Morgen i Alexandria

Efter en måneds tid i Egypten, er jeg ved at falde godt til, få en dagligdag og føle mig hjemme. Alexandria vokser på mig, og jeg synes bedre og bedre om byen.

Her er en dejlig stemning, folk er nysgerrige og de fleste bliver vældig begejstrede når jeg afprøver mit spinkle arabiske. Skønt det går hurtigt fremad og jeg lærer en masse, har jeg fortsat svært ved at forestille mig at jeg på et tidspunkt ubesværet skulle kunne tale dette sprog. Men andre har jo gjort det før mig. Så jeg væbner mig med tålmodighed og fortsætter med at øve mig en masse.

Selvom jeg derhjemme forbinder rutiner med trivialitet og trummerum, så er det nu en skøn følelse, at de kommer snigende her. Små ting, som at se de samme ansigter når jeg går i skole om morgenen, høre de samme lyde og vide ca. hvornår den næste sporvogn kommer – det betyder alverden.

Jeg vil beskrive min tur i skole hér, for den byder altid på skøre oplevelser og en god bid egyptisk hverdag.

Min skole-uge starter søndag og slutter torsdag. Hver dag går jeg hjemmefra omkring kl. 8. På det tidspunkt er det allerede godt varmt, og der er masser af folk på gaden.

Ikke langt fra min blok ligger et bageri, hvor der altid står en gruppe mennesker i kø. Brødet de sælger, er så nyt-fra-ovnen, at det er for varmt til at putte i poser. Derfor er der altid brød over det hele som ligger og køler af. På de omkringstående bilers kølerhjelme, på fortorvet og alle vegne. Det dufter skønt!






Længere nede af samme gade, begynder markedet. De er stadig ved at gøre det hele klart når jeg kommer forbi. Der kommer små lastbiler proppet med bure. Nogle med kaniner, andre med høns og andet fjerkræ. Nogle med fisk, og andre igen med store isblokke som skal holde fiskene kolde. Der er æg, krydderier, ost og kød.



Mellem dyr – levende og døde – er der også masser af frisk frugt og grøntsager. Det er sæson for mango og guyaba. Boderne bugner, og det dufter sødt.




Det ene sanseindtryk afløser det andet, og lastbiler og taxier dytter og gasser op i den smalle gade.

For enden ligger stoppestedet for sporvognen. Nogle gange stiger jeg på dér. Altid i den forreste vogn, det er nemlig vognen for kvinder. Konduktøren kommer, og han får 25 piastrer, lidt under 25 øre, for turen.


Afhængig af hvad tid jeg kommer hjemmefra, går jeg et stykke langs sporene inden jeg stiger på. Jeg holder af at gå og kigge på gadebilledet, det er et skørt mix af køretøjer. Der er en masse minibusser og taxier, gamle ladaer, store firhjulstrækkere, motorcykler og heste og æsler med tætpakkede vogne. Der er kommer også enkelte på cykler. Jeg bliver fristet - men det er mest for mænd. Og jeg tror jeg stikker nok ud allerede.

Fra endestationen er der 10 minutters gang til min skole, og det passer med at jeg ankommer til kl. 9 når mine timer starter.

Det er en god start på dagen, og jeg glæder mig til jeg kan begynde at småsludre med folk på min vej. Jeg kan forstå mere og mere, og konstruerer sætninger inde i mit hoved, de kommer bare sjældent ud som planlagt – men det kommer.

Welcome to Alexandria….

Alexandria er Egyptens næst-største by med 6 millioner indbyggere. Den strækker sig over 32 kilometer Middelhavskyst, og den friske havblæst gør byen godt.

Jeg har været her i snart en uge, og er blevet taget fantastisk godt imod. Jeg bor i en lille lejlighed, og begynder så småt at føle mig hjemme her.

Det er en flot by. Man fornemmer at den har haft sin storhedstid for år tilbage. Der er mange store palæer som står tomme og forfaldne, og der er resorter langs kysten som tydeligvis har været pompøse engang – men som nu er reduceret til vakkelvorne plasticstole og væltede parasoller.

Øst på ligger San Stefano, det er byens fancy område med en masse amerikanske kæder, store shoppingcentre og luksushoteller. Et par MacDonalds og andre kæder har fundet vej til downtown, men størstedelen af caféerne her byder på te, vandpibe, domino og en masse egyptiske ældre herrer. Der er en dejlig stemning og jeg har brugt en masse tid på at fare vild her og prøve at danne mig et overblik. Det er ikke helt lykkedes endnu, altså overblikket - det går fint med at fare vild!

Alexandria har været helt på den anden ende i de sidste dage. Det har været Ramadan hele august, og mandag ventede alle spændte på at månen skulle vise sig på himlen – en fuld måne skulle nemlig markere fastens afslutning og begyndelsen på Eid. Månen var kuglerund og de sidste dage har der så været Eid el Fitr – den store afslutningshøjtid.

Det har været meget festligt, alle har været på gaden i deres stiveste puds, og der har været gang i byen hele døgnet rundt!

Fra på søndag starter hverdagen, og det er også her jeg skal begynde min undervisning i arabisk. Det skal blive godt at kunne følge lidt mere med, i hvad der foregår omkring mig.

Revolution og fremtiden fylder en masse, og dem jeg har snakket med er kun glade for at give deres mening til kende. Det er blevet til nogle interessante diskussioner om Egyptens fremtid og i hvilken rækkefølge bæredygtig forandring bør ske.

De fleste jeg har snakket med, har været med i demonstrationerne mod Mubarak og er stolte af revolutionen. Men andre stiller spørgsmålstegn ved, om egypterne er klar til at acceptere så store strukturelle omvæltninger. Vil folket komme til stemmeurnerne når der er parlamentsvalg i November? Vil folket respektere en ny folkevalgt leder? Vil folket rejse sig imod den egyptiske hær inden da? Og hvad med retssagen mod Mubarak – hvor ender den?

Der er en masse at snakke om, læse om og følge med i. Jeg vil glæde mig til at bringe forskellige tanker, synspunkter og oplevelser videre til jer her på bloggen. Både om revolution og politik, men også om hvad der ellers sker af spændende ting her i Alexandria.