Hedeslag og Strømsvigt

Temperaturen udenfor er omkring 38 grader, om dagen er varmen tør og brændende, og ud på aftenen kommer fugtigheden, den er sværere at håndtere end den tørre varme. Sveden driver og tøjet klæber til kroppen. 

Mynten kæmper på altanen

Vifte og aircondition bliver pludselig uundværlige, og de gentagende strømsvigt som rammer hele Egypten dagligt for tiden bliver ekstra frustrerende. Og konsekvenserne for alle dem der har forretninger bliver jo ganske alvorlige når strømmen pludselig går midt i en barbering eller under et møde…

I begyndelsen var det bare korte svigt her i Dokki hvor jeg bor, men afbrydelserne bliver længere og længere. Og det er endda i et af de finere middelklasseområder, der er ingen tvivl om at situationen er langt værre i andre kvarterer i Kairo og udenfor byerne.

Der er åbenbart altid problemer med strømmen om sommeren på grund af ekstra belastning, men dette år er det værre end normalt. Mange beskylder den nye præsident Mursi for at være årsag til problemet og for ikke at kunne løse det, og der kører en joke om det er en del af hans strategi - at bevare spændingen og holde lyset slukket indtil han kan løfte sløret for alle de tiltag han går og brygger på. 

I flere dele af Egypten er der også problemer med vand-forsyningen. Der er stor utilfredshed, og en taxa chauffør sagde til mig forleden at så snart Ramadanen er overstået vil folk vende tilbage til Tahrir for at protestere – de er ikke tilfredse med Mursi.

Strømsvigts-hygge

Igår gik strømmen to gange, første gang var lige til Iftar-tid, altså ved måltidet som afslutter dagens faste ved solnedgang. Min sambo Rasmus og jeg gik ud og fik lidt mad i den ende af kvarteret som ikke var ramt af strømsvigt. Men stakkels alle de familer som stod klar med det store måltid og alt pludselig var henlagt i mørke…men de har nok fundet deres løsninger efter en hel Ramadan med det problem. Da vi kom tilbage var der strøm igen, men kun i nogle timer, så blev det igen mørkt. Hvis ikke det var så hamrende varmt er det jo egentlig meget hyggeligt, jeg havde netop fået hentet en film ned på computeren og fik arrangeret mig med den smule gennemtræk det var muligt at skabe, og så en film som jeg vil dele og anbefale.

Microphone

 

“Microphone” er fra 2010 og handler om undergrunds-musik-miljøet i Alexandria. Den viser rigtig fint hvad det er for nogle udfordringer kunstnerne står overfor, og også hvor mange talenter og seje mennesker som kæmper for at skabe og udfolde deres musik deroppe. Det er en spillefilm og den ligger på YouTube med engelske undertekster, der er en masse god musik i den og er altså værd at tage et kig på. Følg dette link:

http://www.youtube.com/watch?v=eCH5_UzACNQ&feature=related

Det var nu en hyggelig måde at bruge et strømsvigt på, men det er et alvorligt problem og hjælper bestemt ikke den politiske situation. Kairo er opslugt af Ramadan, men Eid-festen starter den 17. August, og efter dens afslutning må tiden vise om der kommer gang i demonstrationer igen eller om folket giver Mursi en længere chance til at lave politik.

Ramadan stemning i Kairo

Så er jeg tilbage i Egypten, efter et par måneder i det danske.

Det er godt at være tilbage, og der er en dejlig stemning af Ramadan. Den startede for et par uger siden, og den varer cirka en måned.

Det præger byen på den måde, at der er kortere åbningstider i butikkerne, ingen folk på cafeerne i løbet af dagen og at gaderne omkring kl 19 hvor aftenbønnen lyder og fasten brydes, er helt tomme! Det er et sjældent set syn i Kairo, hvor der ellers altid er mennesker over det hele. Efter spisetid myldrer alle ud på gaderne igen.

Gaden hvor jeg bor - helt uden trafik!

Derudover har byens forskellige spillesteder og kulturhuse særlig Ramadan programmer, og det betyder et overvældende udbud af koncerter, udstillinger, film og alt muligt spændende. F. eks igår var jeg først til filmvisning i et lille cinematek i Down Town, og bagefter i Kairos gamle bydel til koncert med sufi-musik og sufi-dans.

In the shadow of a man

I et nyt cinematek tæt på Tahrir, viste de “In the shadow of a man”. En times dokumentarfilm som fortæller historien om fire kvinder fra fire generationer og fire dele af Egypten. Kvinderne er forskellige, men fælles for dem er at de alle kæmper for retten til et godt liv. Det er en personlig og gribende film som kommer tæt på kvindernes bekymringer, udfordringer og tanker. Den er blevet vist på festivaller i Berlin og Istanbul, så måske den også kan ses i Danmark på et tidspunkt.

Efter filmen masede vi os igennem Down Town. Der er et voldsomt mylder om aftenen i Ramadan, råbende sælgere og børn over det hele, alle er ude at købe ind til den kommende højtid ved fastemånedens afslutning. De store gader bliver nærmest til gågader og trafikken står helt stille. På en torsdag aften er det selvfølgelig også særlig vildt, det skal jo fejres at weekenden begynder.

Darb 1718

Med metroen nåede vi til Kairos gamle bydel, hvor der ligger et stort “Contemporary Art and Culture Center” – Darb 1718 hedder det. Det er et flot og stemningsfyldt sted, med en masse små værksteder hvor kunstnere arbejder og sælger deres ting. For tiden er der en udstilling om seksuel chikane i Egypten. Det er et stort problem, og et tabuiseret emne. Mange kvinder som har været udsat for seksuel chikane tør ikke snakke med nogen om det, fordi den typiske reaktion er, at det er kvindernes egen skyld. 

Sufi koncert under fuldmånen

 
Bagefter var der koncert med en Sufi-trup. Sufisme er en spirituel gren af Islam, og musikken har en messende og inciterende, nærmest hypnotiserende, lyd. Jeg optog denne lille video som kan give en ide.

De dansende mænd er meget karakteristiske for sufismen. Det er en form for fysisk aktiv meditation. De følger intensiteten i musikken og kan dreje rundt i flere timer i træk. Igår var der både dansere helt i rødt og helt i hvidt - og så nogle med farvede kjoler. De opførte et lille show tilsidst, hvor de knappede de farvede skørter af og svingede dem rundt over hovedet så de dannede smukke farvesymfonier. 

Sufidanser

 Det var en dejlig oplevelse. Koncerten startede først omkring midnat, så luften var kølet godt af. Det er meget  varmt for tiden, så det er efter midnat at det egentlig er rarest at være ude. Der var fuldmåne og græs man kunne ligge på og lade sig føre med at den smukke musik.

Den vigtige debat

Hvem skal være Egyptens præsident? Hvem skal man vælge, når man synes begge kandidater er dybt uegnede? Kan man regne med resultaterne fra første runde af valget, eller er der snyd og korruption? De spørgsmål bliver diskuteret konstant i disse dage. Der er politik allevegne, og selvom jeg gerne vil skrive om alt muligt andet end politik på denne blog, er det helt umuligt at komme udenom. Egyptens fremtid skabes ligenu, og det er spændende at være så tæt på.

De to kandidater som står over for hinanden ved næste og afgørende runde af valget i midten af juni, er det Muslimske Broderskabs kandidat Mohammed Mursi og tidligere minister i Mubaraks regering, og militærets mand, Ahmed Shafik.

Det der bliver diskuteret, er hvad Broderskabets agenda egentlig er, og hvilket Egypten det vil føre til hvis de får magt både som ledende i parlamentet og på præsidentposten. Men med Shafik får de en mand som har været dybt involveret i Mubaraks korruption og regering, og hvad har revolutionen været værd, hvis det alligevel er en af Mubaraks egne ministre, som bliver hans efterfølger?

I weekenden havde jeg en oplevelse, som understreger hvordan politik i den grad, er allestedsnærværende ligenu.

Lørdag var der annonceret en gadekunst-event i Kairo Down Town, som jeg gik ned for at se hvad var. Men da jeg kom var der ikke noget kunst at se, blot en masse råbende mennesker og en ilter stemning. En ven som var involveret i eventen, forklarede at de optrædende havde haft et par store dukker med, som forestillede Militærrådets medlemmer, og det syntes nogen var meget upassende, og de brød ind, og begyndte at diskutere og skælde ud. Der var mange udlændinge involveret, og i en tid hvor der sættes spørgsmålstegn ved al udenlandsk indblanding, gjorde det ikke situationen bedre. Ingen kom til skade, men eventen blev aflyst og det var jo en skam.

Nå, diskussionen om politik fortsatte naturligvis hele aftenen, og til trods for en fantastisk evne til at grine af alting, bliver stemningen trykket blandt mine egyptiske venner, når snakken går på politik for tiden. For at tænke lidt på noget andet, tog vi så på Cairo Jazz Club for at høre en koncert og danse lidt. Vi havde ikke været der længe inden der opstod slåskamp. Åbenbart fordi den ene af de to involverede støttede Shafik ved valget, og at det havde provokeret den anden i en sådan grad, at det udviklede sig til håndgemæng.

Det var umuligt at undgå politik den dag, det er det stadig og det bliver det helt sikkert et stykke tid endnu. Blandt mine venner, hvoraf de fleste har stemt på den venstrepolitikeren Hamdeen Sabahi, er det dybt frustrerende, at de nu står overfor et valg mellem to, som de ikke synes om. Men de fleste diskussioner foregår naturligvis uden at nogen kommer op at toppes, og folk lytter til hinanden. Jeg snakkede med en sød butiksejer idag, og han understregede netop at denne diskussionslyst som er opstået efter revolutionen er så nødvendig for at få frustrationer og ideer formuleret, frem for at gå med det selv. Diskussionen mindsker frustrationen og fremmer håbet, sagde han,

Næste runde af valget er den 16. Og 17. Juni.

Hyldest til foråret

I den forløbne uge har unge mennesker igen mistet livet og mange er blevet sårede efter kampe foran forsvarsministeriet i Kairo. Der har været kampe mellem protestanter og militær, og mellem protestanter og protestanter. Forklaringer på hvordan urolighederne startede og hvem der har skyld for hvad, er mange og forskellige. Militæret er i hvert fald gået hårdt til værks mod demonstranterne og det synes så meningsløst at flere unge mennesker skal miste livet. 

I denne artikel på Al Jazeera kan I læse mere om det:

Jeg nævner situationen fordi det er umuligt at forbigå i tavshed. Men på trods af uroligheder, afholdes alligevel kulturelle begivenheder som skaber håb og smil. En af dem er årets “Forårsfestival” som har været igang de sidste par uger i Egypten. Jeg var til en koncert igår med et tunesisk band, og arrangøren introducerede med ordene :

“Tak fordi I er kommet på trods af den situation vi er i. Det er vigtigt at vi trodser den frygt militæret prøver at skabe i landet og bliver ved med at kræve vores frihed”. 

Forårets Festival

Festivallen forløber over tre uger både i Kairo og Alexandria. Den er arrangeret af en egyptisk kulturorganisation med støtte fra forskellige internationale fonde.

Jeg har haft to ret fantastiske koncertoplevelser på taget af en biograf i Alexandria. En lille gruppe med strygere, percussion og sang fra Azerbadjan. De spillede folkemusik, det var meget kraftfuldt og skabte et helt magisk lydunivers lige dér i den lune aftenluft. Dagen efter var det en gruppe kvinder fra Zanzibar. I midten stod en morlil som var mindst 90 år, helt spinkel og uden nogle tænder i munden, men da hun så fik spændt en tromme som var ligeså stor som hende selv om livet, så var hun så fuld af kræfter og spillede og sang mens hendes unge piger dansede omkring hende. Endnu en rigtig god oplevelse.

Fremtids Manifest

Torsdag aften var jeg så til et tre timer langt seminar om egyptens fremtid på det amerikanske universitet i Kairo. En aktivist, og nu minister, fra Libyen, en kvindelig advokat fra Yemen og to unge aktivister fra Tunesien og Egypten diskuterede spørgsmålet:

Hvad ville du gøre hvis du havde muligheden for at opnå magt i dit land?

Et spørgsmål som hvis det var blevet spurgt for to år siden havde været rent hypotetisk, og som hvis det blev rettet mod en politiker ville afføde et fabrikeret svar, men som i lyset af de sidste års begivenheder er et spørgsmål som diskuteres blandt de unge.

De fire panelister fortalte om udfordringer og muligheder i deres respektive lande, og præsenterede deres drømme. Drømme om basale rettigheder, personlig frihed, en fungerende retsstat, et system fri for korruption og hvor folkets stemme høres. Der var plads til alle visioner og ideer og dem var der masser af. “Fremtiden er de unges”.

Tunesisk musik for frihed

Sidst hørte jeg så igår bandet Dima Dima fra Tunesien. De spillede både deres eget musik og forskellige covernumre. Det var ikke nogen stor musikalsk oplevelse, men et stærkt bånd mellem egyptiske og tunesiske aktivister blev understreget.

Egypterne takker de tunesiske aktivister for at statuere et eksempel da de væltede Ben Ali i december, og dermed give tro på at folket sammen kan sætte sig op imod en diktator.

Især under omstændighederne igår, med kampe mellem protestanter og militær på den anden side af byen, var gruppens støtte af egypternes kamp for frihed stor -  i ord og musik.

Forårsfestivallen fortsætter frem til den 14. Maj.

Ny i Kairo

Så er 7 måneder gået i Alexandria, og jeg er flyttet til Kairo. Fire måneders intensiv sprogundervisning og 3 måneders praktik har givet mig en masse god erfaring, og Alexandria har indtaget en helt speciel plads i mit hjerte. Det er en magisk by. Smuk og fuld af gode mennesker.

Men nu er det tid til at prøve nyt, og den 1. April flyttede jeg til Kairo for at starte et research-projekt for en dansk PhD studerende som netop er påbegyndt en afhandling om forholdet mellem sociale medie aktivister og journalister i Egypten.

Vi er fire studerende som sammen skal undersøge en kampagne som hedder Kazeboon (løgnere). Dennes formål er at dokumentere militærets gentagende brug af vold overfor demonstranter i løbet af det sidste halve år. Dokumentationen sker via små film som demonstranter eller andre vidner til militær-vold, har filmet og uploadet på YouTube eller Facebook. Et af formålene med kampagnen er at sprede denne dokumentation ud til nogle af de mange egyptere som ikke har adgang til internettet, gennem visninger på offentlige steder rundt om i landet.

Følger man opdateringer fra deltagere i demonstrationer og sammenstød får man nemlig præsenteret en ganske anden virkelighed end den som præsenteres via de statsejede TV kanaler og aviser.

Den samme historie bliver brugt til at fortælle vidt forskellige historier, alt efter hvor man kigger.

Et eksempel på dette er de billeder som gik verden rundt af en ung pige som blev afklædt og fik en voldsom behandling af militæret i forbindelse med en demonstration på Tahrir i december måned 2011. Under hendes tøj kunne man se hendes blå BH, og hun blev til "the girl with the blue bra". Hvor hun for modstandere af militæret blev til et symbol på militærets voldelige behandling af demonstranter, beskrev den modsatte fløj, og statsmedierne, situationen som iscenesat for at sætte militæret i et dårligt lys.

Sociale medier, sociale medier, sociale medier.....

Der er blevet snakket helt utrolig meget om sociale mediers betydning i den egyptiske revolution og generelt i det sidste års omvæltninger i flere arabiske lande, og tal og statistik viser da også at antallet af Facebook konti i Egypten er forøget med 4 milllioner mellem januar og oktober 2011.

