onsdag den 11. januar 2012

"De siger på Facebook..."


“What They Say” er en egyptisk kortfilm, som handler om rygtedannelser via sociale medier.

Den foregår her i Alexandria under revolutionen.
Den blev vist i går i et lille egyptisk kulturcenter, med efterfølgende debat med instruktøren Ahmed Ghazal.

Filmen viser hvordan en lille nyhed, på ingen tid bliver til rygter om bål og brand, i takt med at nyheden spredes på Facebook og Twitter. Alle som sender opdateringen videre i deres netværk, pynter lidt på historien. 

I filmen udvikler noget, der lyder som et pistolskud sig på den måde, til rygter om kriminelle som er brudt ud af fængslerne, og plyndrer og går amok i gaderne.

Filmen er virkelig værd at se, den ligger på YouTube, så giv den lige de 5 minutter den varer.

Debat om sociale medier

Efter filmen var der en spændende debat om brug og misbrug af sociale medier.

Instruktør Ahmed Ghazal ønskede med filmen, at sætte fokus på bagsiden af de lovpriste sociale medier.

I Egypten har Facebook, Twitter og andre sociale medier, været et vigtigt redskab til at arrangere demonstrationer og sprede budskaber under revolutionen, men når en usand opdatering ukritisk spredes, mister medierne deres værdi. 

Det er op til hver enkelt at vurdere sandhedsværdien af hvad de læser.

Ghazal havde intet budget til at lave filmen, og skuespillerne er hans venner og famlie.

Det brænder, det brænder…

Under de voldsomme optøjer i Kairo og Alexandria i slutningen af november, fulgte jeg situationens udvikling på Twitter. En aften blev der opdateret i meget højt tempo fra bydelen Smouha, hvor kampene foregik, om en benzintank som stod i flammer med fare for eksplosion. En ven tog derud, og kunne melde at der ikke var nogen brand at se…Det var et rygte som havde spredt sig i lyntempo.

Det er ikke nemt at vide hvad der sandt og falsk på Facebook og Twitter, men man må lave sine egne regler, for de bliver brugt flittigt her. Under demonstrationerne blev der kontant opdateret om situationens udvikling og der blev efterlyst og meldt om sårede.

Det var utroligt at følge med i, og jeg følte at jeg fik et forhold til de Tweetere som opdaterede ofte - ventede spændt på deres næste opdatering, og blev nervøs for dem når der var for længe imellem.

De sociale medier er en fascinerende verden synes jeg, og jeg vil anbefale alle at se denne lille film.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar