mandag den 28. november 2011

Tastes like democracy...


Så er den første af Egyptens to valgdage overstået.

Det er gået godt! Fremmødet har været stort, og der er ikke meldt om uroligheder ved valgstederne.

Det var svært rigtigt at tro på, at valget faktisk ville blive en realitet, indtil valgstederne åbnede mandag morgen, rundt omkring på landets skoler.

Mange har fri fra arbejde og skole, og bruger dagene på at stå i kø for at afgive deres stemmer.

Og køerne er lange! I mit kvarter, er der flere valgsteder, og her var trafikken idag helt kaotisk. Køerne strækte sig op af gader og omkring hjørner og bilerne kæmpede for at komme frem i mængden.

Jeg har været ude og se mig lidt omrking, og mærke stemningen. Og den var god. Folk var glade, stolte og lettede. Min grønthandler havde ikke afgivet sin stemme endnu, køen var for lang, og hans butik skal jo passes. Men stemme skal han.

“Jeg takker gud for at valget ikke er blevet aflyst eller rykket. Det ville have været en katastrofe for Egypten”.

Det ligner et demokrati!

Det er ret fantastisk, at følge med i hvad der opdateres på Twitter i øjeblikket:

“Tastes like a real democracy here in Egypt.”

“So far no thugs nor bribes, just minor problems with organization. Besides army presence, no major issues so far”

Stemmekøb og logistik-problemer
 
Det er blevet kritiseret, at kandidater og partier er mødt op i stort antal ved valgstederne, for at prøve at overbevise vælgerne om, hvad de bør stemme.

I mit kvarter, gjaldt det især Det Muslimske Broderskab. De var over det hele, i deres gule og blå farver, dirigerede trafikken, delte flyers ud og snakkede med forbipasserende og ventende. 

Broderskabet er tidligere blevet kritiseret for at “købe” vælgere, da de under den sidste Eid i begyndelsen af november, byttede kød for stemmer.

Det var dog ikke kun dem som blev anklaget for snyd idag, også Salafisterne og andre partier og kandidater havde travlt ved valgstederne.

Der er blevet rapporteret om en del logistiske problemer rundt om i distrikterne, hvilket også er skyld i den lange ventetid.

Men som én skrev på Twitter:

“One thing to note about Egyptians is that they perhaps have an abnormally high tolerance for disorder”

Leila

Leila, hvis modstand overfor valget jeg har beskrevet tidligere, endte også med at stemme.

“OK, jeg stemmer, Men jeg sværger, at hvis jeg ser så meget som ét enkelt forsøg på snyd, vil jeg anmelde de skyldige, og personligt sørge for at de bliver straffet!”.

Af dem jeg har snakket med, på gaden og blandt venner, lyder det til at folk faktisk tror på at deres stemme tæller denne gang.

Forhåbentlig er denne optimisme berettiget og forhåbentlig kommer det til at gå ligeså fint på andendagen.


Fra Alexandria blev det rapporteret, at flere kvinder end mænd mødte op ved valgstederne. 
Her er en lang kø af kvinder i mit kvarter. Mændene havde deres eget valgsted, lidt længere ned af gaden.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar