Nagah blev fyret for at kræve sine rettigheder

Nagah Abdel Hamid og ti kolleger nedlagde arbejdet og camperede i døgndrift i halvanden måned foran deres arbejdsplads i Egyptens næststørste by, kystbyen Alexandria. De fik ikke udbetalt den månedsløn de havde krav på. Fremfor at få deres krav mødt, endte protesten med en fyreseddel til Nagah. Men det har ikke fået hende til at lægge kampen for rettigheder for Egyptens arbejdere til side. ”Kampen gør mig stærkere”, siger hun.

Et liv som fagforenings-aktivist

Nagah er en lille tæt kvinde med lynende øjne, og et tempo så højt, at det er svært at følge med, når snakken går. Hun arbejder på en tekstilfabrik i Alexandria, og har, siden fabrikken blev privatiseret i slutningen af 1990´erne, stået forrest i kampen for ordentlige vilkår for dens arbejdere. 

Da fabrikken overgik til privat ejerskab, blev der ændret markant i arbejdernes forhold: ”Tidligere fulgte vores ferieplan de nationale helligdage, det gør de ikke længere. Vi får ikke overtidsbetaling eller har en pensionsordning. Det vi kæmper for er grundlæggende, at fabrikken skal re-nationaliseres, så vi kan få vores rettigheder tilbage”, forklarer Nagah.

Hun arrangerer møder blandt arbejderne og prøver at mobilisere dem til at protestere, når de bliver uretfærdigt behandlet. Derudover har hun været med til at starte et forum for arbejdere i Alexandria. Her mødes 30-40 arbejdere fra forskellige fabrikker og virksomheder i byen hver mandag for at diskutere problemer på deres arbejdsplads. De arrangerer fælles strejker, solidaritetsprotester og oplysningskampagner.

En måned uden løn

Nagah har altså altid gået forrest i kampen for rettigheder, men i sommers blev hun fyret fra sin arbejdsplads. I slutningen af maj startede arbejderne i stort antal en sit-in foran fabrikken. Det var i protest mod generelt dårlige arbejdsforhold, og fordi arbejderne ikke fik udbetalt deres lønninger for maj måned.

Repræsentanter for de strejkende tog til Kairo, for at indlevere en klage i arbejdsministeriet. ”Ministeriet sympatiserer oftest med arbejdsgiverne og ikke arbejderne. De rådgav arbejderne til at underskrive en kontrakt om, at de ville afstå fra at strejke, hvis de modtog deres lønninger”. Sådan forklarer Susanne Nada, som er advokat ved det egyptiske center for økonomiske og sociale rettigheder, og som fulgte arbejdernes sag.

Da arbejderne vendte tilbage til fabrikken med en underskrevet kontrakt, nægtede administrationen fortsat at udbetale penge. Det viste sig at ejeren af fabrikken havde intentioner om at sælge fabrikken i slutningen af måneden, og at grunden til den udeblevne betaling var at finde her.

Svært at mobilisere arbejderne

Strejken fortsatte i en uge, men det var svært at fastholde arbejderne. Sådan har det været siden revolutionen, forklarer Nagah: ”Arbejderne er bekymrede for deres familier og for ikke at få mad på bordet. Det er nemt at begynde en strejke, men du kan aldrig vide, hvor den ender. Måske i dagevis uden lønninger? Det er en alvorlig konsekvens”. Derfor endte de med at være 11 arbejdere tilbage, som opretholdte strejken foran fabrikken. ”Vi opholdte os døgnet rundt foran fabrikken, mændene var der 24 timer og vi kvinder i arbejdstiden. Ledelsen prøvede at spise os af med forskellige aftaler om kompenserende beløb, men det kunne vi ikke acceptere. Vi ville have den løn, vi havde krav på”.

I takt med at retorikken blev mere og mere truende fra administrationen, begyndte Nagah´s kolleger at blive mere modtagelige overfor de kompensationer, de blev tilbudt. Tilsidst stod de ganske få tilbage og fik valget om at acceptere kompensation eller blive fyret. Nagah nægtede og fik så en fyreseddel.

”Jeg er ikke bange for dem – jeg har ikke noget at skjule”

Nagah er ikke i tvivl om, at administrationen var tilfreds med at finde en lejlighed til at afskedige hende. Hun har været meget aktiv i medierne og har ikke lagt skjult på sin utilfredshed med arbejdsforholdene på sin egen, og på andre, arbejdspladser. ”Tilsidst havde jeg nok snakket med for mange journalister... der var én, som lavede en lille film, hvor jeg forklarede situationen på fabrikken og hvorfor, vi strejkede. Den fik jeg kommentarer for. Men jeg er ligeglad, jeg har aldrig forsøgt at skjule noget. Alle kan følge os aktivister på Facebook. De ved hvem, vi er og hvad, vi mener. Min egen fyring understregede kun vigtigheden af det arbejde, vi laver i fagbevægelsen. Jeg føler mig faktisk styrket”.

Nagah ved, at kampen for rettigheder vil fortsætte længe endnu, og at det er svært at opretholde kampgejsten, når succeshistorierne er få. Siden revolutionen har landets sikkerhedsstyrker slået hårdt ned på arbejderdemonstrationer i hele landet. Bestyrelsesmedlem i landets uafhængige fagbevægelse, Fatma Ramadan, beretter om, hvordan arbejderprotester i Alexandria er blevet angrebet med hunde og splittet med vold. Risikoen for alvorlige personlige konsekvenser og ingen garanti for gevinst, gør det svært at mobilisere arbejderne.

Nu hjælper Nagah til i en organisation i Alexandria, som støtter arbejdernes sag. Hun er fortsat involveret i Alexandrias forum for arbejdere. Økonomisk klarer familien sig for de få penge Nagah tjener og hendes mands indtægt. Hun er overbevist om, at situationen kan være anderledes på Egyptens arbejdspladser. Den overbevisning har hun taget konsekvensen af.

Artiklen er skrevet på baggrund af opfølgende research foretaget i Egypten i december 2013, på en bevilling fra Danidas Oplysningspulje. Artiklen er udgivet på www.verdensnyt.dk