#Free Alaa - de arresterede bloggere

Stencil fra Alexandria

Alaa Abd Al-Fattah er egyptisk blogger, og politisk aktivist.

Han blev arresteret d. 30. oktober og har været tilbageholdt siden, mens flere og flere beskyldninger bliver rettet imod ham.


FNs menneskerettighedsråd, har krævet ham, og andre tilbageholdte bloggere løsladt, og henviser til krænkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden.

Alligevel blev Al-Fattahs tilbageholdelse forlænget med 15 dage, d. 27. November – og han sidder altså fortsat bag tremmer, med indtil videre 12 anklager rettet imod sig.

Maspero

Alle drejer sig om “ Den blodige søndag” d. 9. oktober foran Egyptens nationale Tv- og Radio-bygning i Kairo “Maspero”.

Her samledes tusindvis af koptiske kristne, og sympatiserende aktivister, for at protestere imod statens manglende håndtering af en sag, hvor en kirke i byen Aswan blev ødelagt.

Militæret blandede sig, og demonstrationen udviklede sig blodigt. 27 blev dræbt og over 300 sårede.

Civile retssager skal føres af civile domstole!

Al-Fattah blev varetægtsfængslet med beskyldninger for at opfordre til ulovlig forsamling, vandalisme, at have stjålet våben fra militæret, planlægge terror og for ikke at samarbejde under sin arrestation.

Herefter er yderligere anklager blevet tilføjet.

Alaa Abd Al-Fattah nægter at lade sig afhøre af militæret, da han kræver at blive stillet for en civil, og ikke en militær, domstol.

Derudover mener han heller ikke, at det er op til militæret at foretage nogen form for efterforskning af hvad der skete foran Maspero-bygningen d. 9. Oktober, da militæret selv er involveret i sagen. Han kræver en tredje part.

Al-Fattah har både før, under og efter revolutionen i januar, højlydt kritiseret militærets rolle i Egypten på sin blog, på Twitter og i andre medier.

Free Alaa

Al-Fattahs sag er ikke enestående, men symbol på en gentagende krænkelse af ytringsfriheden, og tilbageholdelse af bloggere og aktivister.

Der er kampagner på Facebook og Twitter som kræver hans løsladelse, og omend han ikke har været der fysisk, har hans navn og portræt været tilstede ved sidste uges demonstrationer på Tahrirpladsen.

Både i Kairo og i Alexandria, er der stencils af hans portræt og ordene "Free Alaa" og anti-SCAF slogans. Kampagnen i gadebilledet er identisk i de to byer, skabelonerne af de grafiske tryk spredes i aktivist-kredse og foreviggøres på byernes mure.

Omend hans sag har ikke fået meget opmærksomhed på grund af valget i Egypten, viser de stencils som bliver ved med at dukke op, at Al-Fattah og hans sag ikke er glemt.

Alaa Abd Al-Fattahs portræt på en mur i Kairo

Ali Al-Halaby er en anden aktivist, som blev fængslet i 2011.

Deprimerende resultater..

Den gode stemning efter valget, har i den grad lagt sig, blandt de unge jeg kender her i Alexandria.

At Det Muslimske Broderskab fik 40 % af stemmerne, var forventet Men at salafisterne indtog anden pladsen, foran de liberale partier – det kom som en ubehagelig og deprimerende overraskelse.

Valgresultaterne blev endeligt offentliggjort igår aftes, efter forsinkelse på grund af det høje fremmøde ved stemmeboksene (nu fastslået til 62%), samt forsinkede stemme fra Egypterne i andre lande.

De unge er bekymrede over hvad valgets resultat, vil betyde for Egyptens fremtid.

Salafisme

Salafisme er en gren af Sunni Islam, som er karakteriseret ved en tekstnær og traditionel læsning af de hellige tekster. Salafisme promoverer den islamiske lov Sharia og ses som den autentiske og reneste form for Islam.

Som med alle andre religiøse retninger, er der selvfølgelig mere eller mindre radikale fortolkninger. Den bekymring jeg er stødt på, drejer sig blandt andet om kvinders påklædning – vil der komme restriktioner for kvinders påklædning? Dækkede skuldre, ingen jeans eller måske endda niqab (som dækker ansigtet)?  Vil de ting som er “Haram” altså forbudt i følge koranen – rent faktisk blive underlagt forbud? F. eks kortspil og fotografering?

Hvis det bliver situationen efter valget, så bliver Egypten sat helt tilbage siger de. Og tanken om at det skulle være resultatet af revolutionen, er deprimerende.

Rigtige og forkerte muslimer

Ud over dette, forklarede en veninde at hun som muslim, overhovedet ikke er tilfreds med at Det Muslimske Broderskab og Salafisterne gør krav på hendes religion. Hun støtter ingen af disse to, men hun tager sin religion alvorligt og kræver sin ret til at praktisere den, som hun mener er bedst.

Men i et land hvor religion betyder meget for folket, så er det virkningsfuldt når to partier siger at hvis du vil være en god muslim, skal du stemme på dem, og promoverer sig selv som religionens beskyttere.

Hun er nervøs for at netop dette, kan skabe et større skel mellem muslimer i Egypten. En opdeling mellem de “rigtige” muslimer som støtter Broderskabet og Salafisterne, og de som støtter et sekulært system.

Inshallah...

Dette var kun første runde af valget, og måske kan den næste periode frem til præsidentvalget i juni, nå at ændrer på salafisternes position. Lige nu gør det ingen forskel, at flere partisoldater er ude at love dette og hint. De unge, som er vokset op med Mubarak, er vokset op med, at i politik kan man ikke stole på nogen

Selvom de unge jeg har snakket med om dette virkelig er trætte af det hele lige nu, så har de en fantastisk evne til at have det sjovt alligevel, og tro på at Inshallah og om gud vil, så skal det nok gå.

"48 timers demokrati"

 

– det var overskriften på en af onsdagens aviser.

Første runde af valget er gennemført, og uden større uroligheder rundt omkring i de 9 byer.

Stemmeprocenten er 70%, og dermed højere end ved noget tidligere valg i Egypten, tilmed højere end forventet ved dette valg. 

I Alexandria afgav 55% af befolkningen deres stemme. Til sammenligning var tallet 17 % ved præsidentvalget i 2005. 

Bøde til sofavælgerne

Der er en bøde på 500 egyptiske pund, til dem som ikke mødte op ved deres valgsted. Det gennemsnitlige lønniveau på det det egyptiske arbejdsmarked er ca. 800 pund om måneden.

Alligevel har 45 % i Alexandria ikke stemt…

Min vicevært, en ældre herre, er én af dem, han var overhovedet ikke tilfreds med processen, og hans valgmuligheder “Hvad skal det gøre godt for at stemme? De er jo alligevel korrupte allesammen”.

Jeg spurgte om han så ikke skulle betale bøden? Det smilede han af, og sagde at de bare kan komme an og afkræve. Han har ikke tænkt sig at betale noget som helst.

Resultaterne

Resultaterne af afstemningen bliver offentliggjort torsdag. Det skulle egentlig være dagen derpå, onsdag, men processen er blevet forsinket. Militærrådet har bedt alle de involverede dommere om ikke at lække nogen tal før alt er talt op.

Men der spekuleres og konkluderes naturligvis alligevel i stor stil, og ikke overraskende siges Det Muslimske Broderskabs parti FJP at ligge i spidsen, med det andet islamiske parti, salafiernes Hizb el Nour på andenpladsen.

Især her i Alexandria, spås FJP at vinde stort.

Omend dette resultat var forventet, ventes der alligevel med spænding på offentliggørelsen af stemmefordelingen. Det er en nervøs spænding, og afstanden mellem roen i øjeblikket, og tumulten i sidste uge er ikke lang.

Som jeg beskrev i mit sidste indlæg, er FJP (Det Muslimske Broderskab) blevet kritiseret, både i løbet af deres valgkampagne, og især i de to sidste dage. De serverede morgenmad for de ventende vælgere, sad klar til at overbevise sidste-øjebliks-vælgere og endnu mere alvorligt, er der fundet beviser på bestikkelse, før-udfyldte stemmesedler og manipulation, det skriver dagens aviser.

Derfor har partiet skabt en del mistillid omkring sig, og det kan påvirke hvordan resultatet modtages.

Vi venter spændt...

Tastes like democracy...

Så er den første af Egyptens to valgdage overstået.

Det er gået godt! Fremmødet har været stort, og der er ikke meldt om uroligheder ved valgstederne.

Det var svært rigtigt at tro på, at valget faktisk ville blive en realitet, indtil valgstederne åbnede mandag morgen, rundt omkring på landets skoler.

Mange har fri fra arbejde og skole, og bruger dagene på at stå i kø for at afgive deres stemmer.

Og køerne er lange! I mit kvarter, er der flere valgsteder, og her var trafikken idag helt kaotisk. Køerne strækte sig op af gader og omkring hjørner og bilerne kæmpede for at komme frem i mængden.

Jeg har været ude og se mig lidt omrking, og mærke stemningen. Og den var god. Folk var glade, stolte og lettede. Min grønthandler havde ikke afgivet sin stemme endnu, køen var for lang, og hans butik skal jo passes. Men stemme skal han.

“Jeg takker gud for at valget ikke er blevet aflyst eller rykket. Det ville have været en katastrofe for Egypten”.

Det ligner et demokrati!

Det er ret fantastisk, at følge med i hvad der opdateres på Twitter i øjeblikket:

“Tastes like a real democracy here in Egypt.”

“So far no thugs nor bribes, just minor problems with organization. Besides army presence, no major issues so far”

Stemmekøb og logistik-problemer

 

Det er blevet kritiseret, at kandidater og partier er mødt op i stort antal ved valgstederne, for at prøve at overbevise vælgerne om, hvad de bør stemme.

I mit kvarter, gjaldt det især Det Muslimske Broderskab. De var over det hele, i deres gule og blå farver, dirigerede trafikken, delte flyers ud og snakkede med forbipasserende og ventende. 

Broderskabet er tidligere blevet kritiseret for at “købe” vælgere, da de under den sidste Eid i begyndelsen af november, byttede kød for stemmer.

Det var dog ikke kun dem som blev anklaget for snyd idag, også Salafisterne og andre partier og kandidater havde travlt ved valgstederne.

Der er blevet rapporteret om en del logistiske problemer rundt om i distrikterne, hvilket også er skyld i den lange ventetid.

Men som én skrev på Twitter:

“One thing to note about Egyptians is that they perhaps have an abnormally high tolerance for disorder”

Leila

Leila, hvis modstand overfor valget jeg har beskrevet tidligere, endte også med at stemme.

“OK, jeg stemmer, Men jeg sværger, at hvis jeg ser så meget som ét enkelt forsøg på snyd, vil jeg anmelde de skyldige, og personligt sørge for at de bliver straffet!”.

Af dem jeg har snakket med, på gaden og blandt venner, lyder det til at folk faktisk tror på at deres stemme tæller denne gang.

Forhåbentlig er denne optimisme berettiget og forhåbentlig kommer det til at gå ligeså fint på andendagen.

Fra Alexandria blev det rapporteret, at flere kvinder end mænd mødte op ved valgstederne. 

Her er en lang kø af kvinder i mit kvarter. Mændene havde deres eget valgsted, lidt længere ned af gaden.

Politisk Symbolik - en støvsuger?

Der er nu to dage til første runde af parlamentsvalget starter. På Twitter skriver en fortvivlet egypter:

”Jeg er så forvirret, virkelig. For første gang i denne revolution er vores mål uklart og der er mange spørgsmål #Egypt”

Militærrådet har indsat en ny premierminister. Hans navn er Kamal al-Ganzouri, han har var regeringsleder fra 1996 – 1999 og har tjent 18 år under Mubaraks regime.

Demonstranterne er ikke tilfredse med denne udnævnelse, de vil se et nyt og ungt ansigt.

Jeg har i denne uge haft en artikel på www.u-landsnyt.dk, og en anden er på vej. Artiklerne  viderebringer Laila og Mohammeds synspunkter, omkring gennemførelsen af det kommende valg, som jeg skrev om i mit sidste indlæg her (23.11).

Laila – Egyptisk aktivist: Vi kan ikke vente til 2013 

Politiske symboler

MEN nu er det jo Egypten det handler om, og det ville være meget u-egyptisk ikke at finde et eller andet at grine af, selvom situationen lige nu er temmelig frustrerende.

Og noget jeg går og smågriner af hver dag, er de valgplakater som hænger overalt i Alexandria.

Der er skruet op for valgkampagnen her i de sidste dage, og jeg har set (og hørt!) flere kandidater køre rundt på ladbiler. De har kæmpe plakater af dem selv, nogle har endda et lille fjernsyn og så gerne en skrattende og overstyrende mikrofon, hvor igennem de råber, at en stemme på dem, er en stemme på fremtiden osv…

Men hvordan gennemfører man et valg i et land hvor 1 ud af 4 ikke kan læse og skrive? (Tal fra 2010). Det kræver mere end et navn på valgplakaten, og derfor har alle kandidater også et symbol.

Nogle kandidater har symboler som en halvmåne, en minaret, en bog eller et bedetæppe. 

I starten tænkte jeg, at symbolerne kunne fortolkes og være relateret til kandidaternes politiske linie.

Men som mængden af valgplakater er vokset, og symbolerne er blevet mere og mere kreative. er jeg nu temmelig sikker på, at det ikke er det der er meningen…

De bedste symboler jeg har set er piben, støvsugeren, skruetrækkeren, mangoen, flygelet, Facebook-logoet og …blenderen!

Der er 8267 kandidater, men i forskellige distrikter, så kandidater i Kairo og Alexandria kan godt have samme symbol, så der ar brug for 250 symboler.

Så vidt jeg har forstået har den nationale valgkommitte tildelt symbolerne efter først-til-mølle princippet. 

Og alle kan jo ikke være lige heldige…..her er nogle billeder.

En kandidat i Alexandria. En motorcykel...

En kandidat i Alexandria. En støvsuger....

En kandidat i Kairo. En palme...

Det Muslimske Broderskabs Freedom og Justice Party. En minaret og en megafon.

En kandidat i Kairo. En konvolut...

Endnu en kandidat i Kairo. En skruetrækker..

En af de få kvindelige kandidater. En blomst naturligvis.

Situationen i Egypten - set fra Alexandria

Når jeg læser om situationen i Egypten i de danske, egyptiske og internationale medier, virker det som om jeg lever i en krigszone.

Så kigger jeg ud af vinduet, og ser kartoffelsælgeren komme trillende med sin kærre, og køen ovre ved bageren på den anden side af vejen.

Det er en underlig følelse –  jeg er et kvarter fra disse store demonstrationer, og folk der bliver slået ihjel og bliver syge af tåregas. Men samtidig fungerer alt normalt.

Selv deltager jeg ikke i nogle demonstrationer. Jeg tror jeg er til mere nytte foran tastaturet, i et lille forsøg på at fortælle min oplevelse af situationen her fra Alexandria.

Demonstrationerne her i byen er begrænset til to områder. Det ene er foran sikkerhedshovedkvarteret i bydelen Smouha. Her er der konstante beretninger om tåregas, gummikugler og sårede demonstranter. I bydelen Sidi Gaber ligger et militærområde, og her er også demonstrationer, men der har ikke været voldelige sammenstød.

Urolighederne er på alles læber, og jeg kan mærke en trykket stemning og en masse forvirring blandt de folk jeg snakker med. Det virker til, at mange støtter budskabet i demonstrationerne, de ønsker at militærrådet træder tilbage. Men de efterlyser også et alternativ, hvem er klar til at overtage? Hvem har legitimitet hos folket ( 80 millioner) ? Og hvordan kan det spørgsmål besvares uden en folkeafstemning?

Der er forskellige holdninger til hvorvidt valget, planlagt til at starte mandag, bør udskydes eller gennemføres.

Leila

Jeg mødtes med Leila igår. Hun er en ung idealistisk aktivist, som forklarede mig hendes synspunkt.

Hun støtter demonstrationerne og mener ikke at det tjener noget formål at gennemføre valget.

Kandidaterne er fra Mubaraks regime og så gennemkorrupte, at et nyt parlament vil føre Egypten videre i samme spor som før revolutionen.

Militæret skal tvinges fra magten. De skal overgive den til et civilt ministerråd som kan udforme en konstitution og klargøre et præsidentvalg hurtigst muligt.

Mohammed

En anden aktivist, og en god ven, Mohammed, har været til et par demonstrationer, men han mener ikke det er hvad Egypten har brug for nu. Det er nødvendigt at gennemføre valget.

“Ja, vi får et korrupt parlament, og ja det bliver en lang process – men vi må skabe et demokratisk system, som vi så kan forbedre med årene”

Mohammed håber dog at valget udskydes med et par uger. Flere af de liberale partier, som var aktive i revolutionen og er dannet af aktivister, er optaget af demonstrationerne og har sat deres kampagner på stand-by.

Hvis valget gennemføres uden dem, vil en stor del af de partier som ønsker et sekulært Egypten ikke være på stemmesedlen. Støtten til de religiøse partier kan så forventes endnu større, end den allerede er.

Men to uger maks. Valget må komme snart. Det er den eneste vej frem.

Ikke mere tillid, ikke mere tålmodighed

General Tantawi, leder af militærrådet, var ude igår med en tale. Han sagde at rådet er klart til at træde tilbage, hvis det er hvad flertallet af egypterne ønsker, at præsidentvalget vil blive fremrykket til juni 2012 og at valget vil begynde på mandag som planlagt.

Problemet er at der er ingen tillid er tilbage til Tantawi og hans mænd. Demonstranterne har fået nok af korruption og brudte løfter, og vil ikke stoppe protesterne før deres krav bliver hørt.

Det er svært at se hvor denne situation kan ende, på den bedste måde for Egypten.

Første skridt bliver valget på mandag …eller udskydelsen….vi må vente og se.

Christine Aziz er forfatter og journalist. Hun bor her i Alexandria, og skriver bloggen: http://www.wordsfromarevolution.com. Den kan anbefales.

 Valgplakater og bannere hænger overalt i Alexandria.

Egyptiske Statsmedier....

Dette stencil fra Kairo taler vist for sig selv

Situationen udvikler sig i Egypten, især i Kairo tager kampene til i intensitet.

Regeringsleder Essam Sharaf har indgivet sin opsigelse som en reaktion på de sidste dages begivenheder i Egypten. Han understreger at regeringen vil arbejde videre indtil der er stabilitet.

Reaktionen fra demonstranterne på pladsen, er at Sharafs opsigelse understreger at de har ret i deres krav om at militærets afgang, men også at det ikke er nok! Det er General Tantawi som skal gå af!

Også her i Alexandria er der demonstrationer. Ifølge morgenens opdateringer har det været ret voldsomt. Men det er fortsat, som jeg skrev forleden, meget centreret omkring politiets og militærets hovedkvarter, imens resten af byen fungerer som vanligt.

Idag kl 4 pm kaldes der til "Million-man March" i både Kairo og Alexandria.

Jeg havde til min daglige arabisk undervisning igår medbragt en avis, for at få hjælp til at stave mig igennem overskrifterne.

Det er jo ret interessant at se, hvordan de statslige medier dækker begivenhederne, og ikke overraskende er holdningen da også ganske tydelig.

Ifølge avisen “al-Masry al-Youm” (Egypten Idag), skaber den nuværende situation usikkerhed om Egyptens fremtid, og det er sørgeligt. Men demonstranternes stenkast giver ikke politi og hær noget andet valg end at svare tilbage, og de gør hvad de kan for at skabe stabilitet i landet uden at bruge vold – sådan fremlægges sagen.

Indenrigsministeriet bliver i denne artikel citeret for at sige, at ikke en eneste kugle er blevet affyret!

Jeg har ikke selv været til demonstrationer, og har ikke nogen øjenvidneberetning. Men med de historier som konstant strømmer ind gennem net-aviser og sociale medier (og et dødstal som nu er på 33) må man betvivle dette udsagn!

En god ven, som beskæftiger sig med sociale medier , fremlagde problemet med de statsejede medier som meget alvorligt for Egypten, og situationen ligenu. Der er over 80 mill. Indbyggere i landet, og kun en ganske lille del af dem er med i demonstrationerne.

Omkring 30% har adgang til internettet, og dermed til det væld af film, øjenvidneberetninger, fotos, Facebook og Twitter-opdateringer fra demonstrationerne rundt om i landet – så størstedelen er altså afhængig af statsmedierne for at holde sig opdaterede.

Så med kun én ukritisk fremlægning af virkeligheden, gør de egyptiske medier det til en svær opgave for folk at vurdere situationen.

 

Flere af de egyptiske avisers engelske versioner er noget mere nuancerede, og den engelske netudgave af førnævnte avis al-Masry al-Youm, kan anbefales. De har både analyser og nyheder, og har en kritisk tilgang til det de skriver!

Et anti-politi stencil fra Kairo

PS:

Jeg stødte lige på dette foto-galleri fra de sidste dage i Kairo. Voldsomme, men meget flotte fotos.

Det egyptiske militær - hvad skyldes folkets vrede?

Først en opdatering på mit sidste indlæg igår søndag d. 20 november.

Mandag d. 21 november kl. 9.30

Der meldes ligenu om forholdvis ro på pladsen i Kairo. Der er ikke blevet affyret skud de sidste timer, og omkring kl. 3 i nat forlod mange demonstranter pladsen. 

Men flere tusinder er stadig tilstede og ifølge interviews i den statsejede avis Ahram Online, tror mange af demonstranterne ikke på at dette er slutningen på kampen. De forventer at politiet bryder roen ved morgentid. (Skrevet kl. 6 am).

Det har været voldsomt på Tahrirpladsen i nat, de sidste tal jeg har set melder om 11 døde og omkring 1500 sårede.

Her i Alexandria var der igår aftes store demonstrationer omkring politiets hovedkvarter, hvor politiet anvendte tåregas og gummikugler.

Omkring midnat blev antallet af demonstrerende vurderet til omkring 20.000, der blev affyret skud, og opstillet felt-hospitaler.

Jeg bor et kvarters kørsel fra det sted hvor demonstrationerne fandt sted, og i mit kvarter var der intet at mærke. Der blev købt og solgt, og råbt og dyttet som normalt.

Det er en lidt underlig følelse, at være så tæt på disse voldsomme begivenheder, ligesom jeg var forleden i Kairo, men uden egentlig at mærke noget til det.

De næste timer vil vise om “våbenhvilen” holder, og om SCAF og Tantawi kommer ud og siger noget til folket. De egyptiske medier jeg læser, kombineret med et væld af Twitter-opdateringer, udtrykker ikke meget håb i den retning.

Militærets langsommelige transitions-plan

Jeg synes det er værd at knytte et par ord til, hvorfor militæret er så voldsomt upopulært ligenu.

Under revolutionen i januar, beskyttede militæret de demonstrerende imod politiets hårdhændede behandling. Militæret havde støtte i befolkningen og der blev råbt slogans som “Folket og militæret er ét”. Slogans som i den grad er blevet fjernet fra repertoiret efter Mubarak blev tvunget af præsidentposten d. 11 februar.

Siden har militæret været den øverste magt i Egypten. (Det skal lige med, at alle præsidenter i Egypten siden revolutionen i 1952 har haft militær baggrund, så en tæt forbindelse mellem politik og militær er ikke fremmed).

Få dage efter Mubarak var væk, annoncerede militæret at de ville overføre magten til en folkevalgt regering indenfor 6 måneder, og at et præsidentvalg ville blive afholdt inden udgangen af år 2011.

Dette løfte har de senere fraveget, uden at give nogen forklaring, og planen er ligenu at afholde valg til parliamentet d. 28. November, som vil være afsluttet omkring januar 2012.

I marts skal der afholdes valg til det højere Shura-råd, og når disse to instanser er på plads, skal der vælges en kommitee til at forfatte landets nye konstitution. Det har de et år til at gøre, og herefter skal konstitutionen til folkeafstemning. Og først herefter kan der så afholdes præsidentvalg.

Ifølge denne plan vil militæret altså blive ved magten frem til 2013 – to år efter at det lykkedes at vælte Mubarak.

Det er der en udbredt utilfredshed med i befolkningen!

Vold mod demonstranter

Derudover har har der været flere episoder, hvor militæret har slået meget hårdt ned på protestanter. Værst var det i begyndelsen af oktober, da 27 blev slået ihjel i Kairo.

Det var under en demonstration ført an af de koptisk kristne, foran Radio/TV bygningen i DownTown Kairo. Der er ikke kommet nogen officiel forklaring på hvad der skete, men film optaget med telefoner og kameraer og uploaded på blogs og Facebook, viser hvordan store militærkøretøjer stormede ind i grupper af mennesker.

Også ved demonstrationerne i disse dage, går militær og politi meget hårdt til demonstranterne.

Demonstranterne: Vi går ikke før han går!

Situationen tilspidser nu fordi den første valgrunde er lige om hjørnet, og fordi militæret i sidste uge offentliggjorde en række krav til processen, herunder at 80 ud af de 100 repræsentanter af det råd som skal skrive den ny konstitution skal udpeges af militæret, og at militærbudgetterne ikke skal offentliggøres.

En række politiske aktører krævede at militæret trak disse tilføjelser til processen tilbage, men militæret annoncerede at hele diskussionen herom, vil blive udskudt til efter valget.

At militæret giver sig selv ubegrænset indflydelse på politik, giver løfter og bryder dem som de lyster, og åbenlyst fastholder magten - det er blevet for meget nu. På Twitter lød det søndag aften: Revolutionen må fortsætte indtil der er nedsat et civilt råd som kan erstatte militæret, Tantawi skal gå af!

Demonstranterne melder at de bliver ude i Kairo og i de andre byer, og demonstrerer indtil det sker.

Demonstrationer på Tahrir

Jeg har holdt min weekend i Kairo – og det er ikke gået stille for sig i den store by.

Der har været store demonstrationer både fredag og lørdag, og der er fortsat demonstranter på Tahrirpladsen som råber på militærets afgang.

Fredag d. 18 november havde de religiøse kræfter i Egypten kaldt til stor demonstration. Titusindvis af demonstranter mødte op, og det gik fredeligt for sig. Men ikke alle gik hjem da det tyndede ud på pladsen. En gruppe på omkring 100 demonstranter slog telte op og proklamerede en sit-in demonstration. Lørdag eftermiddag udviklede situationen sig til en voldsom kamp mellem demonstranter og sikkerhedspoliti.

Der meldes lige nu om over 1000 sårede og 2 dræbte. Kampene har været igang hele natten, og der er stadig flere demonstranter på vej mod Tahrir-pladsen, hvor situationen synes at blive mere og mere voldelig.  

Hvem er det der demonstrerer og hvorfor?

Fredag var Tahrirpladsen domineret af Det Muslimske Broderskab og Salafisterne. De havde udråbt demonstrationen, til at være imod militæret (SCAF,) og imod en civil stat og en bindende konstitution.

Anti-SCAF grupper og aktivister fra højrefløjen, var tilstede men langt fra ligeså talstærkt. De er enige i modstanden mod militæret, men ikke imod en civil stat - og mange holdt sig derfor væk. Der var en fredelig stemning på pladsen, mange kvinder og børn, og picnic på tæpper rundt omkring. Der var ikke noget der indikerede at det skulle udvikle sig i en voldelig retning.

Men da demonstrationen tyndede ud ved aftentide, var er en gruppe på ca. 100 demonstranter, som nægtede at gå hjem. Og lørdag lavede de en teltlejr på pladsen. Sikkerhedsstyrkerne kom i stort tal til pladsen lørdag middag, og der var uro i luften.

Ved eftermiddagstid begyndte de på brutal vis at fjerne demonstranterne. Det varede ikke længe før store grupper af demonstranter strømmede til. Blandt andet blev der på Twitter meldt om at 20.000 fodboldfans (kaldet Ultras) var på på vej mod pladsen. De er en kæmpe organiseret gruppe, som også spillede en stor rolle i revolutionen i januar.

Der blev brugt store mængder tåregas og skudt med gummikugler, hagl og kastet med sten.
Situationen igår lørdag og idag, bliver sammenlignet med demonstrationerne i dagene omkring revolutionen d. 25 januar.

Politiske udmeldinger

Der kommer forskellige meldinger fra de politiske partier og kandidater. Regeringsleder Essam Sharaf anmoder demonstranterne om at forlade pladsen og har også annonceret at parliamentsvalget ikke vil blive udskudt.

18 anti-militære politiske grupper er gået sammen og opfordrer til sit-ins over hele landet, da nattens uroligheder understreger at ingenting har forandret sig efter Mubarak. De voldsomme angreb på demonstranterne, og arrestationer minder unægteligt om politiets behandling af de demonstrerende under revolutionen.
 
Der twittes og blogges i højt tempo, og situationen i Kairo dokumenteres minut for minut. Også i Egyptens andre store byer er der kampe. Tusindvis var på gaden igår her i Alexandria, og ligenu er omkring 5000 samlet til modstand mod politiet som igår aftes dræbte en aktivist.
Ligeledes i Aswan, Mansoura og Suez er demonstrationerne igang.

Hvordan situationen kommer til at påvirke den første valg-runde d. 28, vil afhænge af de næste dages begivenheder.

Det er voldsomt hvad der sker, men også meget centraliseret. Det er ikke farligt at være i Egypten nu, men det er vigtigt at være opmærksom på hvor demonstrationerne foregår.

Al Jazeera English dækker begivenhederne på deres live-blog - http://blogs.aljazeera.net/liveblog/Egyptlive-blog

Og på bloggen: http://egyptianchronicles.blogspot.com/ kan man også følge begivenhederne i Kairo og resten af Egypten.

Eid El-Adha

Mængden af køer, og får især, har været voksende de sidste par måneder i Alexandria, og i den sidste uge er det gået rigtig stærkt! Det har været et skørt syn – får i klynger på alle gadehjørner, biler læsset med får - og så lugten…en blanding mellem garnbutik og zoologisk have over det hele.

Grunden til denne tilstrømning, er at det i disse dage er tid for Islams anden og største Eid-fejring. Den første faldt i år i slutningen af august, og markerede afslutningen på muslimernes faste-måned Ramadanen.

Denne hedder Eid Al-Adhar, og er en ofrings-ceremoni. Den falder efter den årlige pilgrimsfærd til Mekka er afsluttet.

Den markerer historien om Abraham som i en drøm fik en melding fra gud, om at han skulle ofre sin søn Ismail til gud for at vise sin ærbødighed. Historien lyder i store træk, at Ibrahim var villig til at gøre dette, og da gud så det, lod han det være et eksempel på den rette tro og religiøsitet, og gav Ibrahim et får i stedet, og lod ham skåne sin søn.

For at mindes denne historie slagter de familier som har ressourcer til det, på den første dag i Eid, et får eller en ko. Alle giver så 1/3 af kødet til den tætte familie, 1/3 til den store familie og 1/3 til de fattige som ikke kan slagte deres eget dyr. Der er ferie hele ugen, og denne går med familiebesøg og særlige Eid Al-Adha bønner og ikke mindst en masse kød-spisning!






Slagterne har pyntet op!

Det startede søndag morgen med fællesbønner overalt i byen. Jeg bor ved siden af en stor plads, som var helt pakket med bedende mænd og kvinder fra det første “Allahu Akbar”- kald til bøn, klokken lidt over seks om morgenen.



Folk på vej fra bøn

Herefter var der slagtning af får og køer. Det hele foregik, og er foregået frem til solnedgang idag mandag d. 7 november, på fortovet foran slagterne. Det var et ret voldsomt syn synes jeg, og en pudsig blanding af blod, døde dyr og store knive - og familier i deres nyindkøbte Eid-tøj som så til, og hver fik sit får pakket i en plasticpose og så med hjem til fordeling.





Så bliver der slagtet...

Der er også mange som selv står for slagtningerne, og som foretrækker dette, fordi de så kan leve op til koranens foreskrivelser om renlighed i forbindelse med slagtning, og om at de dyr som venter på at blive slagtet, ikke må være vidne til slagtning af de andre…

Der var der en dejlig stemning i byen på denne tidlige søndag morgen. Tanken om Eid-traditioner og fordelingen af kødet, gjorde nærmest slagtningerne ceremonielle synes jeg. Der var gjort klar til fest overalt, med karuseller og balloner og der var fælles banko efter bønnen, hvor alle med lodder kunne vinde store præmier!



Nu er gaderne fulde af fest-stemte egyptere, og jeg har fået lammekød til aftensmad igår og morgenmad idag. Omend jeg synes godt om lam, så passer det mig fint at jeg ikke har en kæmpefamilie jeg skal ud og besøge og fodres af den næste uge…

Turist i Egypten

Den seneste måneds tid er gået med en del rejsen omkring. Jeg har haft besøg hjemmefra af familie og venner, og har vist Kairo og Alexandria frem så godt jeg nu kunne.

Det var tydeligt at turismen i Egypten har set bedre dage! Der var underlig tomt ved pyramiderne, men det gjorde jo ikke vores oplevelse af de gigantiske konstruktioner mindre fantastisk.



Det er nu et fascinerende og overvældende syn.

Men for Egyptens økonomi, er manglende turister er et alvorligt problem.
Turisme er nemlig en af de vigtigste sektorer i Egyptens økonomi. Den har årligt tilført 11 milliarder Dollars til landet og beskæftiget 12% af den egyptiske arbejdsstyrke (tal fra 2008).

Så når nye tal viser at antallet af turister i Egypten er faldet med 100.000 månedligt siden revolutionen, er det bekymrende. Det voldsomme fald skyldes den ustabile sikkerheds-situation i landet.


Med mine venner hjemmefra var jeg i Dahab på Sinai-halvøen, ikke langt fra turist-destination nr. 1 Sharm El-Sheikh. Også her var mange hoteller og restauranter tomme.

De restauratører jeg snakkede med, var dog ved ganske godt mod. De fortalte hvordan Dahab lå fuldstændig øde hen lige efter revolutionen, og at der ingen turister kom overhovedet. Nu er folk da begyndt at vende tilbage...


Forhåbentlig vil det kommende valg føre en form for stabil fremtidsudsigt med sig, og trække nogle af de skræmte turister tilbage til landet.

Det første valg siden revolutionen skal, om alt går vel, gå igang d. 28. November.
Først valg til parliamentet, og herefter vil valg af præsident følge i foråret 2012, formodentlig i marts.

Det er en lang proces, og der er en del skepsis i forhold til hvorvidt tidsplanen vil blive holdt. Valget er allerede blevet udskudt et par gange.

Efter forskellige partier, kendte og ukendte kandidater har meldt sig på banen, blev tidsfristen for at stille op til valget nået i sidste weekend. Nu har egypterne så en lille måneds tid til at finde ud af hvem der stiller op, og hvem de vil sætte deres kryds ved.

Jeg vil også prøve at danne mig en form for overblik, og fortælle nærmere om valget når det rykker tættere på.


Her er lige et par billeder fra måneds bedrifter rundt omkring



Aftensol i Dahab



Afslapning i Dahab



Alexandria



Lige endnu en omgang pyramider

Alexandrias kultur - Nok er den gemt...men ikke glemt!

SÅ begynder det endelig at rulle. Endelig begynder al det kulturelle leben, som jeg fra flere kilder havde hørt, skulle eksistere i Alexandria, at dukke op til overfladen.

Jeg fik fortalt at der skulle være en levende undergrundskultur her i Alexandria. Jeg har holdt øjne og øre åbne, men jeg har i lang tid ikke kunne finde noget særlig interessant kunst, musik eller teater. Der er biblioteket hvor der sker en del, og der er et operahus midt i byen – men skulle det virkelig gøre det ud for en levende undergrund?

I starten af oktober lykkedes det mig så at opsnappe info om årets Film Festival. En stor festival, afholdt for 27. gang i år, med en masse film fra landene omkring Middelhavet. Flere rigtig gode film, men afsindig ringe PR.

Jeg fik kun kun program og information fordi jeg tog til den biograf hvor de blev vist hver dag i løbet af festivalen, og de vist regnede mig for en udenlandsk journalist, og det benægtede jeg så ikke at være…

Efter denne oplevelse, følte jeg mig mere og mere overbevist om at Alexandria har sin kultur, men at den er gemt godt af vejen. Men altså...en kultur bliver vel ikke “Undergrund” bare fordi den er svær at finde?

Nej, det gør den jo ikke, og det var da også mig som bare ikke kendte til de rigtige steder. Det er ligesom med minibusserne i byen. Udefra synes det helt kaotisk og uorganiseret, men der er systemer og tegn som det bare tager tid at regne ud. Og når man så fatter hvad chaufførens håndtegn betyder, så er det faktisk ganske nemt at komme omkring.

Til filmfestivalen mødte jeg nogle interessante mennesker, som var opdaterede og velinformerede om hvad der foregår i byen, og de delte lidt ud. Da jeg så først fik skrabet lidt i overfladen, kom en masse spændende events og nye steder pludselig til syne. Og nu er der debatter at gå til, film at se, koncerter at lytte til – nærmest hver aften!

Mange lande har livlige institutter i byen, et tysk og et russisk og et fransk især. Her foregår der en masse, herudover er der et “Creativity Center” og der er små nicher i gader jeg har vandret i masser af gange, men som jeg aldrig har bemærket. Små hyggelige fristeder hvor byens kulturelle og kunstneriske hoveder mødes.

Forleden så jeg en krimi fra 50´ ernes Alexandria. Vi sad på puder udenfor i en lille gyde. Visningen var en del af “Alexandrian Heritage Days” som forløber i denne uge. Og igår så jeg en film om en kunstner her fra byen, som bagefter fortalte om sine værker og sit liv.

Noget af det jeg især har bemærket ved de arrangementer jeg har været til og de mennesker jeg har mødt, er en romantisering omkring dét der var.

Som jeg skrev i begyndelsen af mit ophold her, fik jeg hurtigt en fornemmelse af at Alexandria har haft sin storhedstid. Store paladser og strandresorter står og forfalder. Det gjorde mig lidt trist, en følelse af en stort potentiale som ikke bliver udnyttet. Byen kunne være så meget smukkere.

Det som mange af de kunstnere jeg har mødt ønsker, er at genskabe den magi som var. Puste liv i fortiden, dette ved at skabe kunst, skrive digte og debattere om Alexandria som det var engang. En kulturel metropol og smeltedigel af forskellige kulturer, frihed og kreativitet.

Det er stærkt at mærke denne gruppe af dedikerede og dygtige mennesker, insistere på at Alexandria har været, og stadig er en perle, et sted med en rig kultur og en masse at byde på. Et sted man skal være stolt af at komme fra.

Hver gang en ny kulturboble dukker op, følger et par andre nye nicher med. Så der var altså noget om det, det der med undergrunden. Og jeg har stærkt på fornemmelsen der er mange uopdagede steder derude...yallah, ud at lede!

Biblioteket i Alexandria

Jeg har undervisning hver dag fra 9 – 13, herefter går turen gerne forbi GAD. Det er Egyptens Mac Donalds. En stor fastfood kæde med en masse restauranter i hele landet. Man skal ikke gå langt for at støde ind i én GAD her i Alexandria, de er over det hele.

For et par egyptiske pund køber jeg min frokost – for det meste pita med falafel eller foul, som er bønner tilberedt på lækker vis. Det egyptiske køkken fortjener et indlæg for sig selv, så det vender jeg tilbage til.

Efter GAD går jeg langs Cornichen til Alexandrias store bibliotek, og det er dét jeg vil skrive om.

Det er et dejligt sted, smuk arkitektur og et rigtig godt sted at studere. På pladsen foran biblioteket ligger et par caféer, hvor man kan sidde med sin kaffe og nyde solnedgangen over havet.



Biblioteket er en både historisk og kulturelt vigtig institution i Alexandria. Det originale bibliotek blev etableret af Ptolemæus I i år 283 f.kr. og var på det tidspunkt, og mange følgende år, et centrum for uddannelse, viden og litteratur.

De gamle grækere havde som mål, at indsamle en kopi af hvert eneste eksisterende litterære værk i verden. Det blev til mange hundrede tusinder papyrus ruller og et enormt arkiv af research og viden.

Der er ikke nogen entydig forklaring på hvordan biblioteket blev ødelagt. Men Cæsar er blandt de mistænkte. I en fejde satte han ild til Alexandrias havn, og det gamle bibliotek lå i dette område.

Hvordan det nu lige var med magtkampe og relationer mellem Alexandria og resten af verden, er noget jeg vil studere nærmere. Det er tydeligt at mange forskellige nationer har haft sin indflydelse på byen, og byens historie har mange lag – jeg har endnu kun skrabet lidt i overfladen.

For at mindes dette centrum for viden og litteratur, blev det besluttet i 1974, at der skulle bygges et nyt bibliotek i byen. Et norsk arkitekt-kollektiv blev valgt til at udforme designet, og det nye bibliotek åbnede i 2002.




Det er et kæmpe sted, der er 11 etager og reol-plads til 8 millioner bøger. Så mange er der dog ikke, og biblioteket virker lidt tomt i sin storhed. Men lyset og farverne derinde er fantastisk.

Jeg nyder meget at sidde der og studere. Det er dejlig roligt, og minder på hjemlig vis om at sidde på læsesal på Den Sorte Diamant.

Morgen i Alexandria

Efter en måneds tid i Egypten, er jeg ved at falde godt til, få en dagligdag og føle mig hjemme. Alexandria vokser på mig, og jeg synes bedre og bedre om byen.

Her er en dejlig stemning, folk er nysgerrige og de fleste bliver vældig begejstrede når jeg afprøver mit spinkle arabiske. Skønt det går hurtigt fremad og jeg lærer en masse, har jeg fortsat svært ved at forestille mig at jeg på et tidspunkt ubesværet skulle kunne tale dette sprog. Men andre har jo gjort det før mig. Så jeg væbner mig med tålmodighed og fortsætter med at øve mig en masse.

Selvom jeg derhjemme forbinder rutiner med trivialitet og trummerum, så er det nu en skøn følelse, at de kommer snigende her. Små ting, som at se de samme ansigter når jeg går i skole om morgenen, høre de samme lyde og vide ca. hvornår den næste sporvogn kommer – det betyder alverden.

Jeg vil beskrive min tur i skole hér, for den byder altid på skøre oplevelser og en god bid egyptisk hverdag.

Min skole-uge starter søndag og slutter torsdag. Hver dag går jeg hjemmefra omkring kl. 8. På det tidspunkt er det allerede godt varmt, og der er masser af folk på gaden.

Ikke langt fra min blok ligger et bageri, hvor der altid står en gruppe mennesker i kø. Brødet de sælger, er så nyt-fra-ovnen, at det er for varmt til at putte i poser. Derfor er der altid brød over det hele som ligger og køler af. På de omkringstående bilers kølerhjelme, på fortorvet og alle vegne. Det dufter skønt!






Længere nede af samme gade, begynder markedet. De er stadig ved at gøre det hele klart når jeg kommer forbi. Der kommer små lastbiler proppet med bure. Nogle med kaniner, andre med høns og andet fjerkræ. Nogle med fisk, og andre igen med store isblokke som skal holde fiskene kolde. Der er æg, krydderier, ost og kød.



Mellem dyr – levende og døde – er der også masser af frisk frugt og grøntsager. Det er sæson for mango og guyaba. Boderne bugner, og det dufter sødt.




Det ene sanseindtryk afløser det andet, og lastbiler og taxier dytter og gasser op i den smalle gade.

For enden ligger stoppestedet for sporvognen. Nogle gange stiger jeg på dér. Altid i den forreste vogn, det er nemlig vognen for kvinder. Konduktøren kommer, og han får 25 piastrer, lidt under 25 øre, for turen.


Afhængig af hvad tid jeg kommer hjemmefra, går jeg et stykke langs sporene inden jeg stiger på. Jeg holder af at gå og kigge på gadebilledet, det er et skørt mix af køretøjer. Der er en masse minibusser og taxier, gamle ladaer, store firhjulstrækkere, motorcykler og heste og æsler med tætpakkede vogne. Der er kommer også enkelte på cykler. Jeg bliver fristet - men det er mest for mænd. Og jeg tror jeg stikker nok ud allerede.

Fra endestationen er der 10 minutters gang til min skole, og det passer med at jeg ankommer til kl. 9 når mine timer starter.

Det er en god start på dagen, og jeg glæder mig til jeg kan begynde at småsludre med folk på min vej. Jeg kan forstå mere og mere, og konstruerer sætninger inde i mit hoved, de kommer bare sjældent ud som planlagt – men det kommer.

Welcome to Alexandria….

Alexandria er Egyptens næst-største by med 6 millioner indbyggere. Den strækker sig over 32 kilometer Middelhavskyst, og den friske havblæst gør byen godt.

Jeg har været her i snart en uge, og er blevet taget fantastisk godt imod. Jeg bor i en lille lejlighed, og begynder så småt at føle mig hjemme her.

Det er en flot by. Man fornemmer at den har haft sin storhedstid for år tilbage. Der er mange store palæer som står tomme og forfaldne, og der er resorter langs kysten som tydeligvis har været pompøse engang – men som nu er reduceret til vakkelvorne plasticstole og væltede parasoller.

Øst på ligger San Stefano, det er byens fancy område med en masse amerikanske kæder, store shoppingcentre og luksushoteller. Et par MacDonalds og andre kæder har fundet vej til downtown, men størstedelen af caféerne her byder på te, vandpibe, domino og en masse egyptiske ældre herrer. Der er en dejlig stemning og jeg har brugt en masse tid på at fare vild her og prøve at danne mig et overblik. Det er ikke helt lykkedes endnu, altså overblikket - det går fint med at fare vild!

Alexandria har været helt på den anden ende i de sidste dage. Det har været Ramadan hele august, og mandag ventede alle spændte på at månen skulle vise sig på himlen – en fuld måne skulle nemlig markere fastens afslutning og begyndelsen på Eid. Månen var kuglerund og de sidste dage har der så været Eid el Fitr – den store afslutningshøjtid.

Det har været meget festligt, alle har været på gaden i deres stiveste puds, og der har været gang i byen hele døgnet rundt!

Fra på søndag starter hverdagen, og det er også her jeg skal begynde min undervisning i arabisk. Det skal blive godt at kunne følge lidt mere med, i hvad der foregår omkring mig.

Revolution og fremtiden fylder en masse, og dem jeg har snakket med er kun glade for at give deres mening til kende. Det er blevet til nogle interessante diskussioner om Egyptens fremtid og i hvilken rækkefølge bæredygtig forandring bør ske.

De fleste jeg har snakket med, har været med i demonstrationerne mod Mubarak og er stolte af revolutionen. Men andre stiller spørgsmålstegn ved, om egypterne er klar til at acceptere så store strukturelle omvæltninger. Vil folket komme til stemmeurnerne når der er parlamentsvalg i November? Vil folket respektere en ny folkevalgt leder? Vil folket rejse sig imod den egyptiske hær inden da? Og hvad med retssagen mod Mubarak – hvor ender den?

Der er en masse at snakke om, læse om og følge med i. Jeg vil glæde mig til at bringe forskellige tanker, synspunkter og oplevelser videre til jer her på bloggen. Både om revolution og politik, men også om hvad der ellers sker af spændende ting her i Alexandria.