"Hvis de lukker gallerierne udstiller jeg mine billeder online.."

Hend Samir virker hverken i udseende eller fremtoning som de andre “kunstner-typer” jeg har mødt, de fleste har på den ene eller den anden måde lignet deres profession. 

Måske er det netop derfor, at 26-årige Hend har chokeret både sin familie og andre med sin kunst. “Jeg ønsker ikke at provokere bare for at provokere, men jeg tror det er nødvendigt at chokere folk for at få dem til at vågne op og tænke”.

Fan l Midan - en månedlig udendørs kunstudstilling i Kairo

Det har hun blandt andet gjort med sit værk “In Macaroni Harmony” som er en lydinstallation fra 2010. Hun ønskede at vække folk op. “Det var som alle gik rundt i koma. Som om alle så verden i sort og hvidt og uden farver. Jeg kaldte det “In Macaroni Harmony” efter en berømt og velbesøgt pasta-restaurant i Kairo, det var billedet på hvordan mennesker bare lever med deres problemer uden at handle, de går ind og spiser sig mætte i pasta ligesom alle de andre, og går videre uden at føle noget. Jeg prøvede med min tekst at få folk til at kigge op, overveje deres situation og reagere. Min far indtalte ordene, og hans autoritative stemme gav værket en ekstra dimension. Det sidste han siger er: Lets make a revolution”.

Revolution

Fra udstillingen: "Valg 2012"

Revolutionen kom et år efter, men det var altså ikke en profeti understreger Hend. “Jeg håbede og ønskede, men jeg troede ikke på at det ville ske før jeg selv stod på Tahrir i Januar 2011”. Selvom Hend er skuffet over udviklingen siden revolutionen, og ikke har store forhåbninger til fremtiden, så er hun lykkelig for hvad den bragte med sig. Hun forklarer hvordan revolutionen gav hende kræfter og motivation til at udtrykke sig som kvinde. “Det projekt jeg arbejder på lige nu er et produkt af revolutionen. Jeg prøver at sætte ord og billeder på den diskrimination vi oplever som kvinder når vi bliver chikaneret på gaden. Det var et tabu før revolutionen, men nu er det mere naturligt at tale om det. Vi stod sammen, kvinder og mænd, og krævede vores rettigheder under revolutionen og det udviskede skellet mellem kønnene for en stund. Det var stærkt at opleve, og det gav mig ny energi”.

Valg 2012 - "Frihed"

Mod til at gå sin egen vej

Hend blev færdig på kunstakademiet i Kairo i 2008 og har siden prøvet kræfter med forskellige typer kunst. Hun afsluttede gymnasiet med høje karakterer og kunne komme ind på stort set hvilken som helst uddannelse, men hun valgte kunsten. Det var svært for hendes familie at forstå og acceptere. Og endnu sværere var det, da hun for to år siden besluttede sig for at flytte alene til en lille lejlighed i Kairo. “Jeg havde brug for at frigøre mig fra min familie og være tættere på kunstmiljøet i Kairo. Min far er selv interesseret i kunst og kunne godt forstå min beslutning, men min mor er stadig ikke glad for det. Hun ringer tre gange om dagen for at sikre sig at jeg er ok”. Det er ikke normalt i Egypten at unge piger bor uden deres familie hvis ikke de er gift, men Hend stod fast på sin beslutning.

 

Dem over 50 skal fyres

Hend har haft sit arbejde udstillet på forskellige af Kairos gallerier, og selvom hun ikke har nogle forhåbninger om at det skal blive nemmere at være kunstner i Egypten så er hun ikke nervøs for fremtiden. "Hvis jeg ikke længere kan få lov at udstille på gallerierne, så bruger jeg internettet som udstillingsforum. Her får jeg direkte feed back fra dem der ser min kunst, og jeg kan starte diskussioner om kunst, og de temaer jeg arbejder med.” 

Hend ønsker mest af alt den unge generation, som hun er en del af, kan stå sammen og skabe egyptens fremtid. “Jeg ved det er diskriminerende, men jeg synes alle over 50 bør fyres fra kunstakademierne, lad de unge komme til! Der er brug for nyt blod, både på uddannelserne og i politik. Og allerhelst selvfølgelig unge kvinder” siger Hend med et stort smil.

Et kig ind i Ramys kunstunivers

På tagterrassen

Ramy Duzy tager smilende imod mig i sit atelier i en taglejlighed i Zamalek. Området er hjemsted for ambassader, udlændinge og smarte cafeer, men på Ramys tag er der ikke noget, der er smart eller glitrer. Hans billeder og fotografier hænger, står og ligger over det hele, og ellers består lejligheden kun af en lille seng og et kogeblus. “Jeg vågner op om morgenen og sætter mig straks til at tegne, det giver mig energi” siger han glad.

Ramy er 29 år og blev færdig på Kairos kunstakademi i 2008. Han har holdt to solo-udstillinger i Kairo og har lavet et væld af projekter, som han engageret fortæller om.

“Lige nu arbejder jeg på en serie med minder fra min barndom. Jeg har samlet etiketter, reklamer og små ting, som har haft en betydning for mig og sikkert for flere fra samme generation som mig”. Han viser mig, hvordan udstillingen har bevæget sig fra en masse ord og ideer på et papir til collager, tegninger og malerier. Maleriet på billedet her ved siden af viser indpakningen på en bestemt type plaster mod muskelspændinger, som hans mormor brugte. 

Et andet viser en udsigt over bjerge og søer, som han forestillede sig udenfor vinduet i hans barndomshjem i  byen Minya i Øvre Egypten.

Ramy ved ikke endnu, hvor og om hans projekt kan udstilles på et af Kairos gallerier, men hvis dette skulle være forudsætningen for at lave kunst, så ville han ikke få lavet noget som helst. Han maler, tegner, fotograferer, laver installationer, laver grafik og filmer, fordi det er det han lever for.

Det er øjeblikket der gælder

Ramys arbejdsbord

Jeg spørger Ramy, hvordan han oplever tilværelsen som kunstner i Egypten, og om han har mærket en forandring indenfor den sidste periodes politiske omvæltninger. Hans ellers konstant smilende ansigt får et alvorligt udtryk, og han siger: “Jeg vil helst ikke tale om revolutionen. Jeg prøver at lade være med at tænke på politik. For mig er revolutionen en kamp, hvor flere af mine venner mistede livet, og det gør ondt at tænke på. Det, der betyder noget, er, hvad vi har og gør i dette øjeblik.”

“Livet som kunstner”, fortsætter han, “ er sikkert ikke særlig nemt noget sted i verden, men måske specielt i Egypten. Kunst findes ikke. At være kunstner forstås som at være arbejdsløs..”

Økonomisk er det svært at få tingene til at hænge sammen, forklarer han, “Heldigvis får jeg solgt et billede i ny og næ, og det kan betale huslejen. Og så laver jeg grafiske opgaver for forskellige firmaer”. Ligesom flere af de andre kunstnere vi har mødt, snakker Ramy om, hvordan det er svært at få økonomisk støtte nogen steder fra. Staten støtter ikke kunst, og de store gallerier som får donationer fra udenlandske fonde, er meget snævre i deres udvælgelse af, hvad de støtter, og det er svært at komme ind her. “Alle pengene går til de samme gallerier og deres projekter, Hvis ikke man passer ind hos dem, så er det bare ærgerligt”.

Kærlighed til kunsten

På trods af økonomiske vanskeligheder og få muligheder for at udstille og sælge, så er Ramy glad og smittende entusiastisk. “Jeg elsker kunst!”. Han er overbevist om, at alle kan lave kunst, Det handler ikke om talent - det handler om at åbne øjnene og sindet; at se de mest simple hverdagsting på nye måder og turde udtrykke sig. “ Alting har en betydning” siger han. Det handler om at stille spørgsmål og undre sig og vende tingene på hovedet. Det handler om at lege og udforske.

Pludselig er der gået 3 timer med snak. Jeg skal videre til min næste aftale, selvom det er fristende at blive på Ramys tag og kigge ud over byen, drikke te og snakke om kunst og livets store spørgsmål. Men jeg må tilbage ud i Kairos pulserende virkelighed og Ramy tilbage til sin legestue. 

 

"Mickey Masr" - En serie med Mickey Mouse i Egypten. Uden ører fordi det får ham til at se mere egyptisk ud, siger Ramy.

Kairos gemte talenter

Mohammed Abla

Så er jeg tilbage ved tastaturet. Jeg har den sidste måneds tid faret rundt i Kairo og Alexandria og har mødtes med en masse kunstnere for at hjælpe en dansk kurator med at forberede en udstilling i København med Egyptisk samtidskunst. Den skal gerne lanceres i København til marts 2013. Det skriver jeg selvfølgelig mere om når jeg har konkret information.

Alle vores møder og snakke har givet et godt indblik i tilværelsen som kunstner i Egypten. Den er bestemt ikke let. Der er ikke mange etablerede gallerier hvor de kan præsentere deres værker, og økonomisk støtte er der ingen af. Men for de kunstnere, vi var så heldige at møde, afhænger deres produktivitet ikke af hvad der bliver aftaget og udstillet, men om behovet for at udtrykke sig - og revolutionen har skabt et stort behov. Det har dog for flere af dem, været svært at opretholde motivationen efter den “action-prægede” del af revolutionen har lagt sig, og det nu handler om forfatning og politiske strategier. Mange af kunstnerne beskriver situationen lige nu som en underlig mellemperiode – de afventer Præsident Mursis træk og har ikke positive forventninger til, at livet som kunstner skal blive nemmere med ham ved roret. De kigger nervøst til Tunesien, hvor der over sommeren var ballade over en udstilling, som skulle have portrætteret islam på en ikke acceptabel måde. Hvordan vil Det Muslimske Broderskab forholde sig til den kunstneriske frihed og udvikling i Egypten?

En lille lukket kreds..

Selvom Kairo er så kæmpe stor, er kunst-miljøet en lille kreds, og de fleste kender hinanden. En af de kunstnere, vi talte med, snakkede om, hvordan de forskellige gallerier, som er veletablerede og modtager udenlandske donationer, er linket til hinanden og har taget monopol på kunstscenen. Det er svært at komme uden om dem, hvis man vil frem på scenen, men også svært at komme ind her. Han kaldte det “EAM - The Egyptian Art Mafia”. Det er sikkert sådan fat i kunstmiljøer mange andre steder i verden, men, når der ikke er noget støtte at få fra staten eller fra kunstuddannelserne, så er det svært at skabe sig en karriere som uafhængig kunstner.

30 års korruption af kunstscenen…

Kairo har et stort Museum for Moderne Kunst – der er flotte værker men ikke mange, som er produceret efter 1980erne. Der er ligesom en tidslomme uden dokumentation af udviklingen på kunstscenen. Flere af dem, vi mødtes med, forklarede, hvordan kulturministeren i Mubaraks regering, som selv var kunstner og altid ønskedes omtalt som “Minister og Kunstner Farouk Hosny”, korrumperede scenen ved at bruge økonomisk støtte til at promovere sit eget arbejde og foretage en meget subjektiv vurdering af, hvad han mente var kunst. Man kan få en fornemmelse af at udviklingen indenfor kunstområdet har stået stille i de sidste tredive år, men det er ikke sådan fat. Der er masser af spændende arbejde at komme efter – det er bare ikke så nemt at finde og slet ikke gennem officielle kanaler.

For at prøve at nå længere ud end til de kunstnere, som typisk bliver anbefalet af gallerierne, bad vi de kunstnere vi mødte om at anbefale andre og på den måde lede os videre. Det fik os vidt omkring, men selv efter tre ugers intensiv research følte vi stadig, at vi kun nåede at skrabe overfladen. Vi snakkede med både gamle og unge, og én af dem hedder Mohammed Abla, han er i slut 50´erne og meget respekteret, anerkendt og dygtig. Han er bestemt én af de mere etablerede, men jeg vil lægge ud med at fortælle lidt om vores møde med ham.

Maleren Mohammed Abla

Vi mødtes med Abla i hans studie i Downtown Kairo, en flot gammel lejlighed fuld af malerier. Han lod os kigge omkring, mens han fortalte om sit liv og de forskellige projekter, han arbejder på. Han har malet hele sit liv og altid vidst, at kunsten skulle være hans levevej. Han er uddannet fra kunstakademiet i Alexandria og har derefter rejst en masse i Europa, hvilket har givet ham en plads på den internationale kunstscene. Han rejser fortsat rundt og har udstillinger over hele verden, men bruger også meget af sit liv på at udvikle kunst-scenen i Egypten og hjælpe unge kunstnere på vej. 

Et af hans projekter er et kunstcenter i Fayoum, en lille by ved sø og bjerge en times kørsel fra Kairo, hvor han hver vinter inviterer kunstnere fra hele verden til at mødes for at arbejde sammen og inspirere hinanden i seks uger. Abla tror på at kunsten kan røre og påvirke det enkelte menneske og måske rejse spørgsmål, åbne øjne eller udvide horisonter – forandring i det små.

Ablas oase

Abla inviterede os ud i sit andet atelier som ligger på øen Qorsaya i Nilen, midt i Kairo. For at komme dertil skal man med en lille trækbåd, og selvom der er bare 20 meter over til øen, er det som at komme til en helt anden verden. Pludselig befandt vi os midt i Kairo, men uden trafik, omgivet af grønne marker, stilhed, bredde vidder – det ville jeg ikke have troet muligt. Midt i alt det grønne ligger Ablas oase, flere malerier og de perfekte omgivelser til at blive inspireret og finde ro.

 Der bor omkring 5000 mennesker på øen, hovedsageligt fiskere og bønder som har levet der i generationer. Det er et selvforsynende landsbysamfund – og altså midt  i Kairo. Et andet af Ablas projekter er at gøre sit atelier her til et socialt projekt. Tilbyde undervisning til øens børn, lægehjælp og selvfølgelig bruge sin kunst som redskab til at udvikle det lille samfund. 

Det var inspirerende og spændende at møde Mohammed Abla og høre om hans projekter. Han tror virkelig på kunstens potentiale og har været læremester for flere af de unge kunstnere vi siden mødte, og som der vil komme flere ord om her…

Hedeslag og Strømsvigt

Temperaturen udenfor er omkring 38 grader, om dagen er varmen tør og brændende, og ud på aftenen kommer fugtigheden, den er sværere at håndtere end den tørre varme. Sveden driver og tøjet klæber til kroppen. 

Mynten kæmper på altanen

Vifte og aircondition bliver pludselig uundværlige, og de gentagende strømsvigt som rammer hele Egypten dagligt for tiden bliver ekstra frustrerende. Og konsekvenserne for alle dem der har forretninger bliver jo ganske alvorlige når strømmen pludselig går midt i en barbering eller under et møde…

I begyndelsen var det bare korte svigt her i Dokki hvor jeg bor, men afbrydelserne bliver længere og længere. Og det er endda i et af de finere middelklasseområder, der er ingen tvivl om at situationen er langt værre i andre kvarterer i Kairo og udenfor byerne.

Der er åbenbart altid problemer med strømmen om sommeren på grund af ekstra belastning, men dette år er det værre end normalt. Mange beskylder den nye præsident Mursi for at være årsag til problemet og for ikke at kunne løse det, og der kører en joke om det er en del af hans strategi - at bevare spændingen og holde lyset slukket indtil han kan løfte sløret for alle de tiltag han går og brygger på. 

I flere dele af Egypten er der også problemer med vand-forsyningen. Der er stor utilfredshed, og en taxa chauffør sagde til mig forleden at så snart Ramadanen er overstået vil folk vende tilbage til Tahrir for at protestere – de er ikke tilfredse med Mursi.

Strømsvigts-hygge

Igår gik strømmen to gange, første gang var lige til Iftar-tid, altså ved måltidet som afslutter dagens faste ved solnedgang. Min sambo Rasmus og jeg gik ud og fik lidt mad i den ende af kvarteret som ikke var ramt af strømsvigt. Men stakkels alle de familer som stod klar med det store måltid og alt pludselig var henlagt i mørke…men de har nok fundet deres løsninger efter en hel Ramadan med det problem. Da vi kom tilbage var der strøm igen, men kun i nogle timer, så blev det igen mørkt. Hvis ikke det var så hamrende varmt er det jo egentlig meget hyggeligt, jeg havde netop fået hentet en film ned på computeren og fik arrangeret mig med den smule gennemtræk det var muligt at skabe, og så en film som jeg vil dele og anbefale.

Microphone

 

“Microphone” er fra 2010 og handler om undergrunds-musik-miljøet i Alexandria. Den viser rigtig fint hvad det er for nogle udfordringer kunstnerne står overfor, og også hvor mange talenter og seje mennesker som kæmper for at skabe og udfolde deres musik deroppe. Det er en spillefilm og den ligger på YouTube med engelske undertekster, der er en masse god musik i den og er altså værd at tage et kig på. Følg dette link:

http://www.youtube.com/watch?v=eCH5_UzACNQ&feature=related

Det var nu en hyggelig måde at bruge et strømsvigt på, men det er et alvorligt problem og hjælper bestemt ikke den politiske situation. Kairo er opslugt af Ramadan, men Eid-festen starter den 17. August, og efter dens afslutning må tiden vise om der kommer gang i demonstrationer igen eller om folket giver Mursi en længere chance til at lave politik.

Ramadan stemning i Kairo

Så er jeg tilbage i Egypten, efter et par måneder i det danske.

Det er godt at være tilbage, og der er en dejlig stemning af Ramadan. Den startede for et par uger siden, og den varer cirka en måned.

Det præger byen på den måde, at der er kortere åbningstider i butikkerne, ingen folk på cafeerne i løbet af dagen og at gaderne omkring kl 19 hvor aftenbønnen lyder og fasten brydes, er helt tomme! Det er et sjældent set syn i Kairo, hvor der ellers altid er mennesker over det hele. Efter spisetid myldrer alle ud på gaderne igen.

Gaden hvor jeg bor - helt uden trafik!

Derudover har byens forskellige spillesteder og kulturhuse særlig Ramadan programmer, og det betyder et overvældende udbud af koncerter, udstillinger, film og alt muligt spændende. F. eks igår var jeg først til filmvisning i et lille cinematek i Down Town, og bagefter i Kairos gamle bydel til koncert med sufi-musik og sufi-dans.

In the shadow of a man

I et nyt cinematek tæt på Tahrir, viste de “In the shadow of a man”. En times dokumentarfilm som fortæller historien om fire kvinder fra fire generationer og fire dele af Egypten. Kvinderne er forskellige, men fælles for dem er at de alle kæmper for retten til et godt liv. Det er en personlig og gribende film som kommer tæt på kvindernes bekymringer, udfordringer og tanker. Den er blevet vist på festivaller i Berlin og Istanbul, så måske den også kan ses i Danmark på et tidspunkt.

Efter filmen masede vi os igennem Down Town. Der er et voldsomt mylder om aftenen i Ramadan, råbende sælgere og børn over det hele, alle er ude at købe ind til den kommende højtid ved fastemånedens afslutning. De store gader bliver nærmest til gågader og trafikken står helt stille. På en torsdag aften er det selvfølgelig også særlig vildt, det skal jo fejres at weekenden begynder.

Darb 1718

Med metroen nåede vi til Kairos gamle bydel, hvor der ligger et stort “Contemporary Art and Culture Center” – Darb 1718 hedder det. Det er et flot og stemningsfyldt sted, med en masse små værksteder hvor kunstnere arbejder og sælger deres ting. For tiden er der en udstilling om seksuel chikane i Egypten. Det er et stort problem, og et tabuiseret emne. Mange kvinder som har været udsat for seksuel chikane tør ikke snakke med nogen om det, fordi den typiske reaktion er, at det er kvindernes egen skyld. 

Sufi koncert under fuldmånen

 
Bagefter var der koncert med en Sufi-trup. Sufisme er en spirituel gren af Islam, og musikken har en messende og inciterende, nærmest hypnotiserende, lyd. Jeg optog denne lille video som kan give en ide.

De dansende mænd er meget karakteristiske for sufismen. Det er en form for fysisk aktiv meditation. De følger intensiteten i musikken og kan dreje rundt i flere timer i træk. Igår var der både dansere helt i rødt og helt i hvidt - og så nogle med farvede kjoler. De opførte et lille show tilsidst, hvor de knappede de farvede skørter af og svingede dem rundt over hovedet så de dannede smukke farvesymfonier. 

Sufidanser

 Det var en dejlig oplevelse. Koncerten startede først omkring midnat, så luften var kølet godt af. Det er meget  varmt for tiden, så det er efter midnat at det egentlig er rarest at være ude. Der var fuldmåne og græs man kunne ligge på og lade sig føre med at den smukke musik.

Den vigtige debat

Hvem skal være Egyptens præsident? Hvem skal man vælge, når man synes begge kandidater er dybt uegnede? Kan man regne med resultaterne fra første runde af valget, eller er der snyd og korruption? De spørgsmål bliver diskuteret konstant i disse dage. Der er politik allevegne, og selvom jeg gerne vil skrive om alt muligt andet end politik på denne blog, er det helt umuligt at komme udenom. Egyptens fremtid skabes ligenu, og det er spændende at være så tæt på.

De to kandidater som står over for hinanden ved næste og afgørende runde af valget i midten af juni, er det Muslimske Broderskabs kandidat Mohammed Mursi og tidligere minister i Mubaraks regering, og militærets mand, Ahmed Shafik.

Det der bliver diskuteret, er hvad Broderskabets agenda egentlig er, og hvilket Egypten det vil føre til hvis de får magt både som ledende i parlamentet og på præsidentposten. Men med Shafik får de en mand som har været dybt involveret i Mubaraks korruption og regering, og hvad har revolutionen været værd, hvis det alligevel er en af Mubaraks egne ministre, som bliver hans efterfølger?

I weekenden havde jeg en oplevelse, som understreger hvordan politik i den grad, er allestedsnærværende ligenu.

Lørdag var der annonceret en gadekunst-event i Kairo Down Town, som jeg gik ned for at se hvad var. Men da jeg kom var der ikke noget kunst at se, blot en masse råbende mennesker og en ilter stemning. En ven som var involveret i eventen, forklarede at de optrædende havde haft et par store dukker med, som forestillede Militærrådets medlemmer, og det syntes nogen var meget upassende, og de brød ind, og begyndte at diskutere og skælde ud. Der var mange udlændinge involveret, og i en tid hvor der sættes spørgsmålstegn ved al udenlandsk indblanding, gjorde det ikke situationen bedre. Ingen kom til skade, men eventen blev aflyst og det var jo en skam.

Nå, diskussionen om politik fortsatte naturligvis hele aftenen, og til trods for en fantastisk evne til at grine af alting, bliver stemningen trykket blandt mine egyptiske venner, når snakken går på politik for tiden. For at tænke lidt på noget andet, tog vi så på Cairo Jazz Club for at høre en koncert og danse lidt. Vi havde ikke været der længe inden der opstod slåskamp. Åbenbart fordi den ene af de to involverede støttede Shafik ved valget, og at det havde provokeret den anden i en sådan grad, at det udviklede sig til håndgemæng.

Det var umuligt at undgå politik den dag, det er det stadig og det bliver det helt sikkert et stykke tid endnu. Blandt mine venner, hvoraf de fleste har stemt på den venstrepolitikeren Hamdeen Sabahi, er det dybt frustrerende, at de nu står overfor et valg mellem to, som de ikke synes om. Men de fleste diskussioner foregår naturligvis uden at nogen kommer op at toppes, og folk lytter til hinanden. Jeg snakkede med en sød butiksejer idag, og han understregede netop at denne diskussionslyst som er opstået efter revolutionen er så nødvendig for at få frustrationer og ideer formuleret, frem for at gå med det selv. Diskussionen mindsker frustrationen og fremmer håbet, sagde han,

Næste runde af valget er den 16. Og 17. Juni.

Hyldest til foråret

I den forløbne uge har unge mennesker igen mistet livet og mange er blevet sårede efter kampe foran forsvarsministeriet i Kairo. Der har været kampe mellem protestanter og militær, og mellem protestanter og protestanter. Forklaringer på hvordan urolighederne startede og hvem der har skyld for hvad, er mange og forskellige. Militæret er i hvert fald gået hårdt til værks mod demonstranterne og det synes så meningsløst at flere unge mennesker skal miste livet. 

I denne artikel på Al Jazeera kan I læse mere om det:

Jeg nævner situationen fordi det er umuligt at forbigå i tavshed. Men på trods af uroligheder, afholdes alligevel kulturelle begivenheder som skaber håb og smil. En af dem er årets “Forårsfestival” som har været igang de sidste par uger i Egypten. Jeg var til en koncert igår med et tunesisk band, og arrangøren introducerede med ordene :

“Tak fordi I er kommet på trods af den situation vi er i. Det er vigtigt at vi trodser den frygt militæret prøver at skabe i landet og bliver ved med at kræve vores frihed”. 

Forårets Festival

Festivallen forløber over tre uger både i Kairo og Alexandria. Den er arrangeret af en egyptisk kulturorganisation med støtte fra forskellige internationale fonde.

Jeg har haft to ret fantastiske koncertoplevelser på taget af en biograf i Alexandria. En lille gruppe med strygere, percussion og sang fra Azerbadjan. De spillede folkemusik, det var meget kraftfuldt og skabte et helt magisk lydunivers lige dér i den lune aftenluft. Dagen efter var det en gruppe kvinder fra Zanzibar. I midten stod en morlil som var mindst 90 år, helt spinkel og uden nogle tænder i munden, men da hun så fik spændt en tromme som var ligeså stor som hende selv om livet, så var hun så fuld af kræfter og spillede og sang mens hendes unge piger dansede omkring hende. Endnu en rigtig god oplevelse.

Fremtids Manifest

Torsdag aften var jeg så til et tre timer langt seminar om egyptens fremtid på det amerikanske universitet i Kairo. En aktivist, og nu minister, fra Libyen, en kvindelig advokat fra Yemen og to unge aktivister fra Tunesien og Egypten diskuterede spørgsmålet:

Hvad ville du gøre hvis du havde muligheden for at opnå magt i dit land?

Et spørgsmål som hvis det var blevet spurgt for to år siden havde været rent hypotetisk, og som hvis det blev rettet mod en politiker ville afføde et fabrikeret svar, men som i lyset af de sidste års begivenheder er et spørgsmål som diskuteres blandt de unge.

De fire panelister fortalte om udfordringer og muligheder i deres respektive lande, og præsenterede deres drømme. Drømme om basale rettigheder, personlig frihed, en fungerende retsstat, et system fri for korruption og hvor folkets stemme høres. Der var plads til alle visioner og ideer og dem var der masser af. “Fremtiden er de unges”.

Tunesisk musik for frihed

Sidst hørte jeg så igår bandet Dima Dima fra Tunesien. De spillede både deres eget musik og forskellige covernumre. Det var ikke nogen stor musikalsk oplevelse, men et stærkt bånd mellem egyptiske og tunesiske aktivister blev understreget.

Egypterne takker de tunesiske aktivister for at statuere et eksempel da de væltede Ben Ali i december, og dermed give tro på at folket sammen kan sætte sig op imod en diktator.

Især under omstændighederne igår, med kampe mellem protestanter og militær på den anden side af byen, var gruppens støtte af egypternes kamp for frihed stor -  i ord og musik.

Forårsfestivallen fortsætter frem til den 14. Maj.