lørdag den 3. december 2011

Deprimerende resultater..

Den gode stemning efter valget, har i den grad lagt sig, blandt de unge jeg kender her i Alexandria.

At Det Muslimske Broderskab fik 40 % af stemmerne, var forventet Men at salafisterne indtog anden pladsen, foran de liberale partier – det kom som en ubehagelig og deprimerende overraskelse.

Valgresultaterne blev endeligt offentliggjort igår aftes, efter forsinkelse på grund af det høje fremmøde ved stemmeboksene (nu fastslået til 62%), samt forsinkede stemme fra Egypterne i andre lande.

De unge er bekymrede over hvad valgets resultat, vil betyde for Egyptens fremtid.

Salafisme

Salafisme er en gren af Sunni Islam, som er karakteriseret ved en tekstnær og traditionel læsning af de hellige tekster. Salafisme promoverer den islamiske lov Sharia og ses som den autentiske og reneste form for Islam.

Som med alle andre religiøse retninger, er der selvfølgelig mere eller mindre radikale fortolkninger. Den bekymring jeg er stødt på, drejer sig blandt andet om kvinders påklædning – vil der komme restriktioner for kvinders påklædning? Dækkede skuldre, ingen jeans eller måske endda niqab (som dækker ansigtet)?  Vil de ting som er “Haram” altså forbudt i følge koranen – rent faktisk blive underlagt forbud? F. eks kortspil og fotografering?

Hvis det bliver situationen efter valget, så bliver Egypten sat helt tilbage siger de. Og tanken om at det skulle være resultatet af revolutionen, er deprimerende.

Rigtige og forkerte muslimer

Ud over dette, forklarede en veninde at hun som muslim, overhovedet ikke er tilfreds med at Det Muslimske Broderskab og Salafisterne gør krav på hendes religion. Hun støtter ingen af disse to, men hun tager sin religion alvorligt og kræver sin ret til at praktisere den, som hun mener er bedst.

Men i et land hvor religion betyder meget for folket, så er det virkningsfuldt når to partier siger at hvis du vil være en god muslim, skal du stemme på dem, og promoverer sig selv som religionens beskyttere.

Hun er nervøs for at netop dette, kan skabe et større skel mellem muslimer i Egypten. En opdeling mellem de “rigtige” muslimer som støtter Broderskabet og Salafisterne, og de som støtter et sekulært system.

Inshallah...

Dette var kun første runde af valget, og måske kan den næste periode frem til præsidentvalget i juni, nå at ændrer på salafisternes position. Lige nu gør det ingen forskel, at flere partisoldater er ude at love dette og hint. De unge, som er vokset op med Mubarak, er vokset op med, at i politik kan man ikke stole på nogen

Selvom de unge jeg har snakket med om dette virkelig er trætte af det hele lige nu, så har de en fantastisk evne til at have det sjovt alligevel, og tro på at Inshallah og om gud vil, så skal det nok gå.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar