og events. I sidste weekend var jeg til tre koncerter – tre forskellige oplevelser som alle varmede og gjorde godt.

Sandara og Fresca

Torsdag var jeg til indvielse af et nyt kultur-center i Alexandria – “Sandara”.

Stedet er startet af en gruppe aktivister, og idéen er at skabe et rum for kreativitet hvor alle som har en idé, kan få plads til at føre den ud i livet. Der vil blive afholdt koncerter og workshops, og så er der et lille bibliotek med café.

De holder til i en gammel lejlighed, og torsdag aften var den stopfyldt med mennesker som ville ønske tillykke med åbningen, og se hvad det var for et sted. 

Gruppen Fresca holdte en intim koncert. Det er et 6 mands orkester som spiller en blanding af gamle egyptiske klassikere, og deres egne numre. Det var en rørende koncert, med en masse politik – de spillede sange om revolutionen, om militæret, om martyrerne og om det gamle Egypten som de er så stolte af og patriotiske omkring. Det var en smuk oplevelse.

Fest med Basheer

Fredag var det “Basheer” fra Aswan, i det sydlige Egypten. Han spillede med et 10 mands orkester, et miks af traditionel og moderne lyd. Hans band spillede på både klassiske egyptiske instrumenter, fløjte, oud og kanun – et harpelignende strenginstrument – og moderne instrumenter som violin, saxofon og bas.

Det var i et lille kulturcenter, og der var stopfyldt med mennesker. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at han knap havde slået første tone an inden folk klappede og sang med. Det er som om der er sådan en voldsom appetit på musik og kultur, at folk slet ikke kan sidde stille når der er mulighed for at danse og holde fest.

Og det var en fest! I løbet af koncerten dansede flere og flere publikummer op på scenen og tilsidst kunne man slet ikke se Basheer for folk. Det var en kæmpe energi-udladning både fra scene og publikum, og virkelig en god aften.

Hamza Namira

Det hele kulminerede så om lørdagen, med sanger og guitarist her fra Alexandria Hamza Namira. Hans band var samme miks af moderne og traditionelle instrumenter som aftenen før, men stilen var mere stille og rolig. Det var i bibliotekets store koncertsal, og publikum sad ned - men der blev alligevel danset i stolene! 

Han spillede sange om revolutionen og hyldestsange til Egypten. Salen kunne alle tekster udenad, og da han sang klassikere om Alexandria var taget ved at lette.  Det var både en stor musikalsk oplevelse, fordi hans stemme er helt fantastisk, også er det altid overvældende at mærke suset når hele salen synger sammen om Tahrir og frihed.

Jeg glæder mig til at komme ud og høre mere musik, og til at lære teksterne så jeg kan skråle med sammen med alle de andre.

Jeg har desværre kun billeder fra fredagens koncert med Basheer...

Politik og hverdag i Alexandria

Foråret kommer så småt til Alexandria. Solen skinner, det er dejlig lunt og lyset får farverne på al det frugt og grønt jeg passerer på min daglige morgen-gåtur gennem markedet til at stråle. Jeg kan kun blive godt tilpas når jeg går og kigger på knald-orange appelsiner, røde jordbær, dybgrønne broccoli og bundter af mynte og persille.

Der er politik overalt...

Der er masser af politik at fortælle om. Idag er det et år siden militæret afløste Mubarak på lederposten, og der er kaldt til kollektiv civil ulydighed og generalstrejke over hele landet. I Alexandria har de universitetsstuderende strejket og nogle butikker har været lukkede, men her i mit kvarter har det bare været lørdag.

Jeg snakker med venner og bekendte om politik - og med taxachauffører og folk jeg sidder ved siden af i tog og sporvogn - det fylder rigtig meget. Efter fodbold-dramaet i Port Said i sidste uge hvor 73 mistede livet, og demonstranter vendte tilbage til Tahrir til blodige sammenstød med militæret, ændrede militærrådet igen datoen for præsidentvalget. Det er nu sat til at starte d. 10 marts. Der er meget skepsis i forhold til om det rent faktisk kommer til at ske, og om militærrådet vil afgive magten.

Der er frustration og vrede, “Kifaya” siger folk  - det er nok nu. Nok unge mennesker har mistet livet. En præsident må vælges så landet igen kan bevæge sig fremad på sikker vis.

Men også hverdag i Alexandria

Jeg vil skrive lidt om hvad jeg bruger min tid på i disse dage.

Jeg har nu i en måned været i praktik på Alex Agenda, et engelsk-sproget magasin om kulturelle events i Alexandria. Det er rigtig fint. Udover at udgive dette magasin, er Alex Agenda en organisation, som laver forskellige medie-projekter, og mit arbejde består mere i at udvikle disse, end i at skrive historier.

Det projekt jeg sidder med lige nu hedder EMAJ – Euro-Mediterranean Academy for Young Journalists. Det er et 10-dages træningsseminar for 18 unge journalister fra EU og landene omkring Middelhavet, som skal afvikles i slutningen af april her i Alexandria. Træningen skal handle om brugen af sociale medier. Det er et spændende projekt,  som I kan læse mere om det her.

Derudover er projekt-lederen på Alex Agenda en levende kalender, som altid har styr på hvad der foregår og hvornår i Alexandria – så han er altid god for tips.

Som jeg husker fra tidligere møder med arabiske arbejdspladser, er der også her på kontoret titler og hieraki som skal overholdes, og der skal ikke herske nogen tvivl om hvem der bestemmer.  Det betyder selvfølgelig at vi lige skal vænne os til hinanden på kontoret. Min erfaring fra NGO-arbejde i Danmark er lige lovlig uformel... Men det kommer stille og roligt, vi giver os lidt fra begge sider, og finder ud af at arbejde sammen. 

Arabisk

Ud over arbejdet læser jeg stadig arabisk, men nu kun to gange om ugen. Det går fint med samtaler på egyptisk arabisk, men det er godt nok svært at få rigtig fat om det klassiske – altså det der bruges i medier og litteratur. Der er så utrolig rigt et ordforråd og usandsynlig meget grammatik. Jeg bliver selvfølgelig bedre, men der er langt endnu.

Tiden flyver afsted her, og jeg holder kun mere og mere af byen. Alexandria har noget magisk over sig. Det sker sjældent at dagen udfolder sig, som jeg forventer når jeg går ud af døren om morgenen, der dukker altid pudsige oplevelser og overraskelser op - dét er dejligt.