Broderskabet rydder op i den egyptiske fagforening

Et par dage efter at Mursi fremsatte et omdiskuteret dekret, som gav ham selv stærkt udvidede magtbeføjelser, foretog han også en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen gennem et andet dekret. Ændringer som rammer de egyptiske arbejdere og deres ret til at organisere sig. Dekretet forlænger et historisk statsmonopol på at organisere egyptens arbejdere, og efterlader de uafhængige fagforeninger, som opstod efter revolutionen i 2011, med dystre fremtidsudsigter.

Angreb på fagbevægelsen

Præsident Mursis andet dekret, nr. 97/2012, har ikke fået meget opmærksomhed uden for Egypten, men det er af stor betydning for de egyptiske fagforeninger. Det understreger, at det Muslimske Broderskab ønsker at kontrollere den statslige fagbevægelse. I dekretet står der at kun den statslige fagbevægelse er juridisk anerkendt, at alle bestyrelsesmedlemmer over 60 år skal afskediges, samt at valget til en ny hovedbestyrelse ikke skal gennemføres nu som planlagt men skal fremrykkes et halvt år. I mellemtiden er det så op til arbejdsminister Ahmed al Azhari, som er fra det Muslimske Broderskab, at besætte de tomme poster i bestyrelsen.

Den statslige fagbevægelse har siden den blev oprettet af præsident Gamal Abdel Nasser i 1957, været kontrolleret af staten og den har været et vigtigt redskab i undertrykkelsen af alle former for arbejder-aktivisme og strejker. Ifølge egyptisk lovgivning har den statslige fagforening monopol på at organisere alle arbejdere.

Umiddelbart efter den egyptiske revolution i 2011 blev en ny lov om fagbevægelsen og fri organisationsret formuleret. Denne skulle sikre fuld frihed for såvel arbejdere som arbejdsgivere til at organisere sig. På grund af politisk tumult og modvilje blev den dog aldrig vedtaget, og er altså nu blevet overhalet af præsident Mursis - og dermed Broderskabets - lovændring.  Hovedparten af lederne i den statslige fagbevægelse er over 60 år, og vil derfor blive afskediget som følge af Mursis lovændring, og erstattet af repræsentanter udvalgt af den nye arbejdsminister Azhari selv, højest sandsynligt fra Broderskabets egne rækker.

Egyptens trængte uafhængige fagbevægelse

Et alternativ til statens fagbevægelse blev udråbt under revolutionen i januar 2011, nemlig egyptens sammenslutning af uafhængige fagforeninger, EFITU. Denne har ifølge egne oplysninger, omkring 200 uafhængige fagforeninger med sig, med tilsammen to millioner medlemmer. Organisationen har endnu ikke ret til at indgå overenskomster, og den har ikke noget juridisk eksistensgrundlag.

Den uafhængige fagbevægelse har siden sin etablering kæmpet for sin overlevelse, både på grund af den lovmæssige status, og fordi dens statslige modpart ETUF er en både økonomisk og organisatorisk stærkere sammenslutning.

Indskrænkede muligheder for den uafhængige fagbevægelse...eller?

Med det nye dekret synes udsigten til pluralisme og uafhængighed indenfor fagbevægelsen kun at være blevet mere dyster. Man kan spekulere i om de bestyrelsesmedlemmer fra den statslige fagbevægelse, som har kæmpet imod den uafhængige fagbevægelse men har større problemer med det Muslimske Broderskab, nu vil skabe en fælles front sammen med de uafhængige aktører indenfor fagbevægelsen imod Broderskabet. Hvis de ser en fordel ved at have et alternativ til en statslig fagbevægelse med Broderskabet i front, kan det måske skabe nye muligheder for den uafhængige fagbevægelse. Den politiske situation i Egypten lige nu kalder på en omrokering af tidligere alliancer. Hvor kampe tidligere har udspillet sig imellem Mubaraks støtter på den ene side og de revolutionære aktivister som ønskede hans fald på den anden, står de to fløje nu sammen ved Mursis palads og råber på hans og Broderskabets afgang. Der er kommet en ny modstander, en fælles fjende.

Den kommende tid vil vise hvad protesterne kan lede til. Nu meldes der om nye strejker på vej, og hvis ikke Mursi passer på og træder forsigtigt, kan han fremprovokere en ny generalstrejke, som kan svække hans politiske stabilitet yderligere, lyder det fra den uafhængige fagbevægelse. Helt fra starten af år 2000 har de egyptiske arbejdere kæmpet for deres rettigheder og været med til at opbygge en protestkultur i Egypten. De spillede en vigtig rolle under revolutionen i 2011, da de med en omfattende strejkebevægelse lagde pres på Mubarak og krævede hans afgang.

Lige nu er fokus rettet mod den kommende afstemning omkring grundloven, men spørgsmålet om fagbevægelsen og arbejdsloven ulmer, og den uafhængige fagbevægelse vil ikke finde sig i at blive fejet af banen.

Det egyptiske militær spiller med musklerne

Foto: Mohamed Abla

Her til morgen opstod der kampe mellem militær og indbyggere på øen Korsaya, som ligger i Nilen mellem Giza og bydelen Maadi i det sydlige Kairo. Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet denne ø, fordi kunstmaler Mohamed Abla har sit atelier derude. Det er en lille oase med marker og natur lige midt i Kairo. (Se det tidligere indlæg her).

Men idag blev idyllen forstyrret og foreløbig er to dræbte, ti sårede og tyve af øens indbyggere arresterede. En stor hovedvej, som ligger på Nilens bred modsat fra øen har været spærret det meste af dagen, og har skabt trafikalt kaos i området.

                                                                            
Splid om retten til øens jord 

Jeg snakkede med Mohamed Abla her til eftermiddag, som forklarede situationen således: “Jeg blev ringet op omkring kl. 5 imorges, og fik af vide at militæret havde invaderet øen og skød med skarpt mod nogle af øens indbyggere, som ikke syntes militæret var velkomne. Jeg skyndte mig derud, og situationen var allerede kaotisk og folk var naturligvis bange og oprevede”. 

Ifølge Abla, går spliden mellem militær og ø-boere tilbage til år 2007 da militæret overtog en række grunde på øen, med den forklaring at en del af den skulle fungere som en slags sikkerhedsbase for beskyttelse af Kairo. Problemet er bare, at der bor omkring 5000 fiskere og landmænd på øen, mange har boet der i generationer og landbruget er deres levebrød. Derfor kæmpede øens indbyggere i tre år for rettighederne, til at kunne beholde deres land. Det lykkedes i 2010, efter tre år. Men her til morgen kom militæret altså tilbage til øen, for at kræve grundene tilbage.

Militærets version af hvad der er foregået er, ikke så overraskende, noget anderledes. Officer Ahmed Ali har forklaret til internet avisen Ahram Online, at grundene retmæssigt tilhører militæret, og at balladen idag skyldes at nogle indbyggere fra øen overfaldte militære sikkerhedsstyrker, som kom for at beskytte øen. Ifølge adskillige vidneforklaringer fra øen, var det ikke sådan det foregik.

Foto: Mohamed Abla

Vi er her stadig.... 

Denne episode følger en række tilfælde i den seneste tid, hvor militæret har gjort opmærksom på sig selv på besynderlig vis. Uden forvarsel foretog de slutningen af oktober under den store Eid al Adha-fejring en række tests af et nyt luftværn. Maskinerne brød lydmuren og sendte enorme bombe-lignende knald ud over Cairo, Alexandria og en række andre større byer, hvor testene blev foretaget. 

Det lød vitterligt som om der var udbrudt krig, og der var stor debat på Twitter og Facebook i dagene om hvorfor de nye systemer skulle tjekkes så tidligt om morgenen på en offentlig helligdag, uden forvarsel og over beboede områder? Hvad er det militæret vil vise?

I sidste uge var der igen lave og larmende overflyvninger en tidlig morgenstund. Ifølge Abla udspilles der ligenu en magtkamp mellem militæret og det muslimske broderskab, som har taget en stor del magt fra militæret og fyret en række højtstående figurer. Nu spænder militæret musklerne, og viser at de stadig er tilstede og har magt – og de er ikke bange for at bruge den. 

Militæret kritiseres fra mange sider, og én af øens indbyggere udtaler til netavisen Egypt Independent: “Jeg er en gammel mand og jeg har levet med både Sadat og Mubarak. Men aldrig har det været så slemt som disse fire måneder (siden præsident Mursi blev valgt til præsident). Er det ikke meningen at militæret skal beskytte os? I stedet skyder de på os klokken 5 om morgenen”.

Der er fortsat uro på øen, militær og trafikkaos her til aften. Morgendagen må vise hvad situationen på Korsaya kan udvikle sig til, og om protester over militærets opførsel vil sprede sig til andre dele af byen. 

De egyptiske karikaturtegnere

“Jeg åbnede karikaturmuseet, for at dokumentere at Egypten har en stærk historie indenfor karikaturtegning – men vi bruger dem ikke nødvendigvis til at skabe rav i den og provokere, ligesom visse andre…” siger museets grundlægger Mohamed Abla med et grin, mens han viser mig rundt i sit museum i Fayoum.

Museet åbnede i 2009 og var på det tidspunkt det eneste karikaturmuseum i Mellemøsten.

 Museet rummer omkring 500 værker, og fortæller historien om Egyptisk karikatur-tegning, fra 1920´erne frem til idag. Abla mener ikke, man kan finde nogen mere ærlig og virkeligsnær fremstilling af de politiske og sociale forandringer Egypten har gennnemgået, siden begyndelsen af det tyvende århundrede, end den hos kariakturtegnerne. De har bare ikke fået den opmærksomhed de fortjener. Det har ikke været nemt at kritisere magthaverne og deres politik offentligt, og derfor har det selvfølgelig været svært at få nogen til at trykke tegningerne.

Hafez Assad og Golda Meir spiller om Golan højderne

Det er et fint lille museum, med mange forskellige typer af karikaturer. Nogle er meget politiske, andre er bare sjove.

Fayoum Kunst Center

Museet er en del af Fayoum kunstcenter, som ligger en times kørsel fra Kairo. Maler Mohamed Abla åbnede centeret i 2006 og udover museet er der værksteder og værelser, hvor kunstnere kan komme og bo og arbejde en stund. Som jeg kort har beskrevet tidligere, afholder han også her sit vinter-akademi hvor 20 kunstnere fra Egypten og resten af verden, mødes og arbejder sammen i seks uger. 

Derudover, er der flere forskellige keramikværksteder i den lille by. Her produceres, udstilles og sælges der keramik. 

Kunstcenteret ligger ved søen Karun i Fayoum, omgivet af bjerge og vandfald. Det er et smukt og inspirerende sted. Luften er ren og klar og ved solnedgang er der et helt specielt lys. Fayoum-lys kalder Abla det...

Fayoum-lyset

Her er lidt flere billeder af karikaturer og omgivelser:

" Its getting hot, find me a lighter one to wear"

Egypternes lange liste af ønsker til forandring

Karun-søen

The Virus is Spreading...

Jeg var til åbning af en ret interessant udstilling igår. “The Virus is Spreading” hedder den, og sætter fokus, på skellet mellem gadekunst og galleri-kunst.

Kunstner og grafitti-maler Ganzeer har forvandlet det lille kommercielle galleri Safar Khan på Zamalek, til en installation. På væggene er der lag af plakater, motiver kendte fra Kairos vægge og man mærker stemningen fra gaden. På 1. Etage præsenteres kontrasten, her er der et tæppe på gulvet, Ganzeers tags er i rammer, væggene er hvide og der er orden på sagerne.

Udstillingen understreger hvordan gadekunst og graffiti, som politisk og kunstnerisk udtryksform, spreder sig og nu har fundet vej til et etableret kunstgalleri. Men har det den samme effekt når det udstilles sådan et sted? Er det ikke netop, når denne kunst udtrykkes på gaden, hvor alle kan se det, overveje og kommentere, at det står stærkest?

Safar Khan, er et traditionelt kunstgalleri, som ikke normalt overskrider grænser med deres udstillinger. Men med denne udstilling, prøver de at tiltrække et andet publikum, end dem der typisk kommer forbi.

Nok ord, se billederne.

Ganzeer har inviteret en række af Kairos grafitti-tegnere med. Blandt andre "Sad Panda", hvis triste pandaer man kan se rundt om i Kairo - og her.

Hany malede sine værker over med sort

 

Hanys seneste projekt. Billeder af Kairos grafitti

“Alt ændrede sig for mig med revolutionen. Og det vigtigste er at frygten er forsvundet” Ordene er Hany Rasheds, han er 37 år, bor i Kairo og lever af at udstille, og nogle gange sælge sin kunst. Han er produktiv, og bobler af kreativitet og ideer. For ham markerede revolutionen et nyt kapitel, i hans kunstneriske liv. “Efter revolutionen indså jeg, at jeg ikke tidligere havde været herre over min egen kunst. Jeg havde ladet min frygt for at sikkerhedspolitiet skulle blande sig, og situationen i landet, bestemme hvad jeg skulle lave.”

Disse figurer førte til et opkald fra sikkerhedspolitiet

Hany blev bedt om, at lave en udstilling i et galleri i Kairo, i februar 2011, lige efter revolutionen, og her malede han sine tidligere værker over med sort maling, og udstillede disse. “Folk der kendte til min kunst, var forargede over at jeg “ødelagde” mine egne værker, men for mig markerede revolutionen en ny begyndelse. Jeg var nødt til at gøre det”.

Nervøs for sin sikkerhed

“Et af mine tidligere projekter bestod af en masse små figurer, som jeg lavede i træ. Jeg brugte dem i en installation som udgjorde et Kairo-bybillede. Dette projekt understregede for mig, at jeg skulle passe på hvad jeg gjorde. Én af figurerne, var en politiofficer som holder øje med en demonstrant (se billedet til højre,) og dette førte til et opkald fra sikkerhedspolitiet, som ikke brød sig om den slags”.

”For at holde mig på sikker grund, begyndte jeg så at arbejde med projekter som ikke handlede om Egypten. Jeg lavede en stor serie om Vesten set fra Egypten, og collager, malerier og tryk om alt mulig andet end den politiske situation”.

Collage fra 2008 - ikke mere om Egypten

 I mesterlære

Hany har altid syntes om at tegne, men havde ingen ambitioner om at blive kunstner da han var yngre. Det var en tilfældighed at han stødte ind i den erfarne kunstner Mohammed Abla ( som jeg har skrevet om i indlægget: Kairos gemte talenter den 18. September). Han tog Hany under sine vinger, og lærte ham op. Men det var ikke nemt for Hany i begyndelsen, “Jeg producerede en masse, men jeg brød mig ikke om at udstille, og jeg følte mig anderledes fra alle de andre kunstnere i miljøet, som var uddannede fra kunstakademiet, og havde akademiske diskussioner om kunst”. Han fortæller, hvordan han har været ved at give op flere gange, men med Ablas hjælp er fortsat, og det er blevet til mange udstillinger og værker i alle mulige stilarter.

Revolutions-grafitti

“Jeg har masser af håb for fremtiden, både for min egen, og for Kairos kunstscene. Men der er meget som bør ændres. Kunstscenen her handler mere om business end om kvalitet, og det er helt forkert. Det indskrænker den kunstneriske mangfoldighed, når gallerierne kun vil udstille det der sælger. Hvad så med installationskunst og performance?”.

Uanset at situationen er svær, og ingen kan sige at fremtiden bliver bedre, understreger Hany at  revolutionen har givet mod til at åbne munden og handle, og derfor er han ikke nervøs. Han viser mig begejstret billeder fra en udstilling han var til forleden, hvor der blev udtrykt kritik af den nye præsident, militæret, det muslimske broderskab – hvad som helst. “ Kan du se? Sådan var det ikke før. Nu udtrykker folk deres meninger og ønsker. Det betyder alt”.

Et af Hanys tidlige projekter - insekter. Her er et portræt.

Efter revolutionen. Tahrir-pladsen

Efter revolutionen. Tre løver med gasmasker omgivet af tåregas

"Hvis de lukker gallerierne udstiller jeg mine billeder online.."

Hend Samir virker hverken i udseende eller fremtoning som de andre “kunstner-typer” jeg har mødt, de fleste har på den ene eller den anden måde lignet deres profession. 

Måske er det netop derfor, at 26-årige Hend har chokeret både sin familie og andre med sin kunst. “Jeg ønsker ikke at provokere bare for at provokere, men jeg tror det er nødvendigt at chokere folk for at få dem til at vågne op og tænke”.

Fan l Midan - en månedlig udendørs kunstudstilling i Kairo

Det har hun blandt andet gjort med sit værk “In Macaroni Harmony” som er en lydinstallation fra 2010. Hun ønskede at vække folk op. “Det var som alle gik rundt i koma. Som om alle så verden i sort og hvidt og uden farver. Jeg kaldte det “In Macaroni Harmony” efter en berømt og velbesøgt pasta-restaurant i Kairo, det var billedet på hvordan mennesker bare lever med deres problemer uden at handle, de går ind og spiser sig mætte i pasta ligesom alle de andre, og går videre uden at føle noget. Jeg prøvede med min tekst at få folk til at kigge op, overveje deres situation og reagere. Min far indtalte ordene, og hans autoritative stemme gav værket en ekstra dimension. Det sidste han siger er: Lets make a revolution”.

Revolution

Fra udstillingen: "Valg 2012"

Revolutionen kom et år efter, men det var altså ikke en profeti understreger Hend. “Jeg håbede og ønskede, men jeg troede ikke på at det ville ske før jeg selv stod på Tahrir i Januar 2011”. Selvom Hend er skuffet over udviklingen siden revolutionen, og ikke har store forhåbninger til fremtiden, så er hun lykkelig for hvad den bragte med sig. Hun forklarer hvordan revolutionen gav hende kræfter og motivation til at udtrykke sig som kvinde. “Det projekt jeg arbejder på lige nu er et produkt af revolutionen. Jeg prøver at sætte ord og billeder på den diskrimination vi oplever som kvinder når vi bliver chikaneret på gaden. Det var et tabu før revolutionen, men nu er det mere naturligt at tale om det. Vi stod sammen, kvinder og mænd, og krævede vores rettigheder under revolutionen og det udviskede skellet mellem kønnene for en stund. Det var stærkt at opleve, og det gav mig ny energi”.

Valg 2012 - "Frihed"

Mod til at gå sin egen vej

Hend blev færdig på kunstakademiet i Kairo i 2008 og har siden prøvet kræfter med forskellige typer kunst. Hun afsluttede gymnasiet med høje karakterer og kunne komme ind på stort set hvilken som helst uddannelse, men hun valgte kunsten. Det var svært for hendes familie at forstå og acceptere. Og endnu sværere var det, da hun for to år siden besluttede sig for at flytte alene til en lille lejlighed i Kairo. “Jeg havde brug for at frigøre mig fra min familie og være tættere på kunstmiljøet i Kairo. Min far er selv interesseret i kunst og kunne godt forstå min beslutning, men min mor er stadig ikke glad for det. Hun ringer tre gange om dagen for at sikre sig at jeg er ok”. Det er ikke normalt i Egypten at unge piger bor uden deres familie hvis ikke de er gift, men Hend stod fast på sin beslutning.

 

Dem over 50 skal fyres

Hend har haft sit arbejde udstillet på forskellige af Kairos gallerier, og selvom hun ikke har nogle forhåbninger om at det skal blive nemmere at være kunstner i Egypten så er hun ikke nervøs for fremtiden. "Hvis jeg ikke længere kan få lov at udstille på gallerierne, så bruger jeg internettet som udstillingsforum. Her får jeg direkte feed back fra dem der ser min kunst, og jeg kan starte diskussioner om kunst, og de temaer jeg arbejder med.” 

Hend ønsker mest af alt den unge generation, som hun er en del af, kan stå sammen og skabe egyptens fremtid. “Jeg ved det er diskriminerende, men jeg synes alle over 50 bør fyres fra kunstakademierne, lad de unge komme til! Der er brug for nyt blod, både på uddannelserne og i politik. Og allerhelst selvfølgelig unge kvinder” siger Hend med et stort smil.

Et kig ind i Ramys kunstunivers

På tagterrassen

Ramy Duzy tager smilende imod mig i sit atelier i en taglejlighed i Zamalek. Området er hjemsted for ambassader, udlændinge og smarte cafeer, men på Ramys tag er der ikke noget, der er smart eller glitrer. Hans billeder og fotografier hænger, står og ligger over det hele, og ellers består lejligheden kun af en lille seng og et kogeblus. “Jeg vågner op om morgenen og sætter mig straks til at tegne, det giver mig energi” siger han glad.

Ramy er 29 år og blev færdig på Kairos kunstakademi i 2008. Han har holdt to solo-udstillinger i Kairo og har lavet et væld af projekter, som han engageret fortæller om.

“Lige nu arbejder jeg på en serie med minder fra min barndom. Jeg har samlet etiketter, reklamer og små ting, som har haft en betydning for mig og sikkert for flere fra samme generation som mig”. Han viser mig, hvordan udstillingen har bevæget sig fra en masse ord og ideer på et papir til collager, tegninger og malerier. Maleriet på billedet her ved siden af viser indpakningen på en bestemt type plaster mod muskelspændinger, som hans mormor brugte. 

Et andet viser en udsigt over bjerge og søer, som han forestillede sig udenfor vinduet i hans barndomshjem i  byen Minya i Øvre Egypten.

Ramy ved ikke endnu, hvor og om hans projekt kan udstilles på et af Kairos gallerier, men hvis dette skulle være forudsætningen for at lave kunst, så ville han ikke få lavet noget som helst. Han maler, tegner, fotograferer, laver installationer, laver grafik og filmer, fordi det er det han lever for.

Det er øjeblikket der gælder

Ramys arbejdsbord

Jeg spørger Ramy, hvordan han oplever tilværelsen som kunstner i Egypten, og om han har mærket en forandring indenfor den sidste periodes politiske omvæltninger. Hans ellers konstant smilende ansigt får et alvorligt udtryk, og han siger: “Jeg vil helst ikke tale om revolutionen. Jeg prøver at lade være med at tænke på politik. For mig er revolutionen en kamp, hvor flere af mine venner mistede livet, og det gør ondt at tænke på. Det, der betyder noget, er, hvad vi har og gør i dette øjeblik.”

“Livet som kunstner”, fortsætter han, “ er sikkert ikke særlig nemt noget sted i verden, men måske specielt i Egypten. Kunst findes ikke. At være kunstner forstås som at være arbejdsløs..”

Økonomisk er det svært at få tingene til at hænge sammen, forklarer han, “Heldigvis får jeg solgt et billede i ny og næ, og det kan betale huslejen. Og så laver jeg grafiske opgaver for forskellige firmaer”. Ligesom flere af de andre kunstnere vi har mødt, snakker Ramy om, hvordan det er svært at få økonomisk støtte nogen steder fra. Staten støtter ikke kunst, og de store gallerier som får donationer fra udenlandske fonde, er meget snævre i deres udvælgelse af, hvad de støtter, og det er svært at komme ind her. “Alle pengene går til de samme gallerier og deres projekter, Hvis ikke man passer ind hos dem, så er det bare ærgerligt”.

Kærlighed til kunsten

På trods af økonomiske vanskeligheder og få muligheder for at udstille og sælge, så er Ramy glad og smittende entusiastisk. “Jeg elsker kunst!”. Han er overbevist om, at alle kan lave kunst, Det handler ikke om talent - det handler om at åbne øjnene og sindet; at se de mest simple hverdagsting på nye måder og turde udtrykke sig. “ Alting har en betydning” siger han. Det handler om at stille spørgsmål og undre sig og vende tingene på hovedet. Det handler om at lege og udforske.

Pludselig er der gået 3 timer med snak. Jeg skal videre til min næste aftale, selvom det er fristende at blive på Ramys tag og kigge ud over byen, drikke te og snakke om kunst og livets store spørgsmål. Men jeg må tilbage ud i Kairos pulserende virkelighed og Ramy tilbage til sin legestue. 

 

"Mickey Masr" - En serie med Mickey Mouse i Egypten. Uden ører fordi det får ham til at se mere egyptisk ud, siger Ramy.