Den vigtige debat

Hvem skal være Egyptens præsident? Hvem skal man vælge, når man synes begge kandidater er dybt uegnede? Kan man regne med resultaterne fra første runde af valget, eller er der snyd og korruption? De spørgsmål bliver diskuteret konstant i disse dage. Der er politik allevegne, og selvom jeg gerne vil skrive om alt muligt andet end politik på denne blog, er det helt umuligt at komme udenom. Egyptens fremtid skabes ligenu, og det er spændende at være så tæt på.

De to kandidater som står over for hinanden ved næste og afgørende runde af valget i midten af juni, er det Muslimske Broderskabs kandidat Mohammed Mursi og tidligere minister i Mubaraks regering, og militærets mand, Ahmed Shafik.

Det der bliver diskuteret, er hvad Broderskabets agenda egentlig er, og hvilket Egypten det vil føre til hvis de får magt både som ledende i parlamentet og på præsidentposten. Men med Shafik får de en mand som har været dybt involveret i Mubaraks korruption og regering, og hvad har revolutionen været værd, hvis det alligevel er en af Mubaraks egne ministre, som bliver hans efterfølger?

I weekenden havde jeg en oplevelse, som understreger hvordan politik i den grad, er allestedsnærværende ligenu.

Lørdag var der annonceret en gadekunst-event i Kairo Down Town, som jeg gik ned for at se hvad var. Men da jeg kom var der ikke noget kunst at se, blot en masse råbende mennesker og en ilter stemning. En ven som var involveret i eventen, forklarede at de optrædende havde haft et par store dukker med, som forestillede Militærrådets medlemmer, og det syntes nogen var meget upassende, og de brød ind, og begyndte at diskutere og skælde ud. Der var mange udlændinge involveret, og i en tid hvor der sættes spørgsmålstegn ved al udenlandsk indblanding, gjorde det ikke situationen bedre. Ingen kom til skade, men eventen blev aflyst og det var jo en skam.

Nå, diskussionen om politik fortsatte naturligvis hele aftenen, og til trods for en fantastisk evne til at grine af alting, bliver stemningen trykket blandt mine egyptiske venner, når snakken går på politik for tiden. For at tænke lidt på noget andet, tog vi så på Cairo Jazz Club for at høre en koncert og danse lidt. Vi havde ikke været der længe inden der opstod slåskamp. Åbenbart fordi den ene af de to involverede støttede Shafik ved valget, og at det havde provokeret den anden i en sådan grad, at det udviklede sig til håndgemæng.

Det var umuligt at undgå politik den dag, det er det stadig og det bliver det helt sikkert et stykke tid endnu. Blandt mine venner, hvoraf de fleste har stemt på den venstrepolitikeren Hamdeen Sabahi, er det dybt frustrerende, at de nu står overfor et valg mellem to, som de ikke synes om. Men de fleste diskussioner foregår naturligvis uden at nogen kommer op at toppes, og folk lytter til hinanden. Jeg snakkede med en sød butiksejer idag, og han understregede netop at denne diskussionslyst som er opstået efter revolutionen er så nødvendig for at få frustrationer og ideer formuleret, frem for at gå med det selv. Diskussionen mindsker frustrationen og fremmer håbet, sagde han,

Næste runde af valget er den 16. Og 17. Juni.

Hyldest til foråret

I den forløbne uge har unge mennesker igen mistet livet og mange er blevet sårede efter kampe foran forsvarsministeriet i Kairo. Der har været kampe mellem protestanter og militær, og mellem protestanter og protestanter. Forklaringer på hvordan urolighederne startede og hvem der har skyld for hvad, er mange og forskellige. Militæret er i hvert fald gået hårdt til værks mod demonstranterne og det synes så meningsløst at flere unge mennesker skal miste livet. 

I denne artikel på Al Jazeera kan I læse mere om det:

Jeg nævner situationen fordi det er umuligt at forbigå i tavshed. Men på trods af uroligheder, afholdes alligevel kulturelle begivenheder som skaber håb og smil. En af dem er årets “Forårsfestival” som har været igang de sidste par uger i Egypten. Jeg var til en koncert igår med et tunesisk band, og arrangøren introducerede med ordene :

“Tak fordi I er kommet på trods af den situation vi er i. Det er vigtigt at vi trodser den frygt militæret prøver at skabe i landet og bliver ved med at kræve vores frihed”. 

Forårets Festival

Festivallen forløber over tre uger både i Kairo og Alexandria. Den er arrangeret af en egyptisk kulturorganisation med støtte fra forskellige internationale fonde.

Jeg har haft to ret fantastiske koncertoplevelser på taget af en biograf i Alexandria. En lille gruppe med strygere, percussion og sang fra Azerbadjan. De spillede folkemusik, det var meget kraftfuldt og skabte et helt magisk lydunivers lige dér i den lune aftenluft. Dagen efter var det en gruppe kvinder fra Zanzibar. I midten stod en morlil som var mindst 90 år, helt spinkel og uden nogle tænder i munden, men da hun så fik spændt en tromme som var ligeså stor som hende selv om livet, så var hun så fuld af kræfter og spillede og sang mens hendes unge piger dansede omkring hende. Endnu en rigtig god oplevelse.

Fremtids Manifest

Torsdag aften var jeg så til et tre timer langt seminar om egyptens fremtid på det amerikanske universitet i Kairo. En aktivist, og nu minister, fra Libyen, en kvindelig advokat fra Yemen og to unge aktivister fra Tunesien og Egypten diskuterede spørgsmålet:

Hvad ville du gøre hvis du havde muligheden for at opnå magt i dit land?

Et spørgsmål som hvis det var blevet spurgt for to år siden havde været rent hypotetisk, og som hvis det blev rettet mod en politiker ville afføde et fabrikeret svar, men som i lyset af de sidste års begivenheder er et spørgsmål som diskuteres blandt de unge.

De fire panelister fortalte om udfordringer og muligheder i deres respektive lande, og præsenterede deres drømme. Drømme om basale rettigheder, personlig frihed, en fungerende retsstat, et system fri for korruption og hvor folkets stemme høres. Der var plads til alle visioner og ideer og dem var der masser af. “Fremtiden er de unges”.

Tunesisk musik for frihed

Sidst hørte jeg så igår bandet Dima Dima fra Tunesien. De spillede både deres eget musik og forskellige covernumre. Det var ikke nogen stor musikalsk oplevelse, men et stærkt bånd mellem egyptiske og tunesiske aktivister blev understreget.

Egypterne takker de tunesiske aktivister for at statuere et eksempel da de væltede Ben Ali i december, og dermed give tro på at folket sammen kan sætte sig op imod en diktator.

Især under omstændighederne igår, med kampe mellem protestanter og militær på den anden side af byen, var gruppens støtte af egypternes kamp for frihed stor -  i ord og musik.

Forårsfestivallen fortsætter frem til den 14. Maj.