Men det er altså kun mellem 26 og 28 procent af den egyptiske befolkning som har adgang til internet, og det er netop denne store gruppe uden internet som Kazeboon kampagnen addresserer ved at bringe de sociale medier ud på gaden med deres offentlige visninger af YouTube videoer.  Det er en spændende kampagne, og vi har en måned endnu til at finde frem til vores resultater omkring den.

Kairos kaos

Ud over opgaven bruger jeg også lidt tid på at vænne mig til Kairo. Der er virkelig mange mennesker i denne by, og altid trafikkaos og larm. Men samtidig gemmer byen på mange skatte, oplevelser og smukke steder, og glæden ved at finde frem til disse og finde sin vej rundt i byen forstærkes af kaosset synes jeg. Så stille og roligt begynder jeg at holde af byen.

Jeg bor i et område der hedder Dokki, det er et dejligt kvarter med en masse markeder og spisesteder og alt hvad man skal bruge. Det er også et meget blandet kvarter, fra lejlighedens balkon mod syd kan se flotte mondæne bygninger og træer og biler, og fra den modsatte ende ser jeg ud på en masse slum og skure hvor der bor mange mennesker utrolig tæt. Det hele er lige op og ned af hinanden.

Lejligheden ligger 10 minutters gang fra en metrostation, og det er den bedste måde at komme rundt på! Den kører faktisk nogenlunde regelmæssigt, og på den måde kan man undgå de evindelige trafikpropper. Jeg bor to stop fra Tahrirpladsen, så det tager ingen tid at komme til midtbyen.

Jeg har mange ting at lære om Kairo, men jeg begynder så småt at finde ud af hvilke kultursteder jeg skal holde øje med og hvor der foregår spændende ting. For ligesom i Alexandria, og mere til endda, foregår der så utrolig meget hele tiden – koncerter, teaterforestillinger, udstillinger osv.

Kairo og kultur vil jeg skrive meget mere om her, men først denne lille introduktion til mit nye liv...

Ytringsfriheden begrænsninger

Det tyske kulturinstitut i Egypten, Goethe Instituttet (GI), beskyldes for censur og hykleri efter mistanke om at kritik af Egyptens militærråd på en blog startet af GI selv, har ført til dens lukning. Der er indkaldt til belejring af det tyske institut i Kairo idag,

“Transit”

Goethe instituttet er en respekteret kultur-institution, ikke kun i Egypten men over hele verden. Et af deres projekter i den arabiske verden er bloggen “Transit”. Under temaet “Den arabiske verden i forandring” har bloggere fra ti forskellige lande i Mellemøsten delt deres meninger, håb og frustrationer om politik, revolution, kultur og religion igennem det seneste år. Forleden blev bloggen lukket ned, uden forvarsel til hverken bloggere eller redaktører.

De tilknyttede bloggere har krævet en forklaring, og den officielle melding fra instituttet er at bloggen er ved at blive re-designet og gennemgår en række tekniske forbedringer. Men denne forklaring er der ikke nogen af bloggerne der tror på.

Siden januar i år, er der blevet censureret i indlæg som har fremsat kritik af militærstyret og flere indlæg er slet ikke blevet publiceret af sikkerhedsmæssige årsager, siger en af bloggerne til den egyptiske avis Ahram i deres engelske online-udgave. Forleden blev bloggen så helt lukket ned.

NGO-ansatte tilbageholdt

Situationen kommer i kølvandet på den sag som har forløbet over de sidste par måneder om egyptiske og internationale organisationer, som arbejder i Egypten uden tilladelse. I December foretog militærstyret razzia i en række organisationskontorer i Kairo, og herefter blev 43 NGO ansatte arresteret og anklaget for at arbejde uden tiladelse og for at modtage ulovlig udenlandsk funding.

