lørdag den 11. februar 2012

Politik og hverdag i Alexandria

Foråret kommer så småt til Alexandria. Solen skinner, det er dejlig lunt og lyset får farverne på al det frugt og grønt jeg passerer på min daglige morgen-gåtur gennem markedet til at stråle. Jeg kan kun blive godt tilpas når jeg går og kigger på knald-orange appelsiner, røde jordbær, dybgrønne broccoli og bundter af mynte og persille.

Der er politik overalt...
Der er masser af politik at fortælle om. Idag er det et år siden militæret afløste Mubarak på lederposten, og der er kaldt til kollektiv civil ulydighed og generalstrejke over hele landet. I Alexandria har de universitetsstuderende strejket og nogle butikker har været lukkede, men her i mit kvarter har det bare været lørdag.

Jeg snakker med venner og bekendte om politik - og med taxachauffører og folk jeg sidder ved siden af i tog og sporvogn - det fylder rigtig meget. Efter fodbold-dramaet i Port Said i sidste uge hvor 73 mistede livet, og demonstranter vendte tilbage til Tahrir til blodige sammenstød med militæret, ændrede militærrådet igen datoen for præsidentvalget. Det er nu sat til at starte d. 10 marts. Der er meget skepsis i forhold til om det rent faktisk kommer til at ske, og om militærrådet vil afgive magten.

Der er frustration og vrede, “Kifaya” siger folk  - det er nok nu. Nok unge mennesker har mistet livet. En præsident må vælges så landet igen kan bevæge sig fremad på sikker vis.

Men også hverdag i Alexandria
Jeg vil skrive lidt om hvad jeg bruger min tid på i disse dage.
Jeg har nu i en måned været i praktik på Alex Agenda, et engelsk-sproget magasin om kulturelle events i Alexandria. Det er rigtig fint. Udover at udgive dette magasin, er Alex Agenda en organisation, som laver forskellige medie-projekter, og mit arbejde består mere i at udvikle disse, end i at skrive historier.

Det projekt jeg sidder med lige nu hedder EMAJ – Euro-Mediterranean Academy for Young Journalists. Det er et 10-dages træningsseminar for 18 unge journalister fra EU og landene omkring Middelhavet, som skal afvikles i slutningen af april her i Alexandria. Træningen skal handle om brugen af sociale medier. Det er et spændende projekt,  som I kan læse mere om det her.

Derudover er projekt-lederen på Alex Agenda en levende kalender, som altid har styr på hvad der foregår og hvornår i Alexandria – så han er altid god for tips.

Som jeg husker fra tidligere møder med arabiske arbejdspladser, er der også her på kontoret titler og hieraki som skal overholdes, og der skal ikke herske nogen tvivl om hvem der bestemmer.  Det betyder selvfølgelig at vi lige skal vænne os til hinanden på kontoret. Min erfaring fra NGO-arbejde i Danmark er lige lovlig uformel... Men det kommer stille og roligt, vi giver os lidt fra begge sider, og finder ud af at arbejde sammen. 

Arabisk
Ud over arbejdet læser jeg stadig arabisk, men nu kun to gange om ugen. Det går fint med samtaler på egyptisk arabisk, men det er godt nok svært at få rigtig fat om det klassiske – altså det der bruges i medier og litteratur. Der er så utrolig rigt et ordforråd og usandsynlig meget grammatik. Jeg bliver selvfølgelig bedre, men der er langt endnu.

Tiden flyver afsted her, og jeg holder kun mere og mere af byen. Alexandria har noget magisk over sig. Det sker sjældent at dagen udfolder sig, som jeg forventer når jeg går ud af døren om morgenen, der dukker altid pudsige oplevelser og overraskelser op - dét er dejligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar