torsdag den 30. januar 2014

Nagah blev fyret for at kræve sine rettigheder


Nagah Abdel Hamid og ti kolleger nedlagde arbejdet og camperede i døgndrift i halvanden måned foran deres arbejdsplads i Egyptens næststørste by, kystbyen Alexandria. De fik ikke udbetalt den månedsløn de havde krav på. Fremfor at få deres krav mødt, endte protesten med en fyreseddel til Nagah. Men det har ikke fået hende til at lægge kampen for rettigheder for Egyptens arbejdere til side. ”Kampen gør mig stærkere”, siger hun.

Et liv som fagforenings-aktivist

Nagah er en lille tæt kvinde med lynende øjne, og et tempo så højt, at det er svært at følge med, når snakken går. Hun arbejder på en tekstilfabrik i Alexandria, og har, siden fabrikken blev privatiseret i slutningen af 1990´erne, stået forrest i kampen for ordentlige vilkår for dens arbejdere. 

Da fabrikken overgik til privat ejerskab, blev der ændret markant i arbejdernes forhold: ”Tidligere fulgte vores ferieplan de nationale helligdage, det gør de ikke længere. Vi får ikke overtidsbetaling eller har en pensionsordning. Det vi kæmper for er grundlæggende, at fabrikken skal re-nationaliseres, så vi kan få vores rettigheder tilbage”, forklarer Nagah.

Hun arrangerer møder blandt arbejderne og prøver at mobilisere dem til at protestere, når de bliver uretfærdigt behandlet. Derudover har hun været med til at starte et forum for arbejdere i Alexandria. Her mødes 30-40 arbejdere fra forskellige fabrikker og virksomheder i byen hver mandag for at diskutere problemer på deres arbejdsplads. De arrangerer fælles strejker, solidaritetsprotester og oplysningskampagner.

En måned uden løn
Nagah har altså altid gået forrest i kampen for rettigheder, men i sommers blev hun fyret fra sin arbejdsplads. I slutningen af maj startede arbejderne i stort antal en sit-in foran fabrikken. Det var i protest mod generelt dårlige arbejdsforhold, og fordi arbejderne ikke fik udbetalt deres lønninger for maj måned.

Repræsentanter for de strejkende tog til Kairo, for at indlevere en klage i arbejdsministeriet. ”Ministeriet sympatiserer oftest med arbejdsgiverne og ikke arbejderne. De rådgav arbejderne til at underskrive en kontrakt om, at de ville afstå fra at strejke, hvis de modtog deres lønninger”. Sådan forklarer Susanne Nada, som er advokat ved det egyptiske center for økonomiske og sociale rettigheder, og som fulgte arbejdernes sag.

Da arbejderne vendte tilbage til fabrikken med en underskrevet kontrakt, nægtede administrationen fortsat at udbetale penge. Det viste sig at ejeren af fabrikken havde intentioner om at sælge fabrikken i slutningen af måneden, og at grunden til den udeblevne betaling var at finde her.

Svært at mobilisere arbejderne
Strejken fortsatte i en uge, men det var svært at fastholde arbejderne. Sådan har det været siden revolutionen, forklarer Nagah: ”Arbejderne er bekymrede for deres familier og for ikke at få mad på bordet. Det er nemt at begynde en strejke, men du kan aldrig vide, hvor den ender. Måske i dagevis uden lønninger? Det er en alvorlig konsekvens”. Derfor endte de med at være 11 arbejdere tilbage, som opretholdte strejken foran fabrikken. ”Vi opholdte os døgnet rundt foran fabrikken, mændene var der 24 timer og vi kvinder i arbejdstiden. Ledelsen prøvede at spise os af med forskellige aftaler om kompenserende beløb, men det kunne vi ikke acceptere. Vi ville have den løn, vi havde krav på”.

I takt med at retorikken blev mere og mere truende fra administrationen, begyndte Nagah´s kolleger at blive mere modtagelige overfor de kompensationer, de blev tilbudt. Tilsidst stod de ganske få tilbage og fik valget om at acceptere kompensation eller blive fyret. Nagah nægtede og fik så en fyreseddel.

”Jeg er ikke bange for dem – jeg har ikke noget at skjule”
Nagah er ikke i tvivl om, at administrationen var tilfreds med at finde en lejlighed til at afskedige hende. Hun har været meget aktiv i medierne og har ikke lagt skjult på sin utilfredshed med arbejdsforholdene på sin egen, og på andre, arbejdspladser. ”Tilsidst havde jeg nok snakket med for mange journalister... der var én, som lavede en lille film, hvor jeg forklarede situationen på fabrikken og hvorfor, vi strejkede. Den fik jeg kommentarer for. Men jeg er ligeglad, jeg har aldrig forsøgt at skjule noget. Alle kan følge os aktivister på Facebook. De ved hvem, vi er og hvad, vi mener. Min egen fyring understregede kun vigtigheden af det arbejde, vi laver i fagbevægelsen. Jeg føler mig faktisk styrket”.

Nagah ved, at kampen for rettigheder vil fortsætte længe endnu, og at det er svært at opretholde kampgejsten, når succeshistorierne er få. Siden revolutionen har landets sikkerhedsstyrker slået hårdt ned på arbejderdemonstrationer i hele landet. Bestyrelsesmedlem i landets uafhængige fagbevægelse, Fatma Ramadan, beretter om, hvordan arbejderprotester i Alexandria er blevet angrebet med hunde og splittet med vold. Risikoen for alvorlige personlige konsekvenser og ingen garanti for gevinst, gør det svært at mobilisere arbejderne.

Nu hjælper Nagah til i en organisation i Alexandria, som støtter arbejdernes sag. Hun er fortsat involveret i Alexandrias forum for arbejdere. Økonomisk klarer familien sig for de få penge Nagah tjener og hendes mands indtægt. Hun er overbevist om, at situationen kan være anderledes på Egyptens arbejdspladser. Den overbevisning har hun taget konsekvensen af.

Artiklen er skrevet på baggrund af opfølgende research foretaget i Egypten i december 2013, på en bevilling fra Danidas Oplysningspulje. Artiklen er udgivet på www.verdensnyt.dk







tirsdag den 21. januar 2014

Håbet lever videre i splittet fagbevægelse

Egyptens arbejdere har spillet en vigtig rolle i protestbevægelsen, som ledte op til revolutionen i 2011. ”Det var os, der startede revolutionen i 2011, og resten af Egypten fulgte med”, lyder det. Herefter har arbejderne organiseret sig som aldrig før i en ny og uafhængig fagbevægelse. En bevægelse med ambitioner om at opnå politisk og social indflydelse. I dag, tre år efter dens etablering, er den uafhængige fagbevægelse splittet og står svagt med store udfordringer, både indadtil og udadtil. Dette til trods for at grundlæggeren af den første uafhængige fagforening, i juli forlod sin lederpost i fagbevægelsen for at blive arbejdsminister.

Arbejderne skabte en protestkultur
Indtil revolutionen i 2011 var den officielle sammenslutning af fagforeninger, ETUF, den eneste repræsentant for de egyptiske arbejdere. Denne sammenslutning blev dannet i 1957, og den kritiseres af arbejderne for at være statens forlængede arm, og for at kontrollere arbejdernes produktivitet, fremfor at støtte deres kamp for rettigheder.

Midt under revolutionen blev en alternativ sammenslutning af fagforeninger etableret, uafhængig af den statslige sammenslutning. Allerede få måneder efter var over 1000 fagforeninger organiseret her. Det var kulminationen på en årelang protesttradition igangsat af arbejderne allerede i begyndelsen af 1990´erne.

Under revolutionen gjorde den uafhængige fagforening sin indflydelse gældende ved at kalde til en omfattende generalstrejke. Det var virkningsfuldt, lammede industrien og lagde et yderligere pres på Mubarak og hans regering. Umiddelbart efter revolutionen havde den uafhængige fagbevægelse succes, men så opstod de første gnidninger.

Interne uenigheder
Den nye sammenslutning splittedes i to organisationer på grund af uenigheder om, hvordan man bedst organiserer sig, og om hvem der skulle være leder. Herefter opstod interne udfordringer, på grund af manglende erfaring og forståelse blandt arbejderne af hvad en fagforening skal.

En aktivist forklarer, hvordan det, efter revolutionen, nærmest blev et modefænomen at organisere sig. ”Pludselig ville alle organisere sig, og det var jo godt. Men arbejderne har ikke nogen erfaring, og ved ikke hvad det egentlig betyder. Alt for mange forventer at resultaterne bare kommer når fagforeningen er etableret, men der skal jo hårdt arbejde til”. 

For at oplyse og skabe forståelse blandt arbejderne laver begge sammenslutninger uddannelsesforløb og kampagner. ”Arbejderne skal kende deres rettigheder for at kræve dem, og de skal have redskaberne til at kræve dem”, forklarer koordinator i bevægelsen, Hussein al-Masry.

En af de vigtigste kampe når den politiske situation bliver stabil, fortsætter al-Masry, er at presse på for en ændring af den egyptiske arbejdslovgivning. I dag må den uafhængige fagbevægelse i Egypten nemlig ifølge loven slet ikke eksistere. Loven giver landets officielle fagbevægelse monopol på at organisere arbejderne, og spænder derved ben for at andre sammenslutninger kan opnå juridisk godkendelse. Det er en kernesag for den uafhængige fagbevægelse at få ændret denne lov.

Aktivisten blev minister
Siden militæret fjernede Mohamed Mursi fra præsidentposten i juli 2013, har den uafhængige fagbevægelse været splittet omkring dens holdning til militæret. De forskellige aktører i fagbevægelsen udstedte en erklæring, hvor de samlet udtrykte støtte til militærets ”kamp mod terrorisme”. Sådan kaldes kampen imod det Muslimske Broderskab. Men ikke alle var enige i denne erklæring, og det skabte intern konflikt.

Mangeårig aktivist og leder i fagbevægelsen Kamal Abu Eitta accepterede herefter posten som arbejdsminister i den midlertidige regering. Det skabte et håb i fagbevægelsen om, at en realisering af deres krav nu rykkede tættere på. Men håbet svandt hurtigt. En måned senere så Abu Eitta stiltiende til, at en arbejderprotest på et stålværk i kanalbyen Suez blev splittet med vold af militæret. 

En af ministerens tidligere kollegaer i fagbevægelsen fortæller hvordan denne situation slukkede deres håb: ”Abu Eitta har svigtet os” lyder det ”Det stod klart efter hans passivitet, ved stålarbejdernes strejke i Suez. Han har trukket i ministertøjet og glemt alt om sine tidligere kollegaer i fagbevægelsen”.

Et af arbejdernes krav er dog blevet mødt under Abu Eitta. Nemlig en forhøjelse af mindstelønnen for offentligt ansatte. Noget, arbejderne har kæmpet for i mange år. Men fremfor at se ændringen som en sejr, er det ”too little too late”, lyder det. Leveomkostningerne i landet er nemlig steget i en sådan grad, at den nye mindsteløn fortsat ikke svarer til prisniveauet – så protesterne fortsætter.

Håb på trods
Selvom den uafhængige fagbevægelse har haft svære kår, og store interne udfordringer, holder aktivisterne fast i, at deres arbejde stadig er betydningsfuldt og at bevægelsen kan vokse og blive en politisk aktør.

Hoda, som har været aktiv i den ene af de to store sammenslutninger siden revolutionen, påpeger, at det ikke kun er ned af bakke. Selvom der er fagforeninger som opløser sig, eller forlader sammenslutningen, så er også stadig nye der kommer til. Omend ikke i samme hastighed som tidligere. Men Hoda ser ikke andre muligheder end at bevare troen på, at der kommer bedre tider, og at de med hårdt arbejde, kampagner og oplysning kan skabe en sammenhængskraft i bevægelsen. Hun understreger: ” Arbejderne må forstå, at deres frihed er langt fra sikret lige meget hvem der bliver præsident og hvad der sker på den politiske scene. De kan ikke læne sig tilbage og være tilfredse – vi er nødt til at blive ved med at kræve social retfærdighed igen og igen og igen”.

Ligesom Hoda, ser hendes kollega Hussein heller ikke noget alternativ til at opretholde kampen for rettigheder. Han lægger vægt på de fremskridt, han dagligt ser blandt arbejderne: ”Jeg oplever en langt større tålmodighed og vilje til at forhandle. Tidligere blev vi alle sammen frustrerede og vrede, når vores ønsker og krav ikke blev mødt. Nu er der en større forståelse for, at det ikke er muligt at forandre alting på samme tid – lige nu og her. Der er en forståelse af, at udvikling tager tid, og at kompromiser er nødvendige”, siger han.

Artiklen er skrevet på baggrund af en research rejse til Egypten i december 2013, finansieret af DANIDAs oplysningspulje. Udgivet på www.verdensnyt.dk



fredag den 3. januar 2014

Egyptens musikere kæmper for retten til at spille koncerter

I Egypten er det bestemt ved at lov at man som musiker skal være medlem af ”Syndikatet for Musikere”, for at have lov til at spille koncerter på offentlige spillesteder. Overtrædelse af dette kan medføre straffe på op til tre år i fængsel og bøder fra 400 og op til 16.000 kroner. Derudover gør en regel om der kun må eksistere én fagforening per sektor, det umuligt på et lovligt grundlag at etablere en uafhængig fagforening for musikere.

