En lang række politiske partier, organisationer, arbejdersammenslutninger og private initiativer har kaldt til march og stor
demonstration i Kairo idag på arbejdernes internationale kampdag. Det er den
første af slagsen siden Mohamed Mursi blev valgt til præsident, og arbejdernes
krav er ikke blevet færre i denne periode.
Der er arrangeret en event i aften for at fejre kampdagen hvor Præsident Mursi vil deltage,
men de uafhængige fagforeninger nægter at møde op. “Præsidenten lytter ikke
engang til vores krav. Hvis han er en rigtig præsident skulle han komme til os
og fortælle os om sin plan” siger lederen af sammenslutningen af uafhængige fagbevægelser i Egypten (EFITU), Kamal Abu Eitta, til netavisen Ahram Online.
Kravene som de egyptiske arbejdere
fremsætter idag lyder:
Første krav er en fastsættelse af minimumsløn på 1200 Pund om måneden (ca. 1200 kr.). Denne er på 36 pund og er ikke blevet ændret siden 50'erne. I den nye konstitution, som blev vedtaget i december sidste år, står det at lønninger
skal fastsættes i forhold til produktion, men det er en forrykt bestemmelse mener fagbevægelsen, som kræver at
lønninger i stedet skal tilsvare landets inflation og prisudvikling.
Andet krav er udarbejdelse af en plan som kan nedbringe
den høje arbejdsløshed i landet, give understøttelse til arbejdsløse som
tilsvarer minimumslønnen og nedbringe det høje antal af daglejere som arbejder
uden kontrakter og bliver udnyttet af arbejdsgiverne.
Tredje krav er ændring af loven om fagforeninger som
skal garantere arbejdernes frihed til at organisere sig, uden indblanden af
nogen art fra statens side. Ifølge den nuværende lov er den statskontrollerede
fagbevægelse ETUF den eneste lovligt anerkendte sammenslutning af fagforeninger. Denne blev
oprettet af Nasser i 1957, og har i højere grad fungeret som et redskab til at
kontrollere arbejderne end til at beskytte dem. Arbejderne vil have ret til frit at organisere sig, og til demokratisk at vælge hvem de mener kan repræsentere dem bedst. Og arbejderne kræver deres ret til at
strejke. I takt med en stigende antal strejker og protester i løbet af de seneste år er politi og sikkerhedsstyrker begyndt at slå hårdt ned på de deltagende. Idag kræver arbejderne deres
ret til at protestere og organisere sig frit.
Og det fjerde krav er re-nationalisering af en
række store firmaer, som tidligere var en del af den offentlige sektor, men som
er blevet solgt til private investorer. Det er sket som led i et stort privatiseringsprogram igangsat under Mubarak i begyndelsen af 1990erne. Det har medført afskedigelser,
monopolisering og forværring af arbejdsforhold for en lang række egyptiske
arbejdere.
Kampen for Egyptens uafhængige fagbevægelse
Efter revolutionen er den uafhængige fagbevægelse eksploderet med oprettelse af omkring 1000 nye fagforeninger
hos alt fra postarbejdere over cementfabrikker til gadehandlere. De er fortsat ikke lovmæssigt anerkendte, men de kæmper imod en ændring af fagforeningsloven og for deres ret til at eksistere. Der er primært
to sammenslutninger, som prøver at samle de forskellige fagforeninger i fælles
forbund som alternativ til den eksisterende ETUF. De to sammenslutninger, EFITU og EDLC, startede som én, men splittede op på grund af interne stridigheder om lederskab og organisering.
Der er konstant strejker og protester i hele Egypten. For nylige holdt togene stille i flere dage da lokoførerne
krævede bedre arbejdsforhold og bedre toge, taxachaufførerne blokerede
Oktoberbroen, som er et af Kairos trafikale hovedårer, i protest imod en ny lov om
afgifter og de ansatte på de offentlige hospitaler varsler om en kommende
strejke på grund af sikkerhed- og arbejdsforhold på landets hospitaler.
Én af de store udfordringer for den
egyptiske fagbevægelse er at få organiseret nogle af disse separate initiativer
og få fremsat fælles krav på et politisk niveau. Der er meget energi og der
opstår hele tiden nye sammenslutninger og fællesskaber, men der er stadig lang vej før den uafhængige fagbevægelse kan blive en slagkraftig og stærk
aktør i Egypten.
Kampen mod lovgivning og dårlig
organisering kan synes helt uoverkommelig, men der er stærke kræfter som arbejder hårdt og med en stålfast vilje tror på at det kan lykkes at skabe en stærk uafhængig fagbevægelse i Egypten. Abdul Hafiz, leder af den
uafhængige fagforening for lærere i Kairo, er en af dem. Jeg mødte ham i Kairo for et par uger siden, og han sagde helt roligt: “Situationen er kaotisk ligenu med alle mulige små separate fagforeninger, men det en naturlig udvikling - husk at det kun er to år siden vi lavede revolution. Adrenalinen pumper stadig, arbejderne har opdaget at de kan organisere sig og de vil allesammen starte en fagforening. Det er en positiv udvikling, det skaber noget kaos ligenu, men vi kan ikke springe dette led over. Det kræver tålmodighed og god organisering”.
I forberedelserne til den Internationale Kampdag idag,
har de forskellige aktører i den uafhængige fagbevægelse lagt vægt på
nødvendigheden af at stå sammen for at fremsætte arbejdernes krav. Forhåbentlig
vil dagen idag vise at fællesskabet vejer tungere end interne stridigheder, og vil kunne bane vejen for en stærkere sammenhørighed i bevægelsen.