SÅ begynder det endelig at rulle. Endelig begynder al det kulturelle leben, som jeg fra flere kilder havde hørt, skulle eksistere i Alexandria, at dukke op til overfladen.
Jeg fik fortalt at der skulle være en levende undergrundskultur her i Alexandria. Jeg har holdt øjne og øre åbne, men jeg har i lang tid ikke kunne finde noget særlig interessant kunst, musik eller teater. Der er biblioteket hvor der sker en del, og der er et operahus midt i byen – men skulle det virkelig gøre det ud for en levende undergrund?
I starten af oktober lykkedes det mig så at opsnappe info om årets Film Festival. En stor festival, afholdt for 27. gang i år, med en masse film fra landene omkring Middelhavet. Flere rigtig gode film, men afsindig ringe PR.
Jeg fik kun kun program og information fordi jeg tog til den biograf hvor de blev vist hver dag i løbet af festivalen, og de vist regnede mig for en udenlandsk journalist, og det benægtede jeg så ikke at være…
Efter denne oplevelse, følte jeg mig mere og mere overbevist om at Alexandria har sin kultur, men at den er gemt godt af vejen. Men altså...en kultur bliver vel ikke “Undergrund” bare fordi den er svær at finde?
Nej, det gør den jo ikke, og det var da også mig som bare ikke kendte til de rigtige steder. Det er ligesom med minibusserne i byen. Udefra synes det helt kaotisk og uorganiseret, men der er systemer og tegn som det bare tager tid at regne ud. Og når man så fatter hvad chaufførens håndtegn betyder, så er det faktisk ganske nemt at komme omkring.
Til filmfestivalen mødte jeg nogle interessante mennesker, som var opdaterede og velinformerede om hvad der foregår i byen, og de delte lidt ud. Da jeg så først fik skrabet lidt i overfladen, kom en masse spændende events og nye steder pludselig til syne. Og nu er der debatter at gå til, film at se, koncerter at lytte til – nærmest hver aften!
Mange lande har livlige institutter i byen, et tysk og et russisk og et fransk især. Her foregår der en masse, herudover er der et “Creativity Center” og der er små nicher i gader jeg har vandret i masser af gange, men som jeg aldrig har bemærket. Små hyggelige fristeder hvor byens kulturelle og kunstneriske hoveder mødes.
Forleden så jeg en krimi fra 50´ ernes Alexandria. Vi sad på puder udenfor i en lille gyde. Visningen var en del af “Alexandrian Heritage Days” som forløber i denne uge. Og igår så jeg en film om en kunstner her fra byen, som bagefter fortalte om sine værker og sit liv.
Noget af det jeg især har bemærket ved de arrangementer jeg har været til og de mennesker jeg har mødt, er en romantisering omkring dét der var.
Som jeg skrev i begyndelsen af mit ophold her, fik jeg hurtigt en fornemmelse af at Alexandria har haft sin storhedstid. Store paladser og strandresorter står og forfalder. Det gjorde mig lidt trist, en følelse af en stort potentiale som ikke bliver udnyttet. Byen kunne være så meget smukkere.
Det som mange af de kunstnere jeg har mødt ønsker, er at genskabe den magi som var. Puste liv i fortiden, dette ved at skabe kunst, skrive digte og debattere om Alexandria som det var engang. En kulturel metropol og smeltedigel af forskellige kulturer, frihed og kreativitet.
Det er stærkt at mærke denne gruppe af dedikerede og dygtige mennesker, insistere på at Alexandria har været, og stadig er en perle, et sted med en rig kultur og en masse at byde på. Et sted man skal være stolt af at komme fra.
Hver gang en ny kulturboble dukker op, følger et par andre nye nicher med. Så der var altså noget om det, det der med undergrunden. Og jeg har stærkt på fornemmelsen der er mange uopdagede steder derude...yallah, ud at lede!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar