Håbet lever videre i splittet fagbevægelse

Egyptens arbejdere har spillet en vigtig rolle i protestbevægelsen, som ledte op til revolutionen i 2011. ”Det var os, der startede revolutionen i 2011, og resten af Egypten fulgte med”, lyder det. Herefter har arbejderne organiseret sig som aldrig før i en ny og uafhængig fagbevægelse. En bevægelse med ambitioner om at opnå politisk og social indflydelse. I dag, tre år efter dens etablering, er den uafhængige fagbevægelse splittet og står svagt med store udfordringer, både indadtil og udadtil. Dette til trods for at grundlæggeren af den første uafhængige fagforening, i juli forlod sin lederpost i fagbevægelsen for at blive arbejdsminister.

Arbejderne skabte en protestkultur

Indtil revolutionen i 2011 var den officielle sammenslutning af fagforeninger, ETUF, den eneste repræsentant for de egyptiske arbejdere. Denne sammenslutning blev dannet i 1957, og den kritiseres af arbejderne for at være statens forlængede arm, og for at kontrollere arbejdernes produktivitet, fremfor at støtte deres kamp for rettigheder.

Midt under revolutionen blev en alternativ sammenslutning af fagforeninger etableret, uafhængig af den statslige sammenslutning. Allerede få måneder efter var over 1000 fagforeninger organiseret her. Det var kulminationen på en årelang protesttradition igangsat af arbejderne allerede i begyndelsen af 1990´erne.

Under revolutionen gjorde den uafhængige fagforening sin indflydelse gældende ved at kalde til en omfattende generalstrejke. Det var virkningsfuldt, lammede industrien og lagde et yderligere pres på Mubarak og hans regering. Umiddelbart efter revolutionen havde den uafhængige fagbevægelse succes, men så opstod de første gnidninger.

Interne uenigheder

Den nye sammenslutning splittedes i to organisationer på grund af uenigheder om, hvordan man bedst organiserer sig, og om hvem der skulle være leder. Herefter opstod interne udfordringer, på grund af manglende erfaring og forståelse blandt arbejderne af hvad en fagforening skal.

En aktivist forklarer, hvordan det, efter revolutionen, nærmest blev et modefænomen at organisere sig. ”Pludselig ville alle organisere sig, og det var jo godt. Men arbejderne har ikke nogen erfaring, og ved ikke hvad det egentlig betyder. Alt for mange forventer at resultaterne bare kommer når fagforeningen er etableret, men der skal jo hårdt arbejde til”. 

For at oplyse og skabe forståelse blandt arbejderne laver begge sammenslutninger uddannelsesforløb og kampagner. ”Arbejderne skal kende deres rettigheder for at kræve dem, og de skal have redskaberne til at kræve dem”, forklarer koordinator i bevægelsen, Hussein al-Masry.

En af de vigtigste kampe når den politiske situation bliver stabil, fortsætter al-Masry, er at presse på for en ændring af den egyptiske arbejdslovgivning. I dag må den uafhængige fagbevægelse i Egypten nemlig ifølge loven slet ikke eksistere. Loven giver landets officielle fagbevægelse monopol på at organisere arbejderne, og spænder derved ben for at andre sammenslutninger kan opnå juridisk godkendelse. Det er en kernesag for den uafhængige fagbevægelse at få ændret denne lov.

Aktivisten blev minister

Siden militæret fjernede Mohamed Mursi fra præsidentposten i juli 2013, har den uafhængige fagbevægelse været splittet omkring dens holdning til militæret. De forskellige aktører i fagbevægelsen udstedte en erklæring, hvor de samlet udtrykte støtte til militærets ”kamp mod terrorisme”. Sådan kaldes kampen imod det Muslimske Broderskab. Men ikke alle var enige i denne erklæring, og det skabte intern konflikt.

Mangeårig aktivist og leder i fagbevægelsen Kamal Abu Eitta accepterede herefter posten som arbejdsminister i den midlertidige regering. Det skabte et håb i fagbevægelsen om, at en realisering af deres krav nu rykkede tættere på. Men håbet svandt hurtigt. En måned senere så Abu Eitta stiltiende til, at en arbejderprotest på et stålværk i kanalbyen Suez blev splittet med vold af militæret. 

En af ministerens tidligere kollegaer i fagbevægelsen fortæller hvordan denne situation slukkede deres håb: ”Abu Eitta har svigtet os” lyder det ”Det stod klart efter hans passivitet, ved stålarbejdernes strejke i Suez. Han har trukket i ministertøjet og glemt alt om sine tidligere kollegaer i fagbevægelsen”.

Et af arbejdernes krav er dog blevet mødt under Abu Eitta. Nemlig en forhøjelse af mindstelønnen for offentligt ansatte. Noget, arbejderne har kæmpet for i mange år. Men fremfor at se ændringen som en sejr, er det ”too little too late”, lyder det. Leveomkostningerne i landet er nemlig steget i en sådan grad, at den nye mindsteløn fortsat ikke svarer til prisniveauet – så protesterne fortsætter.

Håb på trods

Selvom den uafhængige fagbevægelse har haft svære kår, og store interne udfordringer, holder aktivisterne fast i, at deres arbejde stadig er betydningsfuldt og at bevægelsen kan vokse og blive en politisk aktør.

Hoda, som har været aktiv i den ene af de to store sammenslutninger siden revolutionen, påpeger, at det ikke kun er ned af bakke. Selvom der er fagforeninger som opløser sig, eller forlader sammenslutningen, så er også stadig nye der kommer til. Omend ikke i samme hastighed som tidligere. Men Hoda ser ikke andre muligheder end at bevare troen på, at der kommer bedre tider, og at de med hårdt arbejde, kampagner og oplysning kan skabe en sammenhængskraft i bevægelsen. Hun understreger: ” Arbejderne må forstå, at deres frihed er langt fra sikret lige meget hvem der bliver præsident og hvad der sker på den politiske scene. De kan ikke læne sig tilbage og være tilfredse – vi er nødt til at blive ved med at kræve social retfærdighed igen og igen og igen”.

Ligesom Hoda, ser hendes kollega Hussein heller ikke noget alternativ til at opretholde kampen for rettigheder. Han lægger vægt på de fremskridt, han dagligt ser blandt arbejderne: ”Jeg oplever en langt større tålmodighed og vilje til at forhandle. Tidligere blev vi alle sammen frustrerede og vrede, når vores ønsker og krav ikke blev mødt. Nu er der en større forståelse for, at det ikke er muligt at forandre alting på samme tid – lige nu og her. Der er en forståelse af, at udvikling tager tid, og at kompromiser er nødvendige”, siger han.

Artiklen er skrevet på baggrund af en research rejse til Egypten i december 2013, finansieret af DANIDAs oplysningspulje. Udgivet på www.verdensnyt.dk