mandag den 24. september 2012

"Hvis de lukker gallerierne udstiller jeg mine billeder online.."


Hend Samir virker hverken i udseende eller fremtoning som de andre “kunstner-typer” jeg har mødt, de fleste har på den ene eller den anden måde lignet deres profession. 

Måske er det netop derfor, at 26-årige Hend har chokeret både sin familie og andre med sin kunst. “Jeg ønsker ikke at provokere bare for at provokere, men jeg tror det er nødvendigt at chokere folk for at få dem til at vågne op og tænke”.

Fan l Midan - en månedlig udendørs kunstudstilling i Kairo

Det har hun blandt andet gjort med sit værk “In Macaroni Harmony” som er en lydinstallation fra 2010. Hun ønskede at vække folk op. “Det var som alle gik rundt i koma. Som om alle så verden i sort og hvidt og uden farver. Jeg kaldte det “In Macaroni Harmony” efter en berømt og velbesøgt pasta-restaurant i Kairo, det var billedet på hvordan mennesker bare lever med deres problemer uden at handle, de går ind og spiser sig mætte i pasta ligesom alle de andre, og går videre uden at føle noget. Jeg prøvede med min tekst at få folk til at kigge op, overveje deres situation og reagere. Min far indtalte ordene, og hans autoritative stemme gav værket en ekstra dimension. Det sidste han siger er: Lets make a revolution”.

Revolution
Fra udstillingen: "Valg 2012"
Revolutionen kom et år efter, men det var altså ikke en profeti understreger Hend. “Jeg håbede og ønskede, men jeg troede ikke på at det ville ske før jeg selv stod på Tahrir i Januar 2011”. Selvom Hend er skuffet over udviklingen siden revolutionen, og ikke har store forhåbninger til fremtiden, så er hun lykkelig for hvad den bragte med sig. Hun forklarer hvordan revolutionen gav hende kræfter og motivation til at udtrykke sig som kvinde. “Det projekt jeg arbejder på lige nu er et produkt af revolutionen. Jeg prøver at sætte ord og billeder på den diskrimination vi oplever som kvinder når vi bliver chikaneret på gaden. Det var et tabu før revolutionen, men nu er det mere naturligt at tale om det. Vi stod sammen, kvinder og mænd, og krævede vores rettigheder under revolutionen og det udviskede skellet mellem kønnene for en stund. Det var stærkt at opleve, og det gav mig ny energi”.


Valg 2012 - "Frihed"

Mod til at gå sin egen vej
Hend blev færdig på kunstakademiet i Kairo i 2008 og har siden prøvet kræfter med forskellige typer kunst. Hun afsluttede gymnasiet med høje karakterer og kunne komme ind på stort set hvilken som helst uddannelse, men hun valgte kunsten. Det var svært for hendes familie at forstå og acceptere. Og endnu sværere var det, da hun for to år siden besluttede sig for at flytte alene til en lille lejlighed i Kairo. “Jeg havde brug for at frigøre mig fra min familie og være tættere på kunstmiljøet i Kairo. Min far er selv interesseret i kunst og kunne godt forstå min beslutning, men min mor er stadig ikke glad for det. Hun ringer tre gange om dagen for at sikre sig at jeg er ok”. Det er ikke normalt i Egypten at unge piger bor uden deres familie hvis ikke de er gift, men Hend stod fast på sin beslutning.
 

Dem over 50 skal fyres

Hend har haft sit arbejde udstillet på forskellige af Kairos gallerier, og selvom hun ikke har nogle forhåbninger om at det skal blive nemmere at være kunstner i Egypten så er hun ikke nervøs for fremtiden. "Hvis jeg ikke længere kan få lov at udstille på gallerierne, så bruger jeg internettet som udstillingsforum. Her får jeg direkte feed back fra dem der ser min kunst, og jeg kan starte diskussioner om kunst, og de temaer jeg arbejder med.” 

Hend ønsker mest af alt den unge generation, som hun er en del af, kan stå sammen og skabe egyptens fremtid. “Jeg ved det er diskriminerende, men jeg synes alle over 50 bør fyres fra kunstakademierne, lad de unge komme til! Der er brug for nyt blod, både på uddannelserne og i politik. Og allerhelst selvfølgelig unge kvinder” siger Hend med et stort smil.




fredag den 21. september 2012

Et kig ind i Ramys kunstunivers



På tagterrassen
Ramy Duzy tager smilende imod mig i sit atelier i en taglejlighed i Zamalek. Området er hjemsted for ambassader, udlændinge og smarte cafeer, men på Ramys tag er der ikke noget, der er smart eller glitrer. Hans billeder og fotografier hænger, står og ligger over det hele, og ellers består lejligheden kun af en lille seng og et kogeblus. “Jeg vågner op om morgenen og sætter mig straks til at tegne, det giver mig energi” siger han glad.

Ramy er 29 år og blev færdig på Kairos kunstakademi i 2008. Han har holdt to solo-udstillinger i Kairo og har lavet et væld af projekter, som han engageret fortæller om.


“Lige nu arbejder jeg på en serie med minder fra min barndom. Jeg har samlet etiketter, reklamer og små ting, som har haft en betydning for mig og sikkert for flere fra samme generation som mig”. Han viser mig, hvordan udstillingen har bevæget sig fra en masse ord og ideer på et papir til collager, tegninger og malerier. Maleriet på billedet her ved siden af viser indpakningen på en bestemt type plaster mod muskelspændinger, som hans mormor brugte. 

Et andet viser en udsigt over bjerge og søer, som han forestillede sig udenfor vinduet i hans barndomshjem i  byen Minya i Øvre Egypten.

Ramy ved ikke endnu, hvor og om hans projekt kan udstilles på et af Kairos gallerier, men hvis dette skulle være forudsætningen for at lave kunst, så ville han ikke få lavet noget som helst. Han maler, tegner, fotograferer, laver installationer, laver grafik og filmer, fordi det er det han lever for.

Det er øjeblikket der gælder
Ramys arbejdsbord
Jeg spørger Ramy, hvordan han oplever tilværelsen som kunstner i Egypten, og om han har mærket en forandring indenfor den sidste periodes politiske omvæltninger. Hans ellers konstant smilende ansigt får et alvorligt udtryk, og han siger: “Jeg vil helst ikke tale om revolutionen. Jeg prøver at lade være med at tænke på politik. For mig er revolutionen en kamp, hvor flere af mine venner mistede livet, og det gør ondt at tænke på. Det, der betyder noget, er, hvad vi har og gør i dette øjeblik.”
“Livet som kunstner”, fortsætter han, “ er sikkert ikke særlig nemt noget sted i verden, men måske specielt i Egypten. Kunst findes ikke. At være kunstner forstås som at være arbejdsløs..”

Økonomisk er det svært at få tingene til at hænge sammen, forklarer han, “Heldigvis får jeg solgt et billede i ny og næ, og det kan betale huslejen. Og så laver jeg grafiske opgaver for forskellige firmaer”. Ligesom flere af de andre kunstnere vi har mødt, snakker Ramy om, hvordan det er svært at få økonomisk støtte nogen steder fra. Staten støtter ikke kunst, og de store gallerier som får donationer fra udenlandske fonde, er meget snævre i deres udvælgelse af, hvad de støtter, og det er svært at komme ind her. “Alle pengene går til de samme gallerier og deres projekter, Hvis ikke man passer ind hos dem, så er det bare ærgerligt”.

Kærlighed til kunsten
På trods af økonomiske vanskeligheder og få muligheder for at udstille og sælge, så er Ramy glad og smittende entusiastisk. “Jeg elsker kunst!”. Han er overbevist om, at alle kan lave kunst, Det handler ikke om talent - det handler om at åbne øjnene og sindet; at se de mest simple hverdagsting på nye måder og turde udtrykke sig. “ Alting har en betydning” siger han. Det handler om at stille spørgsmål og undre sig og vende tingene på hovedet. Det handler om at lege og udforske.

Pludselig er der gået 3 timer med snak. Jeg skal videre til min næste aftale, selvom det er fristende at blive på Ramys tag og kigge ud over byen, drikke te og snakke om kunst og livets store spørgsmål. Men jeg må tilbage ud i Kairos pulserende virkelighed og Ramy tilbage til sin legestue. 
 

"Mickey Masr" - En serie med Mickey Mouse i Egypten. Uden ører fordi det får ham til at se mere egyptisk ud, siger Ramy.





tirsdag den 18. september 2012

Kairos gemte talenter

Mohammed Abla
Så er jeg tilbage ved tastaturet. Jeg har den sidste måneds tid faret rundt i Kairo og Alexandria og har mødtes med en masse kunstnere for at hjælpe en dansk kurator med at forberede en udstilling i København med Egyptisk samtidskunst. Den skal gerne lanceres i København til marts 2013. Det skriver jeg selvfølgelig mere om når jeg har konkret information.

Alle vores møder og snakke har givet et godt indblik i tilværelsen som kunstner i Egypten. Den er bestemt ikke let. Der er ikke mange etablerede gallerier hvor de kan præsentere deres værker, og økonomisk støtte er der ingen af. Men for de kunstnere, vi var så heldige at møde, afhænger deres produktivitet ikke af hvad der bliver aftaget og udstillet, men om behovet for at udtrykke sig - og revolutionen har skabt et stort behov. Det har dog for flere af dem, været svært at opretholde motivationen efter den “action-prægede” del af revolutionen har lagt sig, og det nu handler om forfatning og politiske strategier. Mange af kunstnerne beskriver situationen lige nu som en underlig mellemperiode – de afventer Præsident Mursis træk og har ikke positive forventninger til, at livet som kunstner skal blive nemmere med ham ved roret. De kigger nervøst til Tunesien, hvor der over sommeren var ballade over en udstilling, som skulle have portrætteret islam på en ikke acceptabel måde. Hvordan vil Det Muslimske Broderskab forholde sig til den kunstneriske frihed og udvikling i Egypten?

En lille lukket kreds..
Selvom Kairo er så kæmpe stor, er kunst-miljøet en lille kreds, og de fleste kender hinanden. En af de kunstnere, vi talte med, snakkede om, hvordan de forskellige gallerier, som er veletablerede og modtager udenlandske donationer, er linket til hinanden og har taget monopol på kunstscenen. Det er svært at komme uden om dem, hvis man vil frem på scenen, men også svært at komme ind her. Han kaldte det “EAM - The Egyptian Art Mafia”. Det er sikkert sådan fat i kunstmiljøer mange andre steder i verden, men, når der ikke er noget støtte at få fra staten eller fra kunstuddannelserne, så er det svært at skabe sig en karriere som uafhængig kunstner.

30 års korruption af kunstscenen…
Kairo har et stort Museum for Moderne Kunst – der er flotte værker men ikke mange, som er produceret efter 1980erne. Der er ligesom en tidslomme uden dokumentation af udviklingen på kunstscenen. Flere af dem, vi mødtes med, forklarede, hvordan kulturministeren i Mubaraks regering, som selv var kunstner og altid ønskedes omtalt som “Minister og Kunstner Farouk Hosny”, korrumperede scenen ved at bruge økonomisk støtte til at promovere sit eget arbejde og foretage en meget subjektiv vurdering af, hvad han mente var kunst. Man kan få en fornemmelse af at udviklingen indenfor kunstområdet har stået stille i de sidste tredive år, men det er ikke sådan fat. Der er masser af spændende arbejde at komme efter – det er bare ikke så nemt at finde og slet ikke gennem officielle kanaler.

For at prøve at nå længere ud end til de kunstnere, som typisk bliver anbefalet af gallerierne, bad vi de kunstnere vi mødte om at anbefale andre og på den måde lede os videre. Det fik os vidt omkring, men selv efter tre ugers intensiv research følte vi stadig, at vi kun nåede at skrabe overfladen. Vi snakkede med både gamle og unge, og én af dem hedder Mohammed Abla, han er i slut 50´erne og meget respekteret, anerkendt og dygtig. Han er bestemt én af de mere etablerede, men jeg vil lægge ud med at fortælle lidt om vores møde med ham.

Maleren Mohammed Abla


Vi mødtes med Abla i hans studie i Downtown Kairo, en flot gammel lejlighed fuld af malerier. Han lod os kigge omkring, mens han fortalte om sit liv og de forskellige projekter, han arbejder på. Han har malet hele sit liv og altid vidst, at kunsten skulle være hans levevej. Han er uddannet fra kunstakademiet i Alexandria og har derefter rejst en masse i Europa, hvilket har givet ham en plads på den internationale kunstscene. Han rejser fortsat rundt og har udstillinger over hele verden, men bruger også meget af sit liv på at udvikle kunst-scenen i Egypten og hjælpe unge kunstnere på vej. 

Et af hans projekter er et kunstcenter i Fayoum, en lille by ved sø og bjerge en times kørsel fra Kairo, hvor han hver vinter inviterer kunstnere fra hele verden til at mødes for at arbejde sammen og inspirere hinanden i seks uger. Abla tror på at kunsten kan røre og påvirke det enkelte menneske og måske rejse spørgsmål, åbne øjne eller udvide horisonter – forandring i det små.



Ablas oase

Abla inviterede os ud i sit andet atelier som ligger på øen Qorsaya i Nilen, midt i Kairo. For at komme dertil skal man med en lille trækbåd, og selvom der er bare 20 meter over til øen, er det som at komme til en helt anden verden. Pludselig befandt vi os midt i Kairo, men uden trafik, omgivet af grønne marker, stilhed, bredde vidder – det ville jeg ikke have troet muligt. Midt i alt det grønne ligger Ablas oase, flere malerier og de perfekte omgivelser til at blive inspireret og finde ro.

 Der bor omkring 5000 mennesker på øen, hovedsageligt fiskere og bønder som har levet der i generationer. Det er et selvforsynende landsbysamfund – og altså midt  i Kairo. Et andet af Ablas projekter er at gøre sit atelier her til et socialt projekt. Tilbyde undervisning til øens børn, lægehjælp og selvfølgelig bruge sin kunst som redskab til at udvikle det lille samfund. 




Det var inspirerende og spændende at møde Mohammed Abla og høre om hans projekter. Han tror virkelig på kunstens potentiale og har været læremester for flere af de unge kunstnere vi siden mødte, og som der vil komme flere ord om her…