De 43 tilbageholdte havde udrejseforbud indtil starten af marts, hvor dette forbud blev løftet. Den egyptiske regering med Kamal Ganzouri i spidsen, har under hele forløbet stået fast på at Egypten under ingen omstændigheder vil bøje sig for udenlandske interesser i denne sag. Derfor har tilliden til  landets ledelse fået endnu et hak i tuden efter at de 43 tilbageholdte uden videre fik ophævet deres udrejsetilladelse og forlod landet forleden.

Mistillid til udenlandske aktører

Efter en lang historie af udenlandsk indflydelse i Egypten med dertil hørende krav og agendaer, er der en generel skepsis mod udenlandske aktører i landet. Og efter revolutionen har militærstyret flere gange beskyldt “udenlandske kræfter” for at stå bag uro og kaos i landet.

Der stilles spørgsmål til hvad der ligger til grund for de udenlandske organisationers interesse i Egypten, bag alle de fine ord om co-existence, cultural dialogue og empowerment. Mystikken om  Transit og det tyske institut, hjælper ikke på den mistillid. 

Et projekt til støtte af ytringsfrihed, som nu har censureret sig selv ud af spillet? - Hvad er meningen i det?

Musikalske godbider i massevis

Som jeg skrev i mit sidste indlæg er foråret kommet til Alexandria, og det betyder også at der for alvor er kommet gang i koncerter og events. I sidste weekend var jeg til tre koncerter – tre forskellige oplevelser som alle varmede og gjorde godt.

Sandara og Fresca

Torsdag var jeg til indvielse af et nyt kultur-center i Alexandria – “Sandara”.

Stedet er startet af en gruppe aktivister, og idéen er at skabe et rum for kreativitet hvor alle som har en idé, kan få plads til at føre den ud i livet. Der vil blive afholdt koncerter og workshops, og så er der et lille bibliotek med café.

De holder til i en gammel lejlighed, og torsdag aften var den stopfyldt med mennesker som ville ønske tillykke med åbningen, og se hvad det var for et sted. 

Gruppen Fresca holdte en intim koncert. Det er et 6 mands orkester som spiller en blanding af gamle egyptiske klassikere, og deres egne numre. Det var en rørende koncert, med en masse politik – de spillede sange om revolutionen, om militæret, om martyrerne og om det gamle Egypten som de er så stolte af og patriotiske omkring. Det var en smuk oplevelse.

Fest med Basheer

Fredag var det “Basheer” fra Aswan, i det sydlige Egypten. Han spillede med et 10 mands orkester, et miks af traditionel og moderne lyd. Hans band spillede på både klassiske egyptiske instrumenter, fløjte, oud og kanun – et harpelignende strenginstrument – og moderne instrumenter som violin, saxofon og bas.

Det var i et lille kulturcenter, og der var stopfyldt med mennesker. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at han knap havde slået første tone an inden folk klappede og sang med. Det er som om der er sådan en voldsom appetit på musik og kultur, at folk slet ikke kan sidde stille når der er mulighed for at danse og holde fest.

Og det var en fest! I løbet af koncerten dansede flere og flere publikummer op på scenen og tilsidst kunne man slet ikke se Basheer for folk. Det var en kæmpe energi-udladning både fra scene og publikum, og virkelig en god aften.

Hamza Namira

Det hele kulminerede så om lørdagen, med sanger og guitarist her fra Alexandria Hamza Namira. Hans band var samme miks af moderne og traditionelle instrumenter som aftenen før, men stilen var mere stille og rolig. Det var i bibliotekets store koncertsal, og publikum sad ned - men der blev alligevel danset i stolene! 

Han spillede sange om revolutionen og hyldestsange til Egypten. Salen kunne alle tekster udenad, og da han sang klassikere om Alexandria var taget ved at lette.  Det var både en stor musikalsk oplevelse, fordi hans stemme er helt fantastisk, også er det altid overvældende at mærke suset når hele salen synger sammen om Tahrir og frihed.

Jeg glæder mig til at komme ud og høre mere musik, og til at lære teksterne så jeg kan skråle med sammen med alle de andre.

Jeg har desværre kun billeder fra fredagens koncert med Basheer...