søndag den 14. oktober 2012

De egyptiske karikaturtegnere


“Jeg åbnede karikaturmuseet, for at dokumentere at Egypten har en stærk historie indenfor karikaturtegning – men vi bruger dem ikke nødvendigvis til at skabe rav i den og provokere, ligesom visse andre…” siger museets grundlægger Mohamed Abla med et grin, mens han viser mig rundt i sit museum i Fayoum.

Museet åbnede i 2009 og var på det tidspunkt det eneste karikaturmuseum i Mellemøsten.

 Museet rummer omkring 500 værker, og fortæller historien om Egyptisk karikatur-tegning, fra 1920´erne frem til idag. Abla mener ikke, man kan finde nogen mere ærlig og virkeligsnær fremstilling af de politiske og sociale forandringer Egypten har gennnemgået, siden begyndelsen af det tyvende århundrede, end den hos kariakturtegnerne. De har bare ikke fået den opmærksomhed de fortjener. Det har ikke været nemt at kritisere magthaverne og deres politik offentligt, og derfor har det selvfølgelig været svært at få nogen til at trykke tegningerne.
Hafez Assad og Golda Meir spiller om Golan højderne

Det er et fint lille museum, med mange forskellige typer af karikaturer. Nogle er meget politiske, andre er bare sjove.

Fayoum Kunst Center
Museet er en del af Fayoum kunstcenter, som ligger en times kørsel fra Kairo. Maler Mohamed Abla åbnede centeret i 2006 og udover museet er der værksteder og værelser, hvor kunstnere kan komme og bo og arbejde en stund. Som jeg kort har beskrevet tidligere, afholder han også her sit vinter-akademi hvor 20 kunstnere fra Egypten og resten af verden, mødes og arbejder sammen i seks uger. 
Derudover, er der flere forskellige keramikværksteder i den lille by. Her produceres, udstilles og sælges der keramik. 

Kunstcenteret ligger ved søen Karun i Fayoum, omgivet af bjerge og vandfald. Det er et smukt og inspirerende sted. Luften er ren og klar og ved solnedgang er der et helt specielt lys. Fayoum-lys kalder Abla det...

Fayoum-lyset























Her er lidt flere billeder af karikaturer og omgivelser:


" Its getting hot, find me a lighter one to wear"
Egypternes lange liste af ønsker til forandring



Karun-søen




onsdag den 3. oktober 2012

The Virus is Spreading...


Jeg var til åbning af en ret interessant udstilling igår. “The Virus is Spreading” hedder den, og sætter fokus, på skellet mellem gadekunst og galleri-kunst.

Kunstner og grafitti-maler Ganzeer har forvandlet det lille kommercielle galleri Safar Khan på Zamalek, til en installation. På væggene er der lag af plakater, motiver kendte fra Kairos vægge og man mærker stemningen fra gaden. På 1. Etage præsenteres kontrasten, her er der et tæppe på gulvet, Ganzeers tags er i rammer, væggene er hvide og der er orden på sagerne.

Udstillingen understreger hvordan gadekunst og graffiti, som politisk og kunstnerisk udtryksform, spreder sig og nu har fundet vej til et etableret kunstgalleri. Men har det den samme effekt når det udstilles sådan et sted? Er det ikke netop, når denne kunst udtrykkes på gaden, hvor alle kan se det, overveje og kommentere, at det står stærkest?

Safar Khan, er et traditionelt kunstgalleri, som ikke normalt overskrider grænser med deres udstillinger. Men med denne udstilling, prøver de at tiltrække et andet publikum, end dem der typisk kommer forbi.


Nok ord, se billederne.








Ganzeer har inviteret en række af Kairos grafitti-tegnere med. Blandt andre "Sad Panda", hvis triste pandaer man kan se rundt om i Kairo - og her.

mandag den 1. oktober 2012

Hany malede sine værker over med sort

 
Hanys seneste projekt. Billeder af Kairos grafitti



“Alt ændrede sig for mig med revolutionen. Og det vigtigste er at frygten er forsvundet” Ordene er Hany Rasheds, han er 37 år, bor i Kairo og lever af at udstille, og nogle gange sælge sin kunst. Han er produktiv, og bobler af kreativitet og ideer. For ham markerede revolutionen et nyt kapitel, i hans kunstneriske liv. “Efter revolutionen indså jeg, at jeg ikke tidligere havde været herre over min egen kunst. Jeg havde ladet min frygt for at sikkerhedspolitiet skulle blande sig, og situationen i landet, bestemme hvad jeg skulle lave.”

Disse figurer førte til et opkald fra sikkerhedspolitiet
Hany blev bedt om, at lave en udstilling i et galleri i Kairo, i februar 2011, lige efter revolutionen, og her malede han sine tidligere værker over med sort maling, og udstillede disse. “Folk der kendte til min kunst, var forargede over at jeg “ødelagde” mine egne værker, men for mig markerede revolutionen en ny begyndelse. Jeg var nødt til at gøre det”.

Nervøs for sin sikkerhed


“Et af mine tidligere projekter bestod af en masse små figurer, som jeg lavede i træ. Jeg brugte dem i en installation som udgjorde et Kairo-bybillede. Dette projekt understregede for mig, at jeg skulle passe på hvad jeg gjorde. Én af figurerne, var en politiofficer som holder øje med en demonstrant (se billedet til højre,) og dette førte til et opkald fra sikkerhedspolitiet, som ikke brød sig om den slags”.

”For at holde mig på sikker grund, begyndte jeg så at arbejde med projekter som ikke handlede om Egypten. Jeg lavede en stor serie om Vesten set fra Egypten, og collager, malerier og tryk om alt mulig andet end den politiske situation”.
Collage fra 2008 - ikke mere om Egypten
 I mesterlære

Hany har altid syntes om at tegne, men havde ingen ambitioner om at blive kunstner da han var yngre. Det var en tilfældighed at han stødte ind i den erfarne kunstner Mohammed Abla ( som jeg har skrevet om i indlægget: Kairos gemte talenter den 18. September). Han tog Hany under sine vinger, og lærte ham op. Men det var ikke nemt for Hany i begyndelsen, “Jeg producerede en masse, men jeg brød mig ikke om at udstille, og jeg følte mig anderledes fra alle de andre kunstnere i miljøet, som var uddannede fra kunstakademiet, og havde akademiske diskussioner om kunst”. Han fortæller, hvordan han har været ved at give op flere gange, men med Ablas hjælp er fortsat, og det er blevet til mange udstillinger og værker i alle mulige stilarter.

Revolutions-grafitti
“Jeg har masser af håb for fremtiden, både for min egen, og for Kairos kunstscene. Men der er meget som bør ændres. Kunstscenen her handler mere om business end om kvalitet, og det er helt forkert. Det indskrænker den kunstneriske mangfoldighed, når gallerierne kun vil udstille det der sælger. Hvad så med installationskunst og performance?”.

Uanset at situationen er svær, og ingen kan sige at fremtiden bliver bedre, understreger Hany at  revolutionen har givet mod til at åbne munden og handle, og derfor er han ikke nervøs. Han viser mig begejstret billeder fra en udstilling han var til forleden, hvor der blev udtrykt kritik af den nye præsident, militæret, det muslimske broderskab – hvad som helst. “ Kan du se? Sådan var det ikke før. Nu udtrykker folk deres meninger og ønsker. Det betyder alt”.

Et af Hanys tidlige projekter - insekter. Her er et portræt.


Efter revolutionen. Tahrir-pladsen













Efter revolutionen. Tre løver med gasmasker omgivet af tåregas