mandag den 21. november 2011

Egyptiske Statsmedier....

Dette stencil fra Kairo taler vist for sig selv


















Situationen udvikler sig i Egypten, især i Kairo tager kampene til i intensitet.

Regeringsleder Essam Sharaf har indgivet sin opsigelse som en reaktion på de sidste dages begivenheder i Egypten. Han understreger at regeringen vil arbejde videre indtil der er stabilitet.

Reaktionen fra demonstranterne på pladsen, er at Sharafs opsigelse understreger at de har ret i deres krav om at militærets afgang, men også at det ikke er nok! Det er General Tantawi som skal gå af!

Også her i Alexandria er der demonstrationer. Ifølge morgenens opdateringer har det været ret voldsomt. Men det er fortsat, som jeg skrev forleden, meget centreret omkring politiets og militærets hovedkvarter, imens resten af byen fungerer som vanligt.

Idag kl 4 pm kaldes der til "Million-man March" i både Kairo og Alexandria.

Jeg havde til min daglige arabisk undervisning igår medbragt en avis, for at få hjælp til at stave mig igennem overskrifterne.

Det er jo ret interessant at se, hvordan de statslige medier dækker begivenhederne, og ikke overraskende er holdningen da også ganske tydelig.

Ifølge avisen “al-Masry al-Youm” (Egypten Idag), skaber den nuværende situation usikkerhed om Egyptens fremtid, og det er sørgeligt. Men demonstranternes stenkast giver ikke politi og hær noget andet valg end at svare tilbage, og de gør hvad de kan for at skabe stabilitet i landet uden at bruge vold – sådan fremlægges sagen.

Indenrigsministeriet bliver i denne artikel citeret for at sige, at ikke en eneste kugle er blevet affyret!

Jeg har ikke selv været til demonstrationer, og har ikke nogen øjenvidneberetning. Men med de historier som konstant strømmer ind gennem net-aviser og sociale medier (og et dødstal som nu er på 33) må man betvivle dette udsagn!

En god ven, som beskæftiger sig med sociale medier , fremlagde problemet med de statsejede medier som meget alvorligt for Egypten, og situationen ligenu. Der er over 80 mill. Indbyggere i landet, og kun en ganske lille del af dem er med i demonstrationerne.

Omkring 30% har adgang til internettet, og dermed til det væld af film, øjenvidneberetninger, fotos, Facebook og Twitter-opdateringer fra demonstrationerne rundt om i landet – så størstedelen er altså afhængig af statsmedierne for at holde sig opdaterede.

Så med kun én ukritisk fremlægning af virkeligheden, gør de egyptiske medier det til en svær opgave for folk at vurdere situationen.
 
Flere af de egyptiske avisers engelske versioner er noget mere nuancerede, og den engelske netudgave af førnævnte avis al-Masry al-Youm, kan anbefales. De har både analyser og nyheder, og har en kritisk tilgang til det de skriver!

Et anti-politi stencil fra Kairo

PS:
Jeg stødte lige på dette foto-galleri fra de sidste dage i Kairo. Voldsomme, men meget flotte fotos.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar