Det fælles sprog - Aerobics

Engang imellem får jeg taget mig sammen til at gå i træningscenter. Nogle gange træner jeg bare selv, andre gange er der en aerobic-time jeg kan deltage i. Det er ofte en ret herlig og altid en tankevækkende oplevelse.

Mit træningscenter er opdelt i to afdelinger, én for kvinder og én for mænd. Jeg er kommet der siden September, og vi er ikke så mange kvinder, så der er altid kendte ansigter.

Der fnidres og sladres en masse mens maskinerne er igang og der er en hyggelig stemning. Da jeg var dernede forleden, slog det mig at sport egentlig er fantastisk at mødes om – at kæmpe og svede sammen. Der er ikke kræfter til at holde på formerne, smile høfligt eller holde et prust tilbage når man ligger der og bare skal lave 7 mere…

Og der er jo heller ikke nogen væsentlig forskel på hvordan man laver maveøvelser eller strammer baller, om det så er i Alexandria, København eller sikkert hvilket som helst andet fitness-center ude i verden.

Vi er ligesom forbundet af denne fælles indsats og forståelse, og vi ser tilmed ens ud i træningsbukser, t-shirt og kondisko.

Det fællesskab bliver tydeligt tegnet op, når vi så er færdige med at træne, og alle gør klar til at gå hjem, og vi skifter til vores almindelige tøj. 

Et par af kvinderne er fuldt tildækkede, så kun øjnene synlige, og når vi går ud i Alexandrias gader – mig med vådt hår og en stor kluntet sportstaske, og dem med alt udstyr presset ned i en fiks taske og dækket fra top til tå - så ser vi pludselig forskellige ud igen, som vi gjorde da vi ankom.

Jeg føler mig hjemme og rigtig godt tilpas her i Alexandria, men der går ikke én dag uden jeg bliver gjort opmærksom på at jeg ser anderledes ud og lever mit liv på en anden måde. Enten fordi der kommer kommentarer på gaden, ofte venlige og velkommende, men stadig nogen jeg jo får fordi jeg er udlænding. Så er der sproget, påklædning, vaner, temperament – og en masse andet...Sådan er vilkårene ved at flytte til et andet land, og jeg har vænnet mig nogenlunde til at acceptere det, uden at lade mig gå på.

Men alligevel, kan situationen til aerobics være så befriende! Anderledesheden forsvinder for en stund, og der ikke er nogle facader eller forbehold. Det er ganske rart.

( Og det sker heldigvis i flere situationer, og oftere og oftere som månederne går)

25. Januar 2012

Årsdag for revolutionen – Er det en fest-dag eller en dag til at udtrykke vrede over de manglende resultater efter revolutionen? 

Militæret fejrer at Mubaraks regime blev væltet sidste år med flyve-forestillinger og fyrærkeri i Kairo, og flåden er ude i Alexandria.

Samtidig er er der i ugens løb blevet annonceret store demonstrationer og marcher.

Aktivister beklager, at fejlen ved revolutionen sidste år, var at demonstranterne forlod pladser og gader inden deres mål var opnået.
Nu er der en ny chance, og de lover ikke at begå samme fejl en gang mere.

De vil have militærrådet til at træde ud af politik, finde tilbage til deres barakker og overlade Egypten til en civil regering.

Indtil videre er alt forløbet fredeligt med forskellige demonstrationer rundt omkring i Alexandria. Dem jeg har snakket med om dagen idag, har haft meget forskellige forventninger og meninger. 

Min veninde Leila som er helhjertet aktivist, og som jeg nævnt nogle gange tidligere her, var ikke i tvivl om hvad hun skulle idag - det er nu revolutionen skal vindes tilbage! Hun har hele dagen opdateret på Facebook og Twitter, med billeder og beretninger fra demonstrationerne.

Andre venner støtter ikke kravet om at militæret skal gå af lige nu. Militærrådet har lovet at præsidentvalget vil blive gennemført til april, og det nytter ikke at de forlader scenen nu, før der er valgt en præsident og parlamentet er ordentligt igang. Det vil kun kaste landet endnu mere ud i kaos.

MEN der er samtidig ikke meget tillid til at militæret rent faktisk holder deres løfter – det har de ikke ikke gjort i løbet af det sidste år.

En god ven, Mohammed, ville gå på gaden idag og mindes følelsen af revolutionen for et år siden. Den største begivenhed i hans liv, og den mest fantastiske følelse af at være med til at ændre samfundet. Han forventer ikke at fejringen idag, bliver noget der vil strække sig over længere tid.

De demonstrationer jeg har set idag, har da heller ikke været i nærheden af så overvældende som billederne fra 25. Januar sidste år. Der er slet ikke den samme folkelige opbakning.

Den politiske situation lige nu

Parlamentet begyndte deres arbejde i tirsdags, og transmitteringen af den første samling, var ren komedie.

Alle de valgte medlemmer af parlamentet, skulle sværge en ed hvori de lovede at beskytte Egyptens interesser, demokratiet osv. Men hver enkelt medlem, havde sine egne idéer om hvad parlamentets opgaver yderligere bør bestå i, som de tilføjede efter standard-eden. Det er der blevet gjort en masse grin med.

Men parlamentet er valgt af folket, og hos dem jeg kender, er der en generel accept af, at det nu engang er dem som valgt - selv om mange af dem, er kede af det religiøse flertal.

The Good, the Bad and the Politician

Tilsidst vil jeg anbefale filmen “Tahrir 2011 - The Good, the Bad and the Politician”, som jeg lige har set for anden gang. Det er en film om revolutionen, som fortæller demonstranternes historie (de gode), taler med politiet (de onde..) og fremstiller Mubaraks diktatur og dermed noget af baggrunden for revolutionen.

Filmen giver et kuldegysnings-vækkende indblik i stemningen på pladsen sidste år, hvordan folket stod sammen skabte forandring. 

De næste 18 dage vil være fulde af markeringer af årsdage for de forskellige begivenheder i løbet af revolutionen, og denne film giver en idé om hvad det er som mindes i disse dage.

"De siger på Facebook..."

“What They Say” er en egyptisk kortfilm, som handler om rygtedannelser via sociale medier.

Den foregår her i Alexandria under revolutionen.

Den blev vist i går i et lille egyptisk kulturcenter, med efterfølgende debat med instruktøren Ahmed Ghazal.

Filmen viser hvordan en lille nyhed, på ingen tid bliver til rygter om bål og brand, i takt med at nyheden spredes på Facebook og Twitter. Alle som sender opdateringen videre i deres netværk, pynter lidt på historien. 

I filmen udvikler noget, der lyder som et pistolskud sig på den måde, til rygter om kriminelle som er brudt ud af fængslerne, og plyndrer og går amok i gaderne.

Filmen er virkelig værd at se, den ligger på YouTube, så giv den lige de 5 minutter den varer.

Debat om sociale medier

Efter filmen var der en spændende debat om brug og misbrug af sociale medier.

Instruktør Ahmed Ghazal ønskede med filmen, at sætte fokus på bagsiden af de lovpriste sociale medier.

I Egypten har Facebook, Twitter og andre sociale medier, været et vigtigt redskab til at arrangere demonstrationer og sprede budskaber under revolutionen, men når en usand opdatering ukritisk spredes, mister medierne deres værdi. 

Det er op til hver enkelt at vurdere sandhedsværdien af hvad de læser.

Ghazal havde intet budget til at lave filmen, og skuespillerne er hans venner og famlie.

Det brænder, det brænder…

Under de voldsomme optøjer i Kairo og Alexandria i slutningen af november, fulgte jeg situationens udvikling på Twitter. En aften blev der opdateret i meget højt tempo fra bydelen Smouha, hvor kampene foregik, om en benzintank som stod i flammer med fare for eksplosion. En ven tog derud, og kunne melde at der ikke var nogen brand at se…Det var et rygte som havde spredt sig i lyntempo.

Det er ikke nemt at vide hvad der sandt og falsk på Facebook og Twitter, men man må lave sine egne regler, for de bliver brugt flittigt her. Under demonstrationerne blev der kontant opdateret om situationens udvikling og der blev efterlyst og meldt om sårede.

Det var utroligt at følge med i, og jeg følte at jeg fik et forhold til de Tweetere som opdaterede ofte - ventede spændt på deres næste opdatering, og blev nervøs for dem når der var for længe imellem.

De sociale medier er en fascinerende verden synes jeg, og jeg vil anbefale alle at se denne lille film.

Godt nytår Egypten

Så er jeg tilbage i Alexandria, efter nogle ugers juleferie i Danmark.

Jeg skal nu være i praktik i tre måneder på et lokalt kulturmagasin. Det udkommer hver måned og handler om kulturelle aktiviteter i byen, og livet i Alexandria.

Åh Egypten ya habibti!

Det varede ikke længe, fra hjulene ramte landingsbanen i Kairos lufthavn, til jeg kom i tanke om, hvorfor Egypten og Alexandria kræver og fortjener længere tid, end de fire måneder jeg først havde planlagt at bruge her.

Jeg kørte i bus fra lufthavnen til Alexandria, og under hele turen snakkede jeg med en mand som var så stolt af Egypten – det smukkeste land i verden – og Alexandria – den smukkeste by i Egypten.

Jeg synes ofte jeg møder denne stolthed hos folk, og det er altid dejligt og rørende.

Men det er naturligvis én side af sagen. Mange er langt fra tilfredse – der er ingen jobs at få, dårlige økonomiske vilkår og en revolution som har skuffet.

1 år siden revolutionen

Den 25. Januar er årsdagen for revolutionen. Der er forskellige rygter om, hvordan dagen vil blive markeret, og en voksende urolighed for at dagen vil medføre en ny bølge af demonstrationer og sammenstød.

I en artikel i denne uges udgave af avisen Al Ahram  udtaler en menneskerettighedsaktivist, at situationen i Egypten lige nu sådan set kalder mere på en revolution, end på samme tid for et år siden.

Dette set i lyset af det sidste års blodige sammenstød mellem militær og demonstranter, og senest, sidste uges angreb på en række civile organisationer. Organisationerne var mistænkt for at modtage politisk støtte fra udlandet, og fik endevendt deres kontorer.

Derudover er den økonomiske situation i Egypten kun blevet værre siden revolutionen. Turismen er faldet markant og ustabiliteten i landet, afholder internationale investorer fra at satse på Egypten.

Egypten 2012

Men 2012 er et nyt år, og det kan kun blive bedre end 2011.

Håbet for fremtiden blev understreget på Tahrirpladsen nytårsaften. Her samledes ti tusindvis af egyptere, på tværs af religion og alder. De tændte sammen lys, og mindedes de unge som har mistet livet i revolutionen, og delte deres håb for Egypten.

Det er fortsat en meget spændende og foranderlig tid. Landets første parlamentsvalg er ved at være afsluttet, og i foråret venter valg til parlamentets overhus (Shurarådet), formulering af en ny konstitution og valg af præsident.

Det er i sandhed en lang proces, at skabe et nyt styresystem til et land.

Må 2012 bringe alt muligt godt for Egypten.

#Free Alaa - de arresterede bloggere

Stencil fra Alexandria

Alaa Abd Al-Fattah er egyptisk blogger, og politisk aktivist.

Han blev arresteret d. 30. oktober og har været tilbageholdt siden, mens flere og flere beskyldninger bliver rettet imod ham.


FNs menneskerettighedsråd, har krævet ham, og andre tilbageholdte bloggere løsladt, og henviser til krænkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden.

Alligevel blev Al-Fattahs tilbageholdelse forlænget med 15 dage, d. 27. November – og han sidder altså fortsat bag tremmer, med indtil videre 12 anklager rettet imod sig.

Maspero

Alle drejer sig om “ Den blodige søndag” d. 9. oktober foran Egyptens nationale Tv- og Radio-bygning i Kairo “Maspero”.

Her samledes tusindvis af koptiske kristne, og sympatiserende aktivister, for at protestere imod statens manglende håndtering af en sag, hvor en kirke i byen Aswan blev ødelagt.

Militæret blandede sig, og demonstrationen udviklede sig blodigt. 27 blev dræbt og over 300 sårede.

Civile retssager skal føres af civile domstole!

Al-Fattah blev varetægtsfængslet med beskyldninger for at opfordre til ulovlig forsamling, vandalisme, at have stjålet våben fra militæret, planlægge terror og for ikke at samarbejde under sin arrestation.

Herefter er yderligere anklager blevet tilføjet.

Alaa Abd Al-Fattah nægter at lade sig afhøre af militæret, da han kræver at blive stillet for en civil, og ikke en militær, domstol.

Derudover mener han heller ikke, at det er op til militæret at foretage nogen form for efterforskning af hvad der skete foran Maspero-bygningen d. 9. Oktober, da militæret selv er involveret i sagen. Han kræver en tredje part.

Al-Fattah har både før, under og efter revolutionen i januar, højlydt kritiseret militærets rolle i Egypten på sin blog, på Twitter og i andre medier.

Free Alaa

Al-Fattahs sag er ikke enestående, men symbol på en gentagende krænkelse af ytringsfriheden, og tilbageholdelse af bloggere og aktivister.

Der er kampagner på Facebook og Twitter som kræver hans løsladelse, og omend han ikke har været der fysisk, har hans navn og portræt været tilstede ved sidste uges demonstrationer på Tahrirpladsen.

Både i Kairo og i Alexandria, er der stencils af hans portræt og ordene "Free Alaa" og anti-SCAF slogans. Kampagnen i gadebilledet er identisk i de to byer, skabelonerne af de grafiske tryk spredes i aktivist-kredse og foreviggøres på byernes mure.

Omend hans sag har ikke fået meget opmærksomhed på grund af valget i Egypten, viser de stencils som bliver ved med at dukke op, at Al-Fattah og hans sag ikke er glemt.

Alaa Abd Al-Fattahs portræt på en mur i Kairo

Ali Al-Halaby er en anden aktivist, som blev fængslet i 2011.

Deprimerende resultater..

Den gode stemning efter valget, har i den grad lagt sig, blandt de unge jeg kender her i Alexandria.

At Det Muslimske Broderskab fik 40 % af stemmerne, var forventet Men at salafisterne indtog anden pladsen, foran de liberale partier – det kom som en ubehagelig og deprimerende overraskelse.

Valgresultaterne blev endeligt offentliggjort igår aftes, efter forsinkelse på grund af det høje fremmøde ved stemmeboksene (nu fastslået til 62%), samt forsinkede stemme fra Egypterne i andre lande.

De unge er bekymrede over hvad valgets resultat, vil betyde for Egyptens fremtid.

Salafisme

Salafisme er en gren af Sunni Islam, som er karakteriseret ved en tekstnær og traditionel læsning af de hellige tekster. Salafisme promoverer den islamiske lov Sharia og ses som den autentiske og reneste form for Islam.

Som med alle andre religiøse retninger, er der selvfølgelig mere eller mindre radikale fortolkninger. Den bekymring jeg er stødt på, drejer sig blandt andet om kvinders påklædning – vil der komme restriktioner for kvinders påklædning? Dækkede skuldre, ingen jeans eller måske endda niqab (som dækker ansigtet)?  Vil de ting som er “Haram” altså forbudt i følge koranen – rent faktisk blive underlagt forbud? F. eks kortspil og fotografering?

Hvis det bliver situationen efter valget, så bliver Egypten sat helt tilbage siger de. Og tanken om at det skulle være resultatet af revolutionen, er deprimerende.

Rigtige og forkerte muslimer

Ud over dette, forklarede en veninde at hun som muslim, overhovedet ikke er tilfreds med at Det Muslimske Broderskab og Salafisterne gør krav på hendes religion. Hun støtter ingen af disse to, men hun tager sin religion alvorligt og kræver sin ret til at praktisere den, som hun mener er bedst.

Men i et land hvor religion betyder meget for folket, så er det virkningsfuldt når to partier siger at hvis du vil være en god muslim, skal du stemme på dem, og promoverer sig selv som religionens beskyttere.

Hun er nervøs for at netop dette, kan skabe et større skel mellem muslimer i Egypten. En opdeling mellem de “rigtige” muslimer som støtter Broderskabet og Salafisterne, og de som støtter et sekulært system.

Inshallah...

Dette var kun første runde af valget, og måske kan den næste periode frem til præsidentvalget i juni, nå at ændrer på salafisternes position. Lige nu gør det ingen forskel, at flere partisoldater er ude at love dette og hint. De unge, som er vokset op med Mubarak, er vokset op med, at i politik kan man ikke stole på nogen

Selvom de unge jeg har snakket med om dette virkelig er trætte af det hele lige nu, så har de en fantastisk evne til at have det sjovt alligevel, og tro på at Inshallah og om gud vil, så skal det nok gå.

"48 timers demokrati"

 

– det var overskriften på en af onsdagens aviser.

Første runde af valget er gennemført, og uden større uroligheder rundt omkring i de 9 byer.

Stemmeprocenten er 70%, og dermed højere end ved noget tidligere valg i Egypten, tilmed højere end forventet ved dette valg. 

I Alexandria afgav 55% af befolkningen deres stemme. Til sammenligning var tallet 17 % ved præsidentvalget i 2005. 

Bøde til sofavælgerne

Der er en bøde på 500 egyptiske pund, til dem som ikke mødte op ved deres valgsted. Det gennemsnitlige lønniveau på det det egyptiske arbejdsmarked er ca. 800 pund om måneden.

Alligevel har 45 % i Alexandria ikke stemt…

Min vicevært, en ældre herre, er én af dem, han var overhovedet ikke tilfreds med processen, og hans valgmuligheder “Hvad skal det gøre godt for at stemme? De er jo alligevel korrupte allesammen”.

Jeg spurgte om han så ikke skulle betale bøden? Det smilede han af, og sagde at de bare kan komme an og afkræve. Han har ikke tænkt sig at betale noget som helst.

Resultaterne

Resultaterne af afstemningen bliver offentliggjort torsdag. Det skulle egentlig være dagen derpå, onsdag, men processen er blevet forsinket. Militærrådet har bedt alle de involverede dommere om ikke at lække nogen tal før alt er talt op.

Men der spekuleres og konkluderes naturligvis alligevel i stor stil, og ikke overraskende siges Det Muslimske Broderskabs parti FJP at ligge i spidsen, med det andet islamiske parti, salafiernes Hizb el Nour på andenpladsen.

Især her i Alexandria, spås FJP at vinde stort.

Omend dette resultat var forventet, ventes der alligevel med spænding på offentliggørelsen af stemmefordelingen. Det er en nervøs spænding, og afstanden mellem roen i øjeblikket, og tumulten i sidste uge er ikke lang.

Som jeg beskrev i mit sidste indlæg, er FJP (Det Muslimske Broderskab) blevet kritiseret, både i løbet af deres valgkampagne, og især i de to sidste dage. De serverede morgenmad for de ventende vælgere, sad klar til at overbevise sidste-øjebliks-vælgere og endnu mere alvorligt, er der fundet beviser på bestikkelse, før-udfyldte stemmesedler og manipulation, det skriver dagens aviser.

Derfor har partiet skabt en del mistillid omkring sig, og det kan påvirke hvordan resultatet modtages.

Vi venter spændt...