Hany Bedair er en af de musikere som presser på for en ændring af denne lov, for at opnå frihed til at udtrykke sig som kunstner. ”Jeg kæmper ikke imod syndikatet som sådan, det jeg kæmper for er, at vi som musikere skal have ret til at optræde og udøve vores kunst som vi har lyst.” Loven ses fra musikernes perspektiv som et korrupt redskab til at kontrollere kunst-scenen og sikre et  overblik over hvem der får lov at optræde og hvem der ikke gør.  ”Udover at det er frihedskrænkende, er det helt urimeligt at opkræve så store beløb fra musikere, som nærmest ingenting tjener på deres arbejde”.

Afbrudt koncert
Under en optræden på et af Kairos spillesteder sidste år, blev Hany´s koncert afbrudt af syndikatet selv, da to af musikerne i ensemblet ikke var medlemmer af syndikatet, ”vi fik valget mellem at betale de påkrævede bøder eller at afbryde koncerten - vi valgte selvfølgelig at afbryde koncerten” forklarer Hany. Episoden fik en gruppe af Kairo´s undergrundsmusikere til at demonstrere og kræve loven ændret, og det startede en debat.

Repræsentanter fra syndikatet forklarede hvordan der ligger et stort økonomisk ansvar i at betale pensioner til de mere end 35.000 musikere som er medlemmer af syndikatet. ”Vores rolle er at forsvare og sikre arbejde for vores medlemmer” siger Mostafa Helmy, som er medlem af syndikatets bestyrelse. ”Hvis alle (musikere red.) er medlemmer af vores familie, så kan vi bedre støtte dem”. Men ifølge Hany er støtten beskeden, og elementet af tvang er et problem. ”Det handler om kontrol, og det er en måde at skrabe penge ind på. Hvis de vil støtte os, hvorfor arrangerer de så ikke workshops som alle deres medlemmer kan deltage i? Noget som gør det attraktivt at være medlem? Det ville jeg gøre…”

Der er flere af Kairo´s spillesteder, herunder ”Culturewheel” hvor koncerten blev afbrudt, som har aftaler med syndikatet, de støtter dem økonomisk og undgår at få deres koncerter tjekket. Hany forklarer at syndikatets logo er trykt på spillestedets publikationer og at han i løbet af de ni år Bedair har spillet koncerter her, aldrig blevet bedt om at  fremvise sit medlemskab.

Forandringer på vej?
Mohamed Sawy, som er leder spillestedet, er enig med musikerne i problematikken omkring loven, han siger at den hører det tidligere regimes kontrolapparat til og at tiden efter revolutionen er en anden nu, og derfor er det på høje tid at få ændret loven, men det kan kun ske gennem en beslutning i parlamentet eller fra præsidenten. Udsigten til tiltag på dette område afhænger af den kommende politiske udvikling i landet, som ligenu befinder sig i en politisk overgangsperiode. Formuleringen af et nyt forfatningsudkast blev afsluttet i begyndelsen af december, og er sat til folkeafstemning i midten af januar. Billedkunstner Mohamed Abla har siddet i rådet som repræsentant for landets kunstnere, han er generelt tilfreds med udkastet: ”Jeg er tilfreds med 90 procent af indholdet, det har naturligvis krævet en masse forhandling og kompromiser, men jeg synes vi har gjort et godt stykke arbejde, og vi har fået indskrevet adgang til -og udøvelse af - kunst som en menneskerettighed”. I udkastet garanteres kunstnere, filmproducenter og forfattere frihed til at skabe kunst, med den klausul at medierne kan udøve censur i tider med krig og folkelig mobilisering.

”Det er jo fint nok at kunsten er sikret som rettighed i forfatningen” siger Hany Bedair, ”men det er en ændring af loven vi har brug for”. Det er det vigtigste ligenu så Egyptens musikscene kan blomstre endnu mere, og så musikernes kamp kan ændres til at være fremadrettet, frem for at være imod lovsystemet, understreger Hany.

Artiklen er skrevet på baggrund af en research rejse til Egypten i december 2013, finansieret af DANIDAs oplysningspulje. Udgivet på www.verdensnyt